Annonce
Danmark

De fleste danskere vil gerne have klimaafgift på flyrejser

Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

En stor del ønsker klimaafgift på flyrejser. For mange vil det dog ikke betyde, at de vil flyve mindre.

I Sverige og Tyskland er der klimaafgifter på flyrejser, og spørger man danskerne, så vil de fleste også gerne have dem herhjemme.

Dog tror de fleste ikke, at en klimaafgift vil få dem til at flyve mindre.

Sådan lyder svarene i en ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

I blandt andet Sverige og Tyskland er der i dag klimaafgifter på flyrejser - jo længere rejse, jo højere afgift.

Afgiften på en kortere rejse i Europa kan for eksempel være 50 kroner og til Asien eksempelvis 300 kroner. Klimarådet, der rådgiver om den grønne omstilling, har foreslået, at Danmark følger Sverige og Tyskland.

I undersøgelsen svarer 55 procent, at de gerne vil have en klimaafgift i samme størrelse som vores nabolande. Knap 13 procent ønsker højere afgifter end vores nabolande, mens 6 procent også ønsker afgifter, der dog skal være mindre.

SF er et af de partier, som ønsker, at Danmark skal indføre en klimaafgift.

- I SF's model foreslår vi en passagerafgift på 60 kroner til rejser i Europa, 200 kroner, hvis man skal mellemlangt - eksempelvis til Tyrkiet - og skal man helt til USA beder vi om et bidrag på 400 kroner, siger klimaordfører Signe Munk (SF).

Det er også et forslag, som hun vil bringe i spil fredag, når Folketingets partier skal debattere klimaminister Dan Jørgensens klimapolitiske redegørelse for 2019.

Mange mener dog ikke, at klimaafgifter i samme størrelsesorden som vores nabolande vil få dem til at flyve mindre.

Kun 12 procent svarer, at det vil få dem til at flyve mindre, mens 77 procent afviser, at det vil få den effekt.

- Jeg tror, at vi skal være ærlige om, at det er usikkert, hvilken adfærdseffekt der vil være på en klimaafgift på fly, siger Signe Munk.

Hun tilføjer, at pengene fra afgiften skal bruges til at gøre mere bæredygtige transportformer billigere og til at reducere drivhusgasser på andre måder.

I Venstre er klimaordfører Tommy Ahlers positiv over for at indføre en klimaafgift - men det skal ikke være Danmark, der gør det alene.

- Vi kan godt se en idé i at få en klimaafgift på fly. Men skal vi have den, skal de ske på EU-niveau, siger han.

Han peger på, at afgiften på flyrejser er en mindre del af at få reduceret CO2-udledningen.

- Vi vil gerne i gang med de store linjer. Det er det, som vi kommer til at lægge vægt på i morgen.

- Jeg håber ikke, at vi i morgen kommer til at tale klimaafgift i to timer, siger V-ordføreren, der opfordrer klimaministeren til snart at kalde til forhandlinger om klimaet.

Den socialdemokratiske transportminister Benny Engelbrecht udtalte i oktober, at regeringen ikke kunne lægge sig fast på en konkret model endnu.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Østjylland

Vand oversvømmer kørebanen på E45: Kraftige opbremsninger giver farlige situationer

Annonce