Annonce
Debat

Debat: Kun tolderne har gavn af briternes farvel til EU

I denne uge starter anden halvleg af Brexit: Nemlig forhandlingerne, der reelt afgør, hvilket forhold EU og Storbritannien skal have med hinanden. Den engelske regering har i sidste uge offentliggjort sit forhandlingsmandat, og EU har allerede vedtaget sit mandat, og en ting står lysende klart: Der er stor forskel på parternes syn på sagen. Det kan umiddelbart virke meget svært at se, hvordan man skal kunne nå til enighed.

Allerede på første side af englændernes mandat er den gal. Her erklærer Boris Johnson og kompagni, at Storbritannien fra 31. december 2020 helt og fuldt vil genvinde sin økonomiske og politiske uafhængighed. Det er helt centralt for Johnson at fremhæve (igen og igen), at EU-domstolen ikke skal have noget at skulle have sagt, og at landet fremadrettet ikke vil forpligte sig på, at deres regler nødvendigvis skal være i overensstemmelse med EU’s regler. Samtidig forventer Johnson at få adgang til EU’s indre marked.

Det kommer selvsagt til at skabe problemer. For hvor er rimeligheden i adgang til EU’s indre marked, hvis vi ikke kan blive enige om spillereglerne og fortolkningen af reglerne?

Af forhandlingsudspillet fremgår det også, at briterne forbeholder sig retten til egen kontrol med subsidier. Og konkurrencepolitikken skal helt holdes fri af det fremtidige samarbejde. Også dét bliver dybt problematisk. For sat på spidsen kan det betyde, at englænderne kan vælge at subsidiere særlige brancher, industrier, sektorer eller områder og samtidig kræve fuld adgang til EU’s indre marked. Det er naturligvis helt unfair konkurrence over for EU-landenes virksomheder.

Det kan tolkes positivt, at UK er klar til at overveje en aftale om fiskeriet. Også her vil djævlen ligge i detaljen, og englændernes krav om årlige forhandlinger gør det ikke nemmere for danske fiskere at planlægge for fremtiden. Men at englænderne er klar til at overveje en aftale kan være konstruktivt. Om det løser problemerne for danske fiskere på den jyske vestkyst må vi se.

Èn ting er helt klart efter offentliggørelsen af briternes forhandlingsmandat: Det bliver virkelig besværligt. Og der vil være en omkostning forbundet med fremtidens samhandel på den ene eller anden måde. Når transportørerne skal til at erklære deres varer i havnen i Dover, vil det skabe barrierer.

En omkostning, som Boris Johnson og kompagni er klar til at betale. Alt sammen for at kunne sige til vælgerne, at nu har landet taget kontrollen tilbage. Jeg synes, det er trist og synd for de mennesker, hvis job nu risikerer at forsvinde.

Måske de skulle skynde sig at tage en efteruddannelse som toldere? Det er måske den eneste branche, der kan vente sig gode tider som følge af Brexit.

Morten Helveg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Et sammenhold der varmer

Rigtig mange danskere drog formentlig et lettelsens suk, da Mette Frederiksen på mandagens pressemøde kunne fortælle, at den restriktive sundhedspolitik, der de seneste uger har vendt op og ned på vores alles hverdag, har virket. Kurven af nye syge og antallet af indlagte begynder at flade ud på en måde, der kalder på forsigtig optimisme. Hvis de gode takter fortsætter, vil regeringen iværksætte, at vi igen kan lade virksomheder holde åbent, at studerende sætter sig på den fysiske skolebænk frem for den digitale løsning fra distancen, at vi igen kan møde ind på arbejdspladsen og igen kan begive os ud i den kollektive trafik. Med måde naturligvis og under rammer, der fortsat tager højde for truslen fra coronavirus. Der er selvsagt mange grunde til at glæde sig over, at lokalsamfundene igen har udsigt til at åbne i en form for normaliseret tilstand. Hvor vi igen kan benytte os af de fantastiske kulturelle tilbud, hvor vi igen kan gå på biblioteket, hvor vi igen kan aflevere vores børn i trygge rammer, hvor de kan lege med jævnaldrende, og hvor vi igen kan sætte os i frisørstolen hos den selvstændigt erhvervsdrivende. Men allerstørst grund til glæde giver det at have været vidne til den omsorg, vi har formået at udvise over for hinanden i måske den sorteste tid siden anden verdenskrig. Restauratører, der forærer mad til sundhedspersonale, betjente og andre, der i disse uger gør en ekstraordinær indsats. Mennesker, der tager initiativ til at købe ind og klare ærinder for syge, karantæneramte eller immobile medborgere. En skrædder, der sætter sig til at sy mundbind, fordi det er en måde for ham at hjælpe på, der giver mening. Musikere, der besøger ældrecentre for at sprede glæde midt i ensomheden. Borgere, der i store tal melder sig som vikarer i kommunernes jobbanker for at stå standby, hvis det faste personale skulle blive ramt af sygdom. Borgere, der via facebookgrupper hjælper fremmede med lektiehjælp, opmuntrende ord og anden aflastning. At finde det overskud til andre midt i en skræmmende ny virkelighed. Det kan vi godt være stolte af.

Annonce