Annonce
Debat

Debat: Hvidvask-regel blev exit fra landsbyens lokalråd

At en bank skal kende til formandens og kassemesterens identitet, er måske forståeligt, men at man skal indgå som cpr-nummer i et stort overvågningssystem, blot fordi man påtage sig et slags borgerligt ombud, er efter min opfattelse hverken rimeligt eller bæredygtigt.

Jeg bor i en lille landsby, og i en årrække har jeg været med i vores lokalråd. Men nu er det slut.

Vores bank har i overensstemmelse med gældende lov bedt om verifikation af cpr-oplysninger for alle rådets medlemmer. Og her er det, at jeg siger fra og på sin vis træder ud af det, jeg hidtil har følt som en borgerpligt. At en bank skal kende til formandens og kassemesterens identitet, er måske forståeligt, men at man skal indgå som cpr-nummer i et stort overvågningssystem, blot fordi man påtage sig et slags borgerligt ombud, er efter min opfattelse hverken rimeligt eller bæredygtigt. Så jeg siger fra.

Hvad har et tilsyneladende fintmasket system, angiveligt konstrueret imod hvidvask af penge, at gøre med bæredygtighed? Umiddelbart ingenting. Men så måske alligevel en hel masse.

Tanken bag det massive overvågningssamfund, der i disse år etableres i en kombination af staten, store institutioner og de globale techgiganter, er, at systemer skal have styr på borgerne og deres adfærd. Enten af hensyn til samfundet eller for techgiganternes vedkommende for at kunne maximere deres reklameindtægter. Så længe systemerne kan overvåge os, skal alt nok gå, må være tanken bag. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Det viser for eksempel sammenbrudte skattesystemer og sundhedsvæsnets problemer med at holde styr på patientdata og techgiganternes grænseoverskridende adfærd.

Store systemer, der koordinerer data, giver ikke absolut sikkerhed for andet, end at der hos den enkelte med rette opstår en usikkerhed omkring, hvem der har adgang til hvilke informationer omkring min person. Når jeg får en annonce på et vidundermiddel mod snorken kort tid efter min kone har klaget sin nød, rammes jeg af en vis paranoia.

Men i systemernes overvågning og til tider informationsmæssige overgreb sker der noget med vores selvopfattelse. Vi reduceres til rubricerbare størrelser, og langsomt, men sikkert, opstår der en accept, af at det er en livsbetingelse at blive flyttet rundt af systemer, fordi der ikke er noget valg. Systemerne ender altid med at have ret. Og de sætter selv straffen for forseelse eller forglemmelse.

Det er her, at den ikke bæredygtige udvikling i vores måde at implementere massive overvågningssystemer efter min mening kommer ind.

For bæredygtighed er mere end at bestræbe sig på at leve så klimavenligt som muligt. Bæredygtighed handler også om at give samfundets borgere en oplevelse af, at de har frihed og med friheden også et ansvar.

I en kultur, hvor absolutte moralske retningslinjer er brudt sammen, er det katastrofalt, hvis ikke man gør alt for at opmuntre den enkelte borgers etiske blik over for egen adfærd og i forhold til samfundets udvikling.

Hvis vores adfærd i stedet skal reguleres af overvågning og gennemregistrering, må man spørge, om det ikke gør noget ved menneskers selvopfattelse.

Hensigten bag overvågningssystemer i staten kan være et ønske om at fremme det fælles bedste. Men konsekvensen er en voksende fælles klangbund af mistillid og mistro til hinanden. Selvfølgelig er det ikke i orden at kanalisere penge til tvivlsomme organisationer i Mellemøsten. Men hvis konsekvensen er en masseovervågning af alle bestyrelsesmedlemmer, er der noget galt. Og en eventuel effekt i forhold til hvidvask står efter min mening ikke mål med samfundets indgreb i forhold til menneskers privatsfære.

Bæredygtighed er en nødvendighed af hensyn til vores fælles fremtid. Men det ligger i umiddelbar forlængelse af de overvågningstiltag, vi ser lige nu, at der opstår klimafascistoide samfund rundt om i verden, når drastiske klimatiltag skal gennemføres af hensyn til menneskers fremtid på planeten. Det bliver formentlig ikke rart, for historien viser os, at den slags samfund bliver klassesamfund med meget lidt plads til menneskelighed. End sige kærlighed.

Alternativet er at satse på systematisk skærpelse af vores etiske dømmekraft og følelsen af medansvar. Det gør samfund ved at fremme opmuntring og ved at fremme tiltag, der skaber mening blandt grupper og hos enkeltpersoner.

Mennesket er et skrøbeligt væsen. Og det er meget let at skubbe os over i retning af selvcentreret egoisme, hvor livets mening er at tilkæmpe sig mest muligt på andres bekostning. Men en egocentreret samfundskultur giver ikke gode levevilkår for flest mulige mennesker og den sikrer ikke en bæredygtig udvikling.

Bæredygtighed i forhold til verden er meget tæt knyttet til det, man kan kalde indre bæredygtighed. Her handler det om ikke blot at lære mennesker klimavenlig adfærd, men også at skærpe vores opmærksomhed over for, hvornår det er muligt for den enkelte at tage et medansvar til fælles bedste. Forudsætningen for det er oplevelsen af den enkeltes uendelige værdi som menneske.

Der er familier, som hylder mottoet: ’Tillid er godt. Kontrol er dobbelt så godt’. Men den slags familier er der heldigvis ikke ret mange tilbage af. For vi har lært, at når vi viser vores børn tillid, så vokser de med opgaven. En grundatmosfære af mistillid kan vanskeligt give børn, der stråler af gåpåmod, kreativitet og engagement. Det har vi som kultur lært.

Når vi ved, at der er sådan i forhold til familien, så kunne man ønske, at den viden blev fastholdt også i samfundet. For en tillidskultur er i sidste ende så meget stærkere end en mistillidskultur bygget på algoritmernes overvågning af den enkeltes adfærd.

Selv om vi i dag kan sætte overvågningen i system, så kan det efter min opfattelse let vise sig, at de kortsigtede gevinster vil bliver overskygget af dybe skår i det, der hidtil på mange måder har vist sig som et socialt bæredygtigt samfundssystem.

Anders Laugesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Så bliver det ikke sjovt at være et ynkeligt skovsvin

Det er sørgeligt, at der er grundlag - altså skidt og skrald - for det folkeligt baserede motions- og miljøprojekt med navnet #skridtogskrald. Det er sørgeligt, at der er svin iblandt os, der smider affald i naturen, som var det fuldstændig ligegyldigt for vores fælles klode. Hvad foregår der inde i hovedet på folk, der smider deres emballage i grøftekanten eller aflæsser hele anhængeren i skovbrynet? Sandsynligvis foregår der ingenting overhovedet, desværre. Heldigvis har vi en klima- og miljøbevidst børnegeneration på vej. Hvis ikke den drastisk ændrer kurs, så kommer der andre boller på suppen inden længe, og så bliver det ikke sjovt at være et ynkeligt skovsvin. Og heldigvis har vi indtil da initiativet #skridtogskrald. Som en dråbe i havet, måske, men sammen med andre gode dråber nytter det alligevel et eller andet. #skridtogskrald er et forbilledligt initiativ, der samler mennesker i en folkelig bevægelse, der både får skridt på tælleren og skrald i posen på ture rundt i naturen. Det giver god mening med motion og miljøindsats i en og samme bevægelse - ikke mindst i disse dage mens flere er hjemsendt fra arbejde og har god tid til en ekstra runde i naturen. Vi må alle gøre, hvad vi kan - ikke mindst for at rydde op efter dem, der ikke fatter, hvad der sker med vores klima og klode, hvis ikke vi passer bedre på miljøet. Det er den førnævnte klima- og miljøbevidste børnegeneration, der skal arve den stinkende losseplads, vi efterlader os, hvis ikke vi passer bedre på og begynder at opføre os ordentligt - allesammen. Foruden den fælles oprydning i form af blandt andet #skridtogskrald bør vi også sætte ind med en passende portion rottweiler-pædagogisk opdragelse af de medborgere, der ikke gider rydde op efter dem selv. Hvor svært kan det være selv at smide sit affald i skraldespanden? Det kan ikke være svært overhovedet. Og hvor ville det være dejligt, hvis vi alle kunne være enige om ikke at svine og spolere vores sårbare natur.

CORONAVIRUS

Liveblog: Dronning Margrethe frabeder sig blomster på sin fødselsdag: - Send dem til andre ældre

Annonce