Annonce
Debat

Debat: Det europæiske regneark - hullet efter Brexit og de vigtige spørgsmål

EU-budget: Jeg burrer jer inde og lukker jer først ud, når EU’s nye syv-årige budget i er hus. Sådan lød det fra EU’s formand Charles Michel, inden EU-topmødet i sidste uge i Bruxelles. Mange var for længst begyndt at spå om, hvorvidt topmødet ville slå den gamle rekord fra 2000. Her var stats- og regeringscheferne samlet fire dage i streg, og flere løb tør for rene skjorter.

Sådan gik det ikke denne gang. Efter 28 timers forhandlinger var det slut, og Michel slog fast, at landene var for langt fra hinanden. ”Sparebanden” med Danmark, Østrig, Holland og Sverige mente, at budgettet skulle væsentligt længere ned, mens en større gruppe bestående af de øst-og sydeuropæiske lande ville bruge flere penge.

De egentlige forhandlinger kom derfor aldrig i gang, og det lykkedes ikke for Michel at smække et nyt kompromisudspil på bordet. Og uden æg kan man som bekendt ikke lave omelet, som Portugals premierminister Costas formulerede det.

Sammenbruddet var i sig selv ikke overraskende. EU’s budget kan kun falde på plads, når stats- og regeringscheferne er overbeviste om, at det er absolut sidst udkald. Allerede inden topmødet gik i gang, antydede flere regeringsledere, at der kunne holdes et nyt til marts. Dertil kommer, at der på forhånd var lagt op til nogle af de vanskeligste forhandlinger i EU’s historie. Med Storbritanniens exit fra EU er der nemlig blevet slået et milliardstort hul i EU-kassen. Og samtidig er der mange nye områder, som kræver, at der findes fælles finansiering. Det drejer sig ikke mindst om fælles grænsekontrol, digitalisering og klima.

I den kommende tid vil der i Danmark uden tvivl fortsat være fokus på, om Danmark får sine mærkesager igennem – at budgettet må ikke stige og Danmark skal have en rabat. Men i næste fase bør der også være langt større fokus på, hvad EU’s penge skal gå til i fremtiden.

Hvordan skal europæiske universiteter og virksomheder konkurrere med resten af verden, hvis de har langt flere midler? Hvordan skal EU sætte handling bag ordene om at blive klimaneutral i 2050, hvis der ikke er penge til omstilling? Og hvordan kan man indfri borgernes ønske om, at der endelig kommer styr på EU’s fælles ydre grænser, hvis der pludselig ikke er tilstrækkelig med EU-penge til at ansætte de lovede grænsevagter?

Kort sagt: På næste topmøde bør fokus det nationale fokus – ”hvor meget skal vi betale?” – suppleres med et europæisk – ”hvordan løser vi vores fælles udfordringer?”.

Lykke Friis
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Et sammenhold der varmer

Rigtig mange danskere drog formentlig et lettelsens suk, da Mette Frederiksen på mandagens pressemøde kunne fortælle, at den restriktive sundhedspolitik, der de seneste uger har vendt op og ned på vores alles hverdag, har virket. Kurven af nye syge og antallet af indlagte begynder at flade ud på en måde, der kalder på forsigtig optimisme. Hvis de gode takter fortsætter, vil regeringen iværksætte, at vi igen kan lade virksomheder holde åbent, at studerende sætter sig på den fysiske skolebænk frem for den digitale løsning fra distancen, at vi igen kan møde ind på arbejdspladsen og igen kan begive os ud i den kollektive trafik. Med måde naturligvis og under rammer, der fortsat tager højde for truslen fra coronavirus. Der er selvsagt mange grunde til at glæde sig over, at lokalsamfundene igen har udsigt til at åbne i en form for normaliseret tilstand. Hvor vi igen kan benytte os af de fantastiske kulturelle tilbud, hvor vi igen kan gå på biblioteket, hvor vi igen kan aflevere vores børn i trygge rammer, hvor de kan lege med jævnaldrende, og hvor vi igen kan sætte os i frisørstolen hos den selvstændigt erhvervsdrivende. Men allerstørst grund til glæde giver det at have været vidne til den omsorg, vi har formået at udvise over for hinanden i måske den sorteste tid siden anden verdenskrig. Restauratører, der forærer mad til sundhedspersonale, betjente og andre, der i disse uger gør en ekstraordinær indsats. Mennesker, der tager initiativ til at købe ind og klare ærinder for syge, karantæneramte eller immobile medborgere. En skrædder, der sætter sig til at sy mundbind, fordi det er en måde for ham at hjælpe på, der giver mening. Musikere, der besøger ældrecentre for at sprede glæde midt i ensomheden. Borgere, der i store tal melder sig som vikarer i kommunernes jobbanker for at stå standby, hvis det faste personale skulle blive ramt af sygdom. Borgere, der via facebookgrupper hjælper fremmede med lektiehjælp, opmuntrende ord og anden aflastning. At finde det overskud til andre midt i en skræmmende ny virkelighed. Det kan vi godt være stolte af.

Danmark

Live: Coronarelaterede dødsfald i Italien stiger med over 700 på et døgn

Annonce