Annonce
Randers

Dagbog fra frontlinjen: Respekt for patienterne - og andre der mister på coronaen

Anita Brændgaard Løyche. Foto: Annelene Petersen
Dagbog fra fronten. Et par dage hjemme mens jeg venter på at blive helt symptomfri efter at have været syg - ikke corona. Og nogle overvejelser om, hvad en dagbog fra fronten skal indeholde.

Randers: Jeg vil starte dette indlæg, med ærlighed om vores overvejelser, når man nu er med i sådant et dagbogsprojekt. Vi snakker indimellem om, om det, vi nu skriver, er det, "læserne gerne vil have”. Skal det helst være vilde blodige og spændende beretninger fra arbejdslivet på sygehuset eller noget helt andet?

Men alligevel får I, hvad der nu engang kommer. Det, I læser, er et indblik i, hvordan det for os er, at bære de mange roller som sygeplejersker, kollegaer, borgere, venner, forældre, midlertidige hjemmeundervisere og Anita & Jakob, midt i den her pandemi.

Da vi ønsker at passe godt på vores patienter og kollegaer, vil der selvfølgelig aldrig komme detaljerede beretninger fra vores arbejdsliv, og sådan er det. Dog vil I selvfølgelig komme til at følge vores arbejdslivs oplevelser, men I vil aldrig få direkte patientberetninger. For vi "passer på dem vi passer” - og også dem, vi måske kommer til at passe her under pandemien. For tavshedspligt er mange ting og rækker vidt.

Vi vil i perioder have meget at fortælle fra sygeplejerskelivet. Og I andre perioder vil det være mere familierelateret. På sigt kan det være, at overskuddet kun rækker til et billede med kort tekst. Og måske kan det endda være, at vi får modet til at lave en kort videodagbog.

Annonce
Som forældre kan man godt blive lidt rørt, når man kommer helt tæt på ens børns aktiviteter. For eksempel når de skal tage et spejdermærke derhjemme på grund af coronavirussen. Foto: Anita Brændgaard Løyche

Fælde en tåre

Indlægget i dag er med knap så mange beretninger fra arbejdsfronten men mere tanker og refleksioner over de seneste par dage.

Arbejdsfronten har været med fuldt blus, på Jakobs vegne. Jeg lagde mig desværre syg tirsdag aften, og grundet de nye retningslinier under covid-pandemien, skal man være symptomfri, fra det man end fejler, i 48 timer, førend man må møde på job igen. Ergo kommer jeg først på job igen mandag. Jeg har fået min nye vagtplan og skal have vagt på henholdsvis intensivafdeling i ugens løb, og i vores Covid-afsnit i kommende weekend. Heldigvis går vores vagtplaner fint op, og pigerne skal stort set ikke være alene hjemme - juhuuu. Jeg er på en måde spændt på at trække i isolationskitlen og opleve det, vi har trænet og forberedt os på, på tætteste hold.

Vi følger jo, som mange andre, nyhederne tæt. Både de løbende opdateringer fra ind- og udland og vores regerings- og myndigheders pressemøder. Mine tanker går ofte til de hårdt ramte lande, særligt Italien, Spanien og USA, som de seneste uger har oplevet voldsomt mange dødsfald og kraftigt belastede hospitaler og ambulancepersonale, der arbejder i døgndrift. Nyhedssider, der viser billeder, interviews, og sender dokumentarer, der er uhyggeligt, men hudløst ærlige, om den forfærdelige situation de er i. Pressede patienter, pårørende og personaler. Beretningerne fra læger og sygeplejersker, der ofte får mig til at fælde en tåre, fordi jeg sagtens kan forestille mig det pres, de er under. Og det, det gør ved dem som fagfolk og menneske - kombineret med indirekte medfølelse til patienter og pårørende.

Vi håber og beder til, at vi i Danmark har knækket kurven. At vi ikke kommer til at stå i så tragiske situationer som de lande. Dog vil jeg ærligt sige, at jeg endnu ikke har hænderne i vejret. Jeg bekymrer mig over de fortsat stigende kurver og de mange divergerende udmeldinger fra vores sundhedsministerium. Som sygeplejerske er jeg klart tilhænger af, at vi skal teste alt, det vi kan klare, og via den vej inddæmme smitten. Når det er lykkedes i Kina, kan og skal det bare lykkedes i Danmark også!

Spejdermærke hjemme haven

Pandemien og den krise den har medført, har også berørt tusindevis af mennesker udenfor vores sundhedssektor. I dag faldt vi i snak med en bekendt fra pigernes skole. Snakken faldt ikke på sundhedsvæsenet, men på de mange mennesker, der den seneste tid har mistet sit job og hermed også indtægt. Mange selvstændige, der har måtte “dreje nøglen” og lukke deres firma eller butik. Folk ansat i firmaer, der er nødsaget til at fyre, grundet økonomi. Konsekvenserne af pandemien rækker desværre frygteligt vidt.

For ikke kun, at drukne helt i sorg og bekymring over alt det frygtelige der sker, for ja, det kan jeg godt have tendens til at gøre. Så forsøger jeg i løbet af min dag at fokusere på de livets små glæder. Som min seje chef så klogt siger; "husk at sænk dine skuldre indimellem, Anita”.

Og som Jakob så fint skrev i sit seneste indlæg, så kan glæden være stilheden i et ellers trafikstøjplaget område. Tiden til at lave bål i haven om aftenen, selvom det er hverdag. En high-five, når ens datter får lavet sin matematik aflevering (i sidste øjeblik), fordi MinUddannelse ikke altid er lige gennemskuelig (eller tilgængelig!). Når ens datter får muligheden for at tage et hjemmespejder-mærke, og man i den forbindelse læser spejderloven og bliver varm om hjertet.

Lykken i, at gå tidlig morgentur med sin hund, og have tiden til at stå og nyde synet af morgensolen, og opleve to sovende svaner på søen på tætteste hold. At kysse sine børn, efter man har fundet ud af, at det man er sygemeldt for, heldigvis ikke var noget, der er farligt smitsomt. Ja, heldigvis er listen lang…

Jeg vil slutte dette indlæg med et håb om, at jer alle derude, husker på at få nydt, hverdagens smukke ting og små oplevelser, midt i alt det her kaos. Og at alle får en dejlig weekend, holder jer raske og passer godt på hinanden.

Der er lykke i at gå en tur en tidlig morgen og komme helt tæt på et sovende svanepar. Og den lykke er vigtig at bevare. Foto: Anita Brændgaard Løyche
Der er også lykke i at have tid til at tænde bål i haven. Foto: Anita Brændgaard Løyche
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Dronningen tog toget til Randers

Danmark

Erling kaster op to gange hver nat - du må ikke begå samme fejl som mig

Annonce