Annonce
Debat

Debat: Landmænd skal da blive hos det lokale vandværk

I erhvervstillægget fra Jysk Fynske Medier kunne man 12. september læse artiklen: ”Landmænd kræver større fordele som storforbrugere af vand”. Historien handler om, at landmænd i Vestjylland oplever prisforskel på mere end 100.000 kroner for samme forbrug af vand. Landmændene mener, at det altid vil kunne betale sig at etablere egne boringer og forlade vandværket.

Jeg kender problematikken, da vi jævnligt bliver kontaktet af vandværker, som fortæller om landbrug, der ikke længere ønsker at være tilsluttet vandværket. Giver kommunen landmænd tilladelse til indvinding, kan det have stor betydning for resten af forbrugerne, som kan blive ramt af prisstigninger, fordi en storkunde forlader fællesskabet. Endnu værre risikerer forbrugerne at blive ramt på kvaliteten af deres drikkevand.

Vandværkernes ledningsnet er beregnet til at levere vand baseret på et forventet forbrug, så hvis en stor kunde ikke længere aftager vand, er ledningsnettet for stort. Det betyder stillestående vand, som kan betyde kvalitetsproblemer for forbrugerne. Landets vandforsyninger undgår generelt forureningssager i forbindelse med tilbageløb fra vandværkets kunder, men ved etablering af dobbelt vandforsyning kan der ved ufuldstændig afbrydelse mellem hus og landbrug ske det, at det tryksatte landbrugssystem kommer til at sende vand tilsat medicin eller andre hjælpestoffer ud på det fælles net.

Endelig ligger områderne omkring vandværkernes boringer i beskyttede zoner, hvor det er forbudt at bruge sprøjtemidler. Det gør andre boringer ikke nødvendigvis, men ofte henter begge parter deres vand fra samme grundvandsmagasin, og så stiger risikoen for forurening af vores fælles grundvand. Jeg ved, at økonomien er presset mange steder i landbruget, men som varm fortaler for vores solidariske vandmodel, kontakter jeg Kristian Gade, den landmand, der udtaler sig i artiklen. Måske kan vi sammen finde en god løsning.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Når asfalt fortæller historie

Tre klatter asfalt, den ene noget større end de to andre, fortæller lokal Randers-historie. Hver for sig beretter de om en tid, der aldrig kommer igen. De givne mængder asfalt er dels for nogen tid siden brugt på Aarhusvej, dels for ganske nylig på Grenaavej og i Toldbodgade. Alle tre steder har der i tidligere tid kørt tog - og ingen af stederne kommer det nogensinde til at ske igen. På Aarhusvej betyder asfalten hen over jernbaneskinnerne, at sporet fra Randers Banegård mod den tidligere Strømmen Station nu er blindt. Persontrafikken blev indstillet i maj 1971, men en - formentlig kostbar - shuntbane blev anlagt, så de tilbageværende godstog, primært til og fra Pindstrup, i stedet for at køre over Den Blå Bro førtes over Gudenå ad samme spor som den jyske længdebanes. Den sidste rest af trafik var som bekendt veterantog fra Randers til Allingåbro, men af sikkerhedsmæssige årsager måtte den opgives. I dag er der alene skinnecykler tilbage. Og pengene til shuntbanen er spildt. Næppe mange husker at have set godstog passere Grenaavej. Så overkørslen her har været ubenyttet i årtier. Mere lystigt gik det jo for sig i Toldbodgade. Det hed sig i mange år, at på det spor kørte samtlige DSBs tog - nemlig de nye, der blev bygget på Scandia, og de gamle, der skulle til reparation samme sted. Nu er trafikken forlængst indstillet, og asfalteringen har sat en stopper for den ganske originale idé, som en frivillig ved sporbyen luftede her i avisen forleden, nemlig indsættelse af skinnebusser mellem havneområdet og den kommende togrestaurant i sporbyen. De nævnte klatter asfalt betegner hver for sig den endegyldige afsked med en trafikal epoke, hvor biler har afløst tog. Det gælder både for personer og gods. Den tid er forbi, da enhver havn med respekt for sig selv var besporet, som det hedder i jernbanesproget. I dag ligger sporene nærmest bogstaveligt talt i vejen på Randers Havn. De formodes fjernet, når området skal renoveres - med nye klatter asfalt.

Annonce