Annonce
Debat

Debat: Lad de unge få et frirum til at skabe uden karakterer

Dronningen sagde de berømte ord om, at vi skal huske at gøre noget unyttigt.

Målsætning har længe været et individuelt selvrealiseringsprojekt ud fra en entydig betragtning om, at nytteværdi måles i resultater. Humanistiske og kreative fag nedprioriteres ud fra samme devise.

Men vi kan ikke lade de unge gå rundt med alvorstunge miner og tunge skuldre, fordi de konstant bombarderes med dommedagsprofetier eller skyhøje præstationskrav med klimadepression og præstationsangst til følge.

Lad de unge få præstationsfrie rum, hvor de kan udfolde sig uden bedømmelse ikke bare i kreative fag, men også i de boglige fag og skrive stile, lave projekter i fysik, kemi og biologi, fordybe sig i et historisk eller samfundsvidenskabeligt emne uden karakterbedømmelse, så glæden ved at skabe og ved at udfolde sig, stimuleres med skuldrene nede.

Angst og depression hæmmer kreativiteten, og de unge fortjener at opleve sorgløshed, uden at det behøver foregå i en flugt af stimulanser og alkoholtåger. Men vi fortjener også som samfund at styrke livskvaliteten.

Vi mennesker er jo ikke øer, vi er tæt forbundne med hinanden og med naturen. Samfundssind er at passe godt på de fælles værdier, måske skulle vi også opdyrke natursind her i 2019 og styrke forståelsen for den rigdom, skønhed og mangfoldighed, der er i livet og i naturen omkring os, som vi selv er en del af.

Hvor naturvidenskaben kan fortælle os, hvorfor det er så vigtigt at passe godt på naturen og hvordan, kan humanismen finde mening og sammenhænge. Kunst og kulturliv giver os oplevelser der rør os eller reflektion over, hvad det vil sige at være menneske.

Det unyttige er i høj grad nyttigt.

Annonce
Mette Marie Hansen
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik For abonnenter

Kronikken: Tre ømme ligtorne

Disse linjer skal handle om tre ømme ligtorne, der alle under én eller anden form spadserer ind i de kommunale lokaler på Laksetorvet. Der er sikkert her midt i en budgettid flere meget ømme områder, men de tre "sager'', jeg har plukket ud, har alle det til fælles, at de har et væsentligt link til den brede befolkning, som ofte køres ud på et sidespor og ganske enkelt aldrig når ud over det forklaringsniveau, som jeg synes kommunen har i forhold til sine borgere eller måske i situationen mere korrekt vi mange, som betror de vise fædre vore skattekroner. Lad mig tage fat på hele systematikken, der ligger i de tre sager, som er følgende: Sagen om Verdo, den nye idrætshal og ikke mindst den skæbne, begrebet Visit Randers synes at gå i møde. De tre sager fordrer alle, at de bredes ud, så vi skatteydere forstår, hvad der ligger bag de uforklarlige beslutninger, som er truffet, og - tør jeg godt spå - vil blive gentaget. Én ting er, at størstedelen af den randrusianske befolkning for længe siden er stået af eller mere konkret har mistet interessen. Således kan beslutningstagerne jo glæde sig over de kontroversielle sager. Selv de mister interessen. De går ikke i glemmebogen, men de bidrager til både politikerleden, en høj grad af mystik og i det hele taget er kommunalt image, som mange gode kræfter slet ikke har fortjent. Lad os se lidt nærmere på de tre sager, hvoraf de to har direkte adresse til de kommunalt ansvarlige. Når den tredje sag, Verdo, er medtaget, er det ganske enkelt fordi, Randers Kommune er selskabets største kunde og i realiteten den eneste, der kan gå ind og varetage eller forklare, hvad pokker der gennem årene er foregået i netop Verdo. Verdo har for længst mistet sin uskyld og troværdighed, når det handler om os kunder nede på gulvet, og selskabet har ikke formået, ja det er vel nærmest helt og aldeles uegnet til at give sine kunder en troværdig forklaring. Her havde jeg gerne set en helt anderledes aktiv kommunal indsats i forhold til sine borgere lig med Verdos kunder. Det kan da godt være, at Randers Kommune ikke er direkte forpligtet, men moralsk ville det have set fornuftigt ud, om kommunen havde haft en informationsstrategi rettet direkte mod den enkelte borger, der hverken kan finde hoved eller hale i denne sag. Det nytter ikke at henvise befolkningen til de åbne byrådsmøder. Jeg har selv overværet et af disse møder med Verdo på dagsordenen. Det var mere eller mindre volapyk, fordi det fordrede en høj grad af viden om denne sag for overhovedet at kunne følge med. Så skal de handle om Omann-vældets beslutning om at bygge endnu en idrætshal. Den er snart færdig, og ikke en kæft aner på nuværende tidspunkt, hvad hallen skal fyldes med. Økonomien halter, så det vil noget, og en voldgiftsag kan i den forbindelse vende op og ned på tingene. Der er tale om en betydelig investering. Det nytter ikke noget, at Randers Kommune henviser til, at man ikke er bygherre, men erkend nu bare, at uden Omann-vældets magt var dette projekt aldrig blevet til noget. Befolkningen har krav på en forklaring. Hvad er op og ned, hvad koster projektet, hvad skal det bruges til, og kan det virkelig passe, at de mindre idrætshaller i en årrække skal lide under prestigebyggeriets åg. Kom ud af busken og fortæl åbent og ærligt, hvad der er op og ned i den sag. Endelig et par ord om den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det er lige nøjagtig, hvad vi i forhold til selvfølelsen bestemt ikke har brug for. Det er fornuftigt at samarbejde selv med storebror syd på, men ikke om alt, og netop turismen er vel et område, som fordrer en vis integritet. Nu er det ikke et område, hvor man er helt uden erfaringer med disse sammenlægninger, som oftest betyder endnu et hak i tuden til lillebror. Tag bare en tur til Sydfyn, hvor man for år tilbage var gennem netop den øvelse i forhold til Odense. Der er stadig ikke nogen ordentlig forklaring på den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det kunne man såmænd også forklare en undrende befolkning. Jeg er sikker på, at Randers Kommune ofrer mange tusinde kroner på kommunikation, men rammer informationen rigtig, og med det menes direkte byens borgere? Svaret er nej, så mon ikke man burde revurdere og også her sætte den enkelte borger i centrum?

Annonce