Annonce
Debat

Debat: Gensyn efter 40 år med flygtningelejren Borj el Barajneh i Beirut: Palæstinenserne håber stadig at kunne vende hjem

I 1978 var jeg sammen med en studiekammerat på rejse til Libanon. Vi besøgte i den forbindelse den palæstinensiske flygtningelejr Borj el Barajneh i den sydlige del af Libanons hovedstad Beirut. Besøget gjorde et uudsletteligt indtryk og har farvet mit syn på Israel-Palæstinakonflikten lige siden. I år fik jeg lejren at se igen under et besøg i Beirut.

Flygtningelejren blev etableret i 1948-49. I forbindelse med oprettelsen af staten Israel måtte en stor del af den oprindelige befolkning i området flygte, og for de palæstinensere, der var bosiddende i den nordlige del af Israel, gik nærmeste flugtrute til Libanon. Her blev der oprettet en række flygtningelejre. I dag er der 12 tilbage, og Borj El Barajneh er en af dem.

Da vi besøgte lejren i 1978, var det dengang 30 år siden, lejren var blevet etableret. Meget havde allerede ændret sig. I starten boede folk i telte og simple hytter. Det var i 1978 blevet til skure og støbte mure med blikplader på taget. Enkelte steder var der på grund af pladsmangel blevet tilføjet en 1. sal. Befolkningstætheden i lejren var allerede dengang større end i København, uden meget plads når 15.000 flygtninge skal stuves sammen på 1 km2.

De palæstinensiske flygtninge ønskede på sin vis heller ikke at etablere sig for fast, for deres ønske var at vende tilbage til deres hjemland.

Hvordan er situationen så i dag her 40 år efter? Det areal, der er til rådighed, er det samme, men i dag bor der ca. 40.000 i lejren. Desuden er der de senere år kommet syriske flygtninge til. Der er i dag 1,5 mio. syriske flygtninge i Libanon, og en del af dem har altså fundet husly i de palæstinensiske flygtningelejre. Ikke fordi der er plads eller fremtidsudsigter i lejrene, men af mangel på bedre muligheder.

Gadestrukturen er den samme som for 40 år siden, men dengang fik man lidt lys og luft, når man trådte ud på de gyder, der fungerer som adgangsveje til boligerne. I dag er der tilføjet en 1. og en 2. sal, og i nogle tilfælde endda en 3. sal. Det betyder, at der ikke længere kommer lys ned i stueplan. Gangarealet over gadeniveau bliver brugt til fremføring af bunkevis af elkabler og vandledninger.

Udfoldelsesmuligheder for de mange børn i lejren er der ikke mange af. Der er simpelthen ikke plads. For nogle år siden lykkedes det dog, med hjælp fra en hollandsk bistandsorganisation, at sikre midler til at etablere en boldbane uden for lejren - på den anden side af en 6-sporet motortrafikvej. Boldbanen er siden blevet flittigt brugt fra tidlig morgen til sen aften. De første år blev der hvert år kørt nogle børn ned, når de skulle krydse den befærdede 6-sporede vej, der adskilte lejren og boldbanen. Vi fik af et par beboere at vide, at lejrrådet i længere tid forsøgte at få myndighederne i området til at etablere en fodgængerbro over vejen, men uden resultat. Så tog man kontakt til Hizbollah, en af de libanesiske shiamuslimers stærke partier. Herefter skete der noget, og der er i dag etableret en fodgængerovergang. Herhjemme omtales Hizbollah sjældent positiv, og organisationen står på USA’s liste over terrororganisationer. Vi kunne i Libanon konstatere, at Hizbollah omtales med stor respekt, ikke kun fra shiamuslimer, men af meget bredere kredse i det libanesiske samfund og blandt palæstinenserne.

Det var både deprimerende og livsbekræftende at genbesøge Borj El Barajneh. Deprimerende fordi det i længden ikke kan være holdbart at have en gruppe mennesker placeret i midlertidige lejre uden statsborgerskab, uden ret til almindelige arbejdstilladelser og uden ret til at erhverve bolig uden for lejren. Og det er deprimerende, at hovedparten af dem, der bor i lejren i dag, stort set har boet der hele deres liv. 56 pct. af de palæstinensere, der i dag bor i Libanon, bor i flygtningelejre, mens de resterende 44 pct. bor udenfor. Det kan være, fordi de er under uddannelse et sted, hvor de kan bo under studiet, eller det kan være, fordi de har stiftet familie med en libaneser, der bor uden for lejren. Ægteskab med en libaneser kan således være en vej ud af flygtningelejrene. Det betyder dog ikke, at man gifter sig til libanesisk statsborgerskab.

Når besøget samtidig var livsbekræftende, skyldes det, at man ikke kan lade være med at imponeres over, at der kan leves et positivt liv i lejrene, at børnene trives, at folk er hjælpsomme og imødekommende, og at alt virker meget velorganiseret og renligt. I øvrigt føler alle sig som del af en fælles palæstinensisk identitet, og drømmen om tilbagevenden lever i bedste velgående efter 70 år. Jeg kan heller ikke lade være med at imponeres over, at det også kan lade sig gøre at rumme syriske flygtninge i de i forvejen overfyldte palæstinensiske flygtningelejre.

Da vi var i Borj El Barajneh for 40 år siden, talte vi om, at det var nødvendigt at finde en anden løsning inden for en overskuelig fremtid. Det var klart uholdbart at stuve folk sammen på den måde vi så i lejren.

I dag virker 2-statsløsningen mere fjern end dengang. Det primære problem er imidlertid, at der i Israel absolut ingen lyst eller vilje er til hverken 2-statsløsning eller andre løsninger. Israel fortsætter ufortrødent oprettelse af nye jødiske bosættelser i besatte områder, og har for nylig annonceret annektering af yderligere land i det besatte område af Syrien. Det sker med opbakning fra USA.

Det internationale pres på Israel, der er nødvendigt for at igangsætte en forsoningsproces, er ikke eksisterende. I Sydafrika var det i høj grad det internationale pres, der tvang apartheidstyret i knæ, og var med til at igangsætte en forsoningsproces. En forsoningsproces der ikke betød at de hvide skulle smides ud, men at privilegier og rettigheder skulle fordeles mere retfærdigt. Den samme proces er nødvendig i Palæstina-Israel.

De palæstinensiske flygtninge i Borj el Barajneh lever i dag, sammen med andre 400.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon efter 70 år i fortsat uvished om deres fremtid. De har haft god tid til at vænne sig til situationen, hvor de hverken har almindelige borgerrettigheder, ret til arbejde og ret til boliger på lige fod med libaneserne. De holder sammen om den fælles kultur, identitet, historie og det palæstinensiske flag. Og så holder de sig nogenlunde pænt i ro, for de ved, at hvis de bruger opholdet i Libanon til at gøre modstand mod Israel vil det bare gå ud over deres gode forhold til libaneserne.

De har efterhånden meget lidt tiltro til, at det internationale samfund vil bidrage med løsninger baseret på humane holdninger, moral, værdier eller en smule retfærdighed. Det kan jeg ikke fortænke dem i.

Realistisk set kan Borj el Barajneh flygtningelejren om knap fem år markere 75 året for lejrens oprettelse. Samtidig vil 75-års jubilæum for staten Israels oprettelse blive fejret i deres gamle land. Der er ingen i Borj El Barajneh, der ønsker at deltage i den fejring. Og det gør jeg heller ikke.

Ingolf Bak
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Beredskabet bad om politi-assistance til at dæmpe unge bilister: - De ræsede om ørerne på os

Mest læste

Leder For abonnenter

Det bedste sted i verden at være det lokale medie

Kære læsere. Tak for en fantastisk modtagelse af vores nye søndagsavis om Randers, Kronjylland, Mariagerfjord og Djursland. Tak for et fremragende første år. Vores nye søndagsavis fylder i dag ét år, og det fejrer vi med en festudgave, hvor vi over 12 sider følger op på 12 væsentlige og vedkommende historier, som vi har bragt i løbet af de seneste 12 måneder, søndagsavisens første. Vi håber, at vores læsere vil finde fornøjelse ved at læse om folketingsmedlemmet og omfartsvejen, der forsvandt, om provokunstneren, der vandt vores hjerter, om den enlige mor, der fik plads i folketingssalen, og om mange andre spændende mennesker fra vores kronjyske og djurslandske lokalsamfund. Næste søndag er avisen igen, som den plejer at være, med de fire faste koncepter - Hele historien, Portrættet, Fortalt i billeder og Ugen der gik - som vi ved fra målinger, at vores læsere sætter stor pris på. Vi vil fortsætte med at finde væsentligt og vedkommende indhold, vi kan berige vores faste koncepter med. Vi vil fortsætte med aktivt at bruge vores nye muligheder for at fortælle om lørdagens ligakampe og anden elitesport i papiravisen allerede om søndagen. Og vi vil fortsætte med at videreudvikle vores nye søndagsavis. Vores læsere har givet vores nye avis om søndagen en drømmestart, hvor mere end 86 procent af vores hidtidige hverdagsabonnenter i dag har valgt at modtage avis 365 dage om året. Det er langt flere, end vi havde forestillet os, og det vidner om en lokal opbakning, der varmer vores hjerter og forpligter os for fremtiden. Som fondsejet medievirksomhed er det vores fornemste opgave at styrke demokratiet og sammenhængskraften i det lokalsamfund, vi elsker at være en aktiv del af, og det gør vi bedst med den størst mulige rækkevidde, digitalt såvel som på print. Efter en årrække med fuldt fokus på digital vækst vokser vi nu også på print. Således er læsertallet på papirudgaven af Randers Amtsavis ifølge Gallup det seneste år steget med næsten seks procent, og det giver os mere end nogensinde grund til at takke vores mange læsere. Randers, Kronjylland, Mariagerfjord og Djursland er det bedste sted i verden at være det lokale medie.

Annonce