Annonce
Debat

Debat: Den perfekte kultur - Hvorfor var der ingen, der retoucherede mit skolefoto?

At skolefotografering stadig findes, er i sig selv imponerende: At man i 2019 kan få børn og unge til at stille sig op foran en trist baggrund og lade en fremmed, akkordlønnet voksen tage deres billede må være den ypperste form for autoritetsunderkastelse.

Man kunne med god grund argumentere for, at skolefotoet er en anakronisme fra en tid, hvor det at vandkæmme håret og lade sig forevige til klassebilleder og julegaveportrætter kun skete én gang hver eller hverandet år.

I dag har vi alle et kamera indbygget i højre hånd, vi er alle fotografer og portrætterer konstant os selv og hinanden; især vores indfødte digitale yngel har et skarpt blik for motiver, vinkling, farver og ja, redigering.

En række skolefotografer var i denne uge kilder til en DR-historie om, at stadig flere voksne ringer og beder om at få deres børns foto retoucheret. En historie, der underbygger vores bekymring for perfekthedskulturen. For hvad er det vi gør ved vores børn, hvis vi lærer dem, at det ikke er ok at have bumser, eksem eller sår?

Sociolog Eva Steensig advarer om projektbørn, der bliver til skrøbelige unge, der ender med at stå alene om deres identitetsdannelse. Men når jeg kigger på mit skolefoto fra 7. klasse, taget en vinterdag i 1985 på Hammershøj Centralskole, ønsker jeg ikke den tid tilbage: Den skæve Tommy Seebach-permanent og den store røde bums på næsen vidner ganske rigtigt om, at der ikke var fokus på det perfekte, og at forældre ikke fejede foran deres børn. De arbejdede måske nok mindre og brugte mindre tid ved skærmen, men helt ærligt: De brugte ikke tiden på at tale med deres børn og på at forstå os og hjælpe os med at lempe den svære overgang til voksenlivet. Vi var nøjagtigt lige så alene om at danne vores identitet, som unge er det i dag. Vi så bare værre ud imens.

Annonce
Rikke Dal Støttrup
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

En syg kultur i byrådet

Knægtelse af kommunalt ansattes ytringsfrihed. Magtmisbrug. Mistillid. Usikkerhed. Angst. Der bliver ikke lagt fingre imellem, når to eksperter i kommunale forhold kommenterer på Henning Jensen Nyhuus’ forsvar for, hvorfor det er nødvendigt at kigge i medarbejderes personlige papirer. De to eksperter retter en sønderlemmende kritik mod Nyhuus’ argumentation. Som forhenværende borgmester i Randers Kommune er Henning Jensen Nyhuus en erfaren politiker. En politiker, der i to perioder som borgmester og siden som menigt medlem har været med til at præge politikken og det politiske miljø i Randers Kommune. Netop derfor er det så voldsomt beskæmmende, at han har bragt sig i en position, hvor han – helt berettiget – må stå på mål for en så skarp og direkte kritik. Nyhuus' argument om, at en ansats ytringer i en offentlig debat og en anden ansats klage over ham, berettiger politikere til at stikke deres næser i medarbejdernes personlige papirer i kommunen, holder ikke. Det er så langt fra at være i orden, som det overhovedet kan være. Og som professor Kurt Klaudi Klausen siger om det læserbrev, hvor Nyhuus fremsætter sine holdninger, så vidner det om ”…manglende forståelse for den arbejdsdeling, der er mellem politik og administration…”, ”…en kultur præget af mistillid og om et pres, der lægges på medarbejderne fra politisk hold, som må skabe usikkerhed, hvis ikke angst for, hvad der bliver det næste…” Denne sag er blot et foreløbigt lavpunkt i, hvordan et betændt og ekstremt dårligt politisk miljø udmønter sig i Randers Kommune. Vi har før set flere eksempler på den manglende forståelse af, hvad der er politik, og hvad der er administration, og nu har vi to eksperters præcise vurdering af, hvad det fører med sig, når politikere ikke formår at holde sig til deres del af banen. Alle i Randers Kommune kan med rette forvente, at byrådsmedlemmerne – og ikke kun Nyhuus – gør sig seriøse overvejelser om, hvad deres rolle egentlig er. Og hvorfor de er i politik.

Annonce