Annonce
Debat

Debat: Julen favner det sekulære og evangeliske

Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Jeg sidder på en fortovscafe på Strøget i København sidst i november. De korte dage bliver stadig kortere. Guirlanderne med de røde hjerter er allerede hængt op. Jeg har været en tur i København til en børne-og ungdomspolitisk høring og er på vej hjemad til Jylland og vil indfange den sidste stemning på Strøget.

Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den klassiske julesang fra min barndom i 1950’ernes Kolding: ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, Peter Fabers klassiker fra 1848, hvor ”det er koldt, og man må gå sig varm.” Jeg tænker tilbage på min barndoms jul med juleindkøb i Kolding sammen med min mor og tvillingebror i Østergades Varehus, et slaraffenland for et par drenge på seks-syv år. Og så sidder jeg nu som 75-årig og tænker på en af de spændende nyere julesange fra 2015 med tekst af Svend Erik Petersen og melodi af Peter Sander Andersen: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt”.

Jeg sætter umådelig meget pris på julen. Det handler om en mærkelig kombination af det sekulære og det dybt evangeliske. Om materielle traditioner og nydelse, som går dybt ind i sjælen. Og så ånd, som ikke kan indfanges og fastgøres, men kun erfares. Jeg tænker på min mor, som med smil på læben, men træt i blikket var i gang med at lave de sidste melboller til suppen. På pebernødderne, der skulle bages med os børn som hjælpere. Konfekten, der skulle skæres. Og så skulle vi som en hel fast tradition ned og se en bestemt film i Biografen i Kolding, den gamle klassiker ”Nøddebo Præstegård”, hvor Nikolaj afslører skurken Peter, der ved juleballet i præstegården må gå til bekendelse om, at han har været krybskytte og har løjet om det.

Det tema blev meget aktuelt for mig, da jeg vel var otte-ni år. Min tvillingebror og jeg havde med et par andre drenge lavet en klub på et loftsværelse derhjemme. Og en af aktiviteterne var at ryge cigaretter. Mor kom uventet ud på loftsværelset, hvor cigaretter og tændstikker øjeblikkelig blev ryddet af vejen. Men da mor kom ind på værelset, hang røgen jo stadig tykt i luften. Men vi nægtede hårdnakket gennem de næste par uger. Samvittigheden tyngede mere og mere. Jeg husker, at jeg en uge før jul en dag sidst på eftermiddagen, hvor mor arbejdede i køkkenet, tog mod til mig, og tilstod. Vi havde jo røget flere gange. Det kunne der være kommet både stuearrest og en ordentlig skideballe ud af. Men det gjorde der ikke. I stedet fik jeg en omfavnelse.

Denne oplevelse af kærlig tilgivelse sidder stadig dybt i kroppen på mig. Jeg tænker på Johannes Møllehaves salme ”Nåden er din dagligdag”, hvor der i vers tre står: ”Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage”. Det havde jeg fået med min mors omfavnelse.

Der står også i sangen fra 2015: ”Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn i krybben er så meget mer.” Hvad er det da, der er så meget mer? Hvad skete der julenat i Betlehem for 2000 år siden? Gud kom her til jorden som et lille spædbarn. Og fødslen fandt ikke sted på en specialiseret fødeafdeling, men det stik modsatte sted: I en stald med halm i Betlehem. Hvor dyrene stod ved siden af. Navlesnoren skulle klippes over, og det første skrig komme frem. Et barn med hjerte, blodtryk, hjerne, reflekser, skrig og sult lå nyfødt i halmen. Og med behov for omsorg og kontakt.

Tænk, hvis Jesus under sin opvækst på grund af mangel på omsorg var blevet et tidlig følelsesmæssigt skadet barn. Man kan virkelig sige, det var et guddommeligt eksperiment. Eller en guddommelig enestående kærlighedserklæring. Nu skulle mennesker tage sig af Gud i skikkelse af det lille Jesus-barn.

Men Jesus endte jo med som voksen at blive til massiv forargelse – fordi han levede kærligheden ud i alleryderste led, og ikke ville stoppe med det, selv om den gik på tværs af datidens love og paragraffer og traditioner. Folkemængden så til sidst ikke anden udvej - for at skabe ro i samfundet - end at skille sig af med ham ved at klynge ham op på et kors.

Guds kærlighed blev med inkarnationen og Jesu fødsel ikke længere bare historie, ånd, idé og metafysik. Guds almagt og inderste væsen blev til kød, blod, omsorg, afmagt og håbløshed – og til sidst til et nyt levende håb ved Jesu opstandelse.

Derfor er julen noget særligt. Også når juletræet bæres ud og smides på lossepladsen. Troen er retten til ikke at forstå, at vi i liv og i død falder i levende hænder. Og at vi derigennem får evangelisk hjælp til at rejse os igen og igen.

Den proces blev startet julenat med barnet i stalden. Og den starter igen hver eneste jul. Også i 2019. Glædelig jul!

Annonce
Jørgen Breindahl
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det lyder godt, men: De passer ikke på Danmark

Det er så let at stille sig op og sige, at ”jeg passer på Danmark”. Det lyder godt. Man virker handlekraftig. Men når man som Mette Frederiksen er statsminister, har man andre forpligtelser end at gå med de nemme og populære løsninger, som hun gjorde, da hun præsenterede regeringens bud på, hvordan vi forhindrer terrordømte i at planlægge og udføre mere terror, når de er sluppet ud af fængslet. En regeringschef har pligt til at vælge løsninger, der holder sig inden for rammerne af, hvilken type land vi gerne vil være. Og her svigtede Mette Frederiksen. Hun foreslår nemlig, at personer, der har afsonet en dom for terror, kan forbydes at færdes i bestemte områder og have kontakt til bestemte personer i op til ti år. For at undersøge, om de overholder forbuddet, skal politiet have ret til uden dommerkendelse at trænge ind i deres hjem og undersøge deres computere. Det er her, statsministeren glemmer sin forpligtelse over for retsstatens principper. Grundloven siger helt uden dikkedarer i paragraf 72, at både husundersøgelser og undersøgelser af borgernes kommunikation kun kan ske efter en retskendelse. Der står dog også, at man kan lave love, der giver undtagelse fra paragraffen, og det er så dét, regeringen vil gøre. Men det er grundlæggende helt forkert. Regeringens forslag om at øge straffene for terror og terrorrelaterede forbrydelser betragteligt er helt i orden. Det er også rimeligt at udstede forbud om ophold og kommunikation for denne ekstraordinært usympatiske gruppe af forbrydere. Og spark dem endelig ud af landet, når der er lovhjemmel til det. Det må bare aldrig blive andre end en domstol, der gør domstolenes arbejde. Magtens tredeling er et princip, der ikke må fraviges. Hverken politikere eller myndigheder skal afsige domme eller udstede retskendelser. Det skal kun dommere. Det har regeringens normale støtter forstået, men de borgerlige partier sikrer flertallet til endnu et skridt væk fra retsstaten. De skulle skamme sig. De passer ikke på Danmark.

Annonce