Annonce
Debat

Debat: Alberti - et liv i luksus inden otte års tugthus

- Det er Alberti, sagde han …”

Vi skruer tid og sted 100 år tilbage til det indre København, hvor det en tidlig søndag morgen i september ringer på døren til tidligere konseilspræsident J. C. Christensens lejlighed i Herluf Trolles Gade. Mens den landskendte politiker undrer sig over, at postbudet er så tidligt på færde, haster han ud i gangen for at lukke op.

Udenfor står en høj, mager skikkelse med gusten ansigtsfarve og pincenez med mørke glas, og J. C. Christensen har svært ved at genkende ham. Med J. C.s ord:

”- Det er Alberti, sagde han. Det gav et sæt i mig, og han fortsatte: Jeg kommer for at bede Dem ikke at bære Nag til mig for den store Ulykke, jeg bragte over Dem. Jeg svarede: Ja, det var en stor Ulykke, men jeg bærer ikke Nag til nogen, heller ikke til Dem. Bed De om, at Gud vil tilgive Dem."

Landets magtfulde justitsminister i årene fra 1901-08 Peter Adler Alberti opsøger denne morgen den gamle konseilspræsident for at få fred i sjælen efter at have afsonet sin dom på otte års tugthusarbejde i Horsens Straffeanstalt.

10 år tidligere i september 1908 skrev Alberti sig for tid og evighed ind i alle historiske annaler. Èt af dè dramatiske øjeblikke i Danmarks historie, hvor tiden bogstaveligt talt gik i stå. Nyheden om Alberti-skandalen ramte nærmest som en tsunami og bredte sig som en løbeild over hele landet

Fra hvert et torv og gadehjørne udbasunerede hæse avisdrenge Hans Excellence Storkorsridder og Gehejmekonferensråd Peter Adler Alberti som den største Svindler i Danmarkshistorien, der ved storstilet falsk havde bedraget for et millionbeløb af ufattelige dimensioner.

Aviserne ryddede alle forsider og forsøgte med fede overskrifter at kaste lys over den omstridte justitsministers gøren og laden i historiens største svindelaffære.

Tirsdag morgen den 8. september 1908 tager skandalens sidste akt sin begyndelse. Alberti forlader sit kontor, tager bowler og frakke på og giver besked i forkontoret: Jeg bliver borte en halv times tid.

Efter i ren distraktion at have ladet sig barbere på sin faste barberstue to gange indtager den imposante Alberti – han er 188 cm høj og 150 kilo tung – en overdådig frokost på sit vante spisested Cafe Glyptoteket.

Derefter bevæger han sig videre ud i byen og ender ved trappen til Domhusets Politikammer ved Nytorv. Han tøver et øjeblik, træder ind i Politiets Vagtstue og bliver modtaget med ærbødig respekt og dybe buk.

Med ordene Jeg er kommet herop for at anmelde et bedrageri. Ja, det er mig selv melder Alberti sig selv til den vagthavende overbetjent som skyldig i bedrageri og falsk for millioner. I en tid, hvor en arbejders dagløn udgør få kroner, svarer Albertis svindel til en fjerdedel af det danske statsbudget.

Med Kaare R. Skous ord i bogen Magtens Forblændelse: Læg krakket i Landmandsbanken i 1922 sammen med skandalen omkring Nordisk Fjer i 1991, Roskilde Banks endeligt i 2008 og Stein Bagger samme år, og du når stadig ikke i nærheden af det hul i kassen, som Danmarks justitsminister indtil 1908 efterlod sig.

Efter to års retssag falder dommen over Alberti den 17. december 1910. Landets tidligere justitsminister bliver idømt lovens strengeste straf på otte års tugthus – at afsone i Horsens Straffeanstalt.

Med glubende appetit på livets goder yndede Alberti i sine velmagtsdage at sætte sig til et overdådigt bord i mondæne omgivelser med sølvbestik og service af fineste krystal og tage for sig af oksebryst med spidskål, bøffer med krydret sauce, fjordrejer og friske østers i skal. For at slutte af med bjerge af karamelrand, ananasfromage og flødeskumskager ad libitum.

I Horsens Straffeanstalt må han tage til takke med at spise på celle-gangen med træbestik og skærekniv lænket fast. Den daglige kost består af rugbrød, fedt, stegt sild, grød og blodbudding, og kiloene rasler af den tidligere så pompøse justitsminister. Han vejer ved sin løsladelse den 14. august 1917 halvfjerds kilo – kun halvt så meget som da han blev indsat.

I juni 1932 bliver Alberti påkørt af en sporvogn i det indre København og dør få dage senere på Rigshospitalet, 81 år gammel.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Plejehjemslukning og de 24 pladser

Læserbrev: Den igangværende debat med hensyn til plejehjem/ældrecentre mangler nogle vigtige input. Der bliver hele tiden henvist til det nye plejehjem med dets 24 pladser som årsag til problemet. Det mener jeg er en omgang usandheder. Vi vidste sidste år, også før sidste års ophedede debat omkring Aldershvile og Dronningborg, at det nye plejehjem var på beddingen. Problemet er måske, at medarbejderne i budgetafdelingen har glemt at følge med i Randers Kommunes udvikling og alene tænkt i regneark. I forbindelse med demografifremskrivningen mener jeg, at der her og nu er overskud af plejehjemspladser, men om en kort årrække vil der opstå et latent behov for disse pladser. Derfor er det en idé at tænke langsigtet - modsat sidste år, hvor de 24 pladser var kendt men ikke medtaget i drøftelserne - og derfor nu bevare de bestående plejehjem/ældrecentre. Nærhedsprincippet kan måles i mange former, men for dem, der bor på plejehjemmet/ældrecentret og deres pårørende, er en afstand i få kilometer eller mange kilometer afgørende for en tilfredsstillende tilværelse. Så husk, vi skal ikke lukke ned og bygge et udkantsranders op. Ligeledes er det ikke et hæderligt forsøg fra Randers Kommune at smide en masse spørgsmål og usikkerheder ud i den åbne debat med hensyn til, hvilket plejehjem/ældrecenter der skal ske ændringer på. Det må være et udtryk for manglende politisk ansvarlighed koblet sammen med manglende fagligt indspark fra budgetafdelingen. Nu ser vi lokale møder samt lokaltv på banen i en skøn roden rundt med det resultat, at sidste års mudderkamp skal startes igen. Nu har vi fået og har en socialdemokratisk borgmester, der måske ikke har fulgt med i statsministerens salgspropaganda i forbindelse med folketingsvalget. Her blev lovet øget velfærd til børn, unge, handicappede og ældre, måske uden tanke for den kommende hverdag og virkelighed. Det er den virkelighed, vores borgmester sidder med her til de kommende budgetforhandlinger, et sandhedens øjeblik, der kan virke uoverskueligt især i forhold til vores plejehjem/ældrecentre.

Annonce