Annonce
Kultur

Dark Waiter: I det sorte mørke er vi alle lige

Det er en god idÉ at stikke en finger ned i rødvinsglasset, når man hælder op i mørke, Så kan man føle, hvor meget der er hældt i og på den måde styre det, forklarer Lene Johannesen. Foto: Francesco Dibartolo/Panthermedia/Ritzau Scanpix
Den internationale trend med at mørklægge en restaurant og invitere gæsterne til blinde-spisning startede i Paris og har forlængst bredt sig til andre europæiske metropoler. I København har Dark Waiter succes med mørke-konceptet.

Randers: Øjenkontakt er der ikke noget af. Vitsen med gæsten, der mener, der er et hår i suppen, giver heller ikke mening. Til gengæld er det noget af en tillidsøvelse at gå på restaurant, når man ikke kan se, hvem man spiser sammen med eller se, hvad der ligger på tallerkenen.

Sådan forholder det sig med restaurant Dark Waiter, der for en enkelt aften mørklægger dele af lounge-området i Zepheus Park i Randers og affyrer koncept Dinner in the Dark 3. oktober.

Ideen med at fokusere på synshandicappet ved at lade seende prøve, hvordan det er at spise på restaurant, når man intet kan se, poppede op som et forsøg i slutningen af 1970'erne i Paris. Siden har ideen bredt sig til andre europæiske storbyer, blandt andet Berlin, der har været til stor inspiration for de danske iværksættere Lene Johannesen og Jannie Hammershøi, startede i det små med en pop-up-restaurant efter blinde-konceptet i 2008. I dag disponerer makkerparret over lokaler på Frederiksberg, hvor de driver deres mørke-restaurant, lige som de samarbejder med firmaer og tager ud med deres stab af blinde tjenere.

Et mørke-liv

- Vi leverer omgivelserne og tjenerstaben og sikrer os, at alt er mørklagt. Maden bliver levere lokalt, siger Lene Johannesen, der selv er svagtseende.

Men hun har også før etableringen af mørke-restauranten arbejdet med lignende koncept.

- Jeg havde i et par år arbejdet med et andet mørke-koncept, nemlig Dialog i Mørke på eksperimentariet. Og herfra fik jeg lyst til at arbejde videre med mit mørkeliv, siger Lene Johannesen, der fandt sammen med veninden Jannie.

- Vi har kendt hinanden fra blinde-idrætten og blev enige om, at vi ville lægger kræfterne i at lave en blinde-restaurant, siger hun.

Og københavnerne tog det nye koncept til sig. Stadig flere ville prøve at opleve, hvordan det er at spise i mørket, hvor det ikke kun er smagsoplevelsen, der udfordres.

Noget så hverdagsagtigt som at spise bliver en udfordring, der også kræver hjælp fra andre omkring bordet og i særdeleshed fra tjenerne, der guider gæsterne. De social skel udviskes for en stund, for i det sorte mørke, er vi alle lige.

Hjælp, jeg skal tisse

Det er også tjenerne, man må be' om hjælp, hvis man får brug for at gå på toilettet.

- For nogle er det grænseoverskridende og en følelse af kontroltab at skulle be' om hjælp til toiletbesøg, som man er vant til at klare uden andres hjælp, forklarer Lene Johannesen, der har erfaring for, at snakken mellem gæsterne får et andet indhold end sædvanligvis.

- Det fedeste er, at folk kommunikerer, selv om de ikke har øjenkontakt. Og det handler meget om at hjælpe hinanden og vise tillid, siger restauratøren med den blinde vinkel på madoplevelsen.

Hun understreger også, at tre timers mørke-spisning ikke giver et fyldestgørende billede af livet som blind og svagtseende.

- Men det giver en oplevelse af, at man som blind er tvunget til at have tillid til de fremmede mennesker på gaden, som man nogle gange er tvunget til at be' om hjælp af. Man kan komme i situationer, hvor man er afhængig af andres hjælp og må have tillid til, at forespørgslen nu også bliver hørt. Det tror jeg, alle kan lære noget af, siger Lene Johannesen.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce