Annonce
Debat

Debat: Da Martin Rossen kiggede forbi…

Politik: En søndag formiddag i begyndelsen af august 1999 sad jeg på mit kontor i Socialdemokratiet på Thorvaldsensvej, da telefonen ringede. I røret var Martin Rossen; i dag statsministerens stabschef. Vi var en slags kolleger, da Martin var international sekretær i DSU, jeg i Socialdemokratiet. Samtidig klikkede vi og var blevet venner; ordnede gerne verdenssituationen over en kop kaffe, kørte motorcykel og hudflettede politiske modstandere - og venner der var på afveje - i ramsaltede avis kommentarer.

Martin havde brug for, at vi sås snarest og en halv time senere sad han på mit kontor: Han og en ven var blevet overfaldet i Fælledparken aftenen forinden. Ganske uprovokeret havde en flok indvandrerdrenge overfaldet de to med spark og slag – hans ven havde fået en flaske i ansigtet. Martin var mest bekymret for, om vennen ville få varige skader på øjet.

Martin havde samme nat skrevet en kommentar, som han gerne ville vende med mig. Som altid var indlægget velskrevet. Pointen var vrede og frustration over angrebet. Men Martin fremhævede samtidig, at han forstod indvandrernes magtesløshed og frustration over en stadig større samfundsmæssig isolation. Martin lagde i både indlægget og vores samtale vægt på, at han støttede en bedre og mere human udlændingepolitik og at han var stærkt bekymret over den tiltagende racisme. Martin konkluderede, at han fortsat troede på, at Danmark ”kan blive et samfund for alle med plads til alle og brug for alle”. Indlægget blev bragt i Politiken den 14. august 1999.

Jeg havde ikke før oplevet Martin Rossen i en krisesituation. Og var ærlig talt imponeret over, hvordan han – i en alder af 23 – evnede at holde hovedet koldt. Han håndterede angrebet med omtanke og var samtidig meget opmærksom på, at en sådan enkelt hændelse – hvor ubehagelig den end var – ikke måtte få lov til at vælte hans verdensbillede og hans tro på det gode i mennesket.

Jeg kom til at tænke på denne episode, da regeringen for nylig fremlagde sin såkaldte sikkerhedspakke, angiveligt for at komme bandekriminaliteten til livs. En pakke, der indeholder ”en massiv udvidelse af overvågning af borgerne” med statsministerens egne ord. Samt etablering af en grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, som er endnu en pind til den frie bevægeligheds ligkiste i Norden og EU. I betragtning af, at kriminaliteten er faldende, er statsministerens alarmistiske ageren og tone både voldsom og ude af proportion – og risikerer at gå ud over den tillid mellem borgerne, som Mette Frederiksen hylder ved andre lejligheder.

I stedet for at handle i panik burde statsminister Mette Frederiksen lade sig inspirere af Martin Rossens kloge og tænksomme reaktion. Dengang i sommeren 1999…

Annonce
Erik Boel
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Først skal vi fejre de 100 år, og så: Vi skal få endnu mere ud af grænsen

Hvis man bor i Tønder eller Kruså, smutter man til Tyskland, handler dagligvarer til lav moms og triller hjem igen uden at tænke over det, hvis der ikke lige er grænsekontrol dén dag, og rigtig mange taler ubesværet naboernes sprog. Redigerer man en avis i København, kan man – som Politiken i 2015 – lave en overskrift, der fortæller, at Femern-forbindelsen vil gøre Danmark landfast med Tyskland, og driver man et universitet i Aalborg, må man nedlægge tyskstudiet, fordi der mangler unge, der vil lære sproget. Mellem yderpunkterne er så resten af Danmark med varierende behov for at få repeteret, at den 68 km lange grænse ligger, hvor den gør, hvorfor den gør det, og at den i år har gjort det i 100 år. Den opgave tog det officielle Danmark fat på fredag med konference på Christiansborg og gallaforestilling på Det Kongelige Teater med majestæten på ærespladsen. Resten af året følger hundredvis af arrangementer over hele det ganske land. Det er, som det skal være. Genforeningen er i den grad et helt års fest værd. Men ikke for festens egen skyld. Vi skal bruge den til at lære resten af landet, hvad man vel kun er rigtigt klar over i Sønderjylland: Grænsen fra 1920 er en enestående succes, fordi gammelt fjendskab er blevet til venskab og samarbejde i hverdagen. Vi skal ikke kun fejre grænsen, men også vores forhold til naboerne syd for den. Tyskland er blevet en ven, en stærk allieret og i øvrigt vores største eksportmarked. Og det gode er, at vi kan få endnu mere ud af naboskabet. Vi kan ulejlige os med at lære vores børn tysk. Vi kan besøge hinanden endnu mere for at nyde natur og kultur. Vi kan holde ferie i Tyskland i stedet for bare at køre igennem. Vi kan udvikle veje og jernbaner sammen hen over grænsen. Og vi kan lade være med at sætte virkningsløse vildsvinehegn med en meget skidt symbolværdi op. Kan årets festligheder motivere os til dét, vil de have værdi, også når den sidste gæst er gået fra det sidste arrangement.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];