Annonce
Debat

Debat: Forstå nutidens teknologi med en opdagelsesrejse i historien

Det er vel lige før, at sommerens største debatemne har været udrulningen af el-løbehjul i alle større danske byer. Af debatten at dømme har der været tale om en større revolution: Den ny teknologi har appelleret til én gruppe; andre grupper har set den som en trussel. Men to andre emner har også været godt stof i medierne hen over sommeren: Klima og togrejser: Kan man ikke engang bestille en togbillet fra Barcelona til Langeskov med et enkelt klik? Og må jeg ikke flyve mere?

Kort sagt er det teknologi og vores brug af teknologi, der i den grad har været med til at sætte sommerens dagsorden. Som det har været så mange gange før, hvor en ny teknologi pludselig har ændret dagligdagen: Det skete, da dampmaskinen viste sine muligheder, og jernbanen kom. Det gentog sig, da bilerne pludseligt dukkede op i stort tal efter 1. Verdenskrig. Eller da beslutningen om at bygge en Storebæltsbro omsider blev truffet.

Det sker også, når ulykken uventet rammer. Det sker, når gamle velkendte fænomener som mønter og sedler erstattes af digitale gadgets og apps. Det sker, når vi lige pludselig begynder at bruge telefonen til at skrive til hinanden i stedet for at tale sammen. Men: Hvordan skal vi forholde os til det? Hvordan er sammenhængen mellem os og det ny, mellem fortid og fremtid, mellem teknik og det levede liv? Var der et liv før mobiltelefonen og elløbehjulet?

Svaret ligger lige for. Gå på museum! Rundt om i landet ligger flere museer, der som fyrtårne i museumsverdenen bidrager til historien om transport, industri og teknik. Hvad kan vi? For eksempel på Danmarks Jernbanemuseum?

I udstillingen man kan se og røre ved de genstande, der som lokomotiver og sovevogne var med til at binde Danmark sammen og bygge det op i tiden fra omkring 1850. Man kan drømme sig tilbage til tiden, da Interrail revolutionerede vores rejsemønstre, og vi pludseligt kunne tage til Paris eller Rom for meget få penge.

I samlingen indgår desuden en række autentiske rekvisitter. I dem kan man som noget helt enestående køre rundt i landet eller på vores egen bane. I dem kan man mærke, lugte og føle, hvordan livet udfoldede sig i 1847 og 1950’erne.

I alt har museet i Odense mellem 70 og 80.000 besøgende hvert år. Vi tror, de mange besøgende kommer, fordi de kan opleve, hvordan noget var før, noget som de fleste selv har oplevet eller som de via deres familiehistorie kender til. Men vi tror også, de kommer, fordi museet lige præcis derigennem kan fortælle den del af Danmarks historie, der handler om de store teknologiske nyskabelser og samfundsmæssige nybrud, der var resultatet heraf.

Det er ikke bare om fascination af damplokomotiver eller teknologihistorien. Det er også historien om klimapåvirkningen via dampteknologien, om elektrificering af transportapparatet, om en meget tidlig brug af digitale eller elektroniske muligheder til pladsreservering ved bilfærgerne eller til de første intercitytog. Og det er historien om bydannelse, om socialpolitik via frirejser til skolebørn, om det, der engang var landets største arbejdsplads, om kuldsejlede forsøg som IC 4 – og om politiske beslutningsprocesser. Men det er også historien om, hvad vi vil med fremtiden: Skal vi køre mere med tog i stedet for at flyve? Hvad kunne det være blevet til, hvis der var bygget et IC 3-nattog som planlagt dengang i 1980’erne? Hvordan skal vores land se ud?

Som andre museer ud over landet tror vi, at vi kan fortælle Danmarkshistorien – også den teknologiske - og skabe rum for en samfundsmæssig refleksion med bred appel til store grupper i det danske samfund. Vi vil gerne nå ud til endnu flere. Det koster selvfølgelig og vil klart forudsætte bidrag fra mange sider. Vi håber derfor, at der i samfundet også fortsat er vilje til investering i museumsfyrtårne ud over landet. Også selv om velfærden skal øges. Lidt banalt sagt: Det bliver vigtigere og vigtigere at forstå os selv og vores historie. Det er med til at kvalificere den samfundsdebat, vi ikke kan være foruden.

Annonce
Steen Ousager
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Når asfalt fortæller historie

Tre klatter asfalt, den ene noget større end de to andre, fortæller lokal Randers-historie. Hver for sig beretter de om en tid, der aldrig kommer igen. De givne mængder asfalt er dels for nogen tid siden brugt på Aarhusvej, dels for ganske nylig på Grenaavej og i Toldbodgade. Alle tre steder har der i tidligere tid kørt tog - og ingen af stederne kommer det nogensinde til at ske igen. På Aarhusvej betyder asfalten hen over jernbaneskinnerne, at sporet fra Randers Banegård mod den tidligere Strømmen Station nu er blindt. Persontrafikken blev indstillet i maj 1971, men en - formentlig kostbar - shuntbane blev anlagt, så de tilbageværende godstog, primært til og fra Pindstrup, i stedet for at køre over Den Blå Bro førtes over Gudenå ad samme spor som den jyske længdebanes. Den sidste rest af trafik var som bekendt veterantog fra Randers til Allingåbro, men af sikkerhedsmæssige årsager måtte den opgives. I dag er der alene skinnecykler tilbage. Og pengene til shuntbanen er spildt. Næppe mange husker at have set godstog passere Grenaavej. Så overkørslen her har været ubenyttet i årtier. Mere lystigt gik det jo for sig i Toldbodgade. Det hed sig i mange år, at på det spor kørte samtlige DSBs tog - nemlig de nye, der blev bygget på Scandia, og de gamle, der skulle til reparation samme sted. Nu er trafikken forlængst indstillet, og asfalteringen har sat en stopper for den ganske originale idé, som en frivillig ved sporbyen luftede her i avisen forleden, nemlig indsættelse af skinnebusser mellem havneområdet og den kommende togrestaurant i sporbyen. De nævnte klatter asfalt betegner hver for sig den endegyldige afsked med en trafikal epoke, hvor biler har afløst tog. Det gælder både for personer og gods. Den tid er forbi, da enhver havn med respekt for sig selv var besporet, som det hedder i jernbanesproget. I dag ligger sporene nærmest bogstaveligt talt i vejen på Randers Havn. De formodes fjernet, når området skal renoveres - med nye klatter asfalt.

Annonce