Annonce
Debat

Debat: Myten om Dannebrog lever videre i Genforeningens Dannebrog fra 1864

Kong Christian X krydser den gamle Kongeågrænse ved Frederikshøj i 1920 og markerer derved, at Sønderjylland atter er dansk. Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Annonce

For få uger siden skulle hele Danmark med Dronning Margrethe i spidsen have fejret 100-året for den såkaldte "Genforening" med Sønderjylland ved et storstilet program over flere dage. Men denne fejring satte Covid-19 som bekendt en brat stopper for og er nu udsat til de samme dage i næste år.

En af hovedbegivenhederne finder sted på Dybbøl Banke, hvor det den 11. juli i år ville have været præcis 100 år siden, Kong Christian X modtog "Dannebrog fra 1864" til minde om krigsnederlaget til Preussen og Østrig samme år.

Traditionen siger, at denne fane var det sidste Dannebrog, der blev strøget ved kamphandlingerne i Sønderjylland 1864. Denne historiske krigsfane befinder sig i dag i Christian X's arbejdsværelse på Amalienborg. Det vender vi tilbage til.

Lad os først kaste et blik på et andet historisk krigsbanner: nemlig Kongerigets førstkendte Dannebrog - der ifølge sagnet faldt ned fra himlen den 15. juni 1219 i Estland under et af Valdemar Sejrs (1212-41) vellykkede korstog til de hedenske lande i Baltikum. Men de nærmere omstændigheder og historiske begivenheder, der har været med til at skabe myten om Danmarks himmelfaldne nationalflag er ret usikre og i bedste fald tvivlsomme.

Det er imidlertid ubestridt, at den ældste afbildning af Dannebrog som Rigets fane hidrører fra et nederlandsk heraldisk værk "Armorial Gelre" (ca. 1380), som viser Valdemar Atterdags våbenskjold. Valdemar Atterdag sad på tronen i 35 år fra 1340-1375. Man kan derfor henføre Dannebrog som kongeflag tilbage til omkring midten af 1300-tallet. Før den tid stammer den ældste afbildning af en fane med kors fra en mønt slået i Slesvig i 1160'erne - midt under Valdemar I den Stores regeringstid (1157-82).

Det var faktisk Valdemar den Store, der sammen med biskop Absalon anno 1169 erobrede Rygen og ødelagde venderfæstningen Arkona samt den firehovede afgudsstøtte Svantevit. Ifølge pålidelige og samtidige krøniker fandt dette sejrrige slag mærkværdigvis (også) sted 15. juni og dermed præcis 50 år før slaget ved Lyndanisse - det senere Tallinn, som betyder "danskerborgen".

Ifølge to forskellige Danmarks krøniker fra begyndelsen af 1500-tallet af hhv. humanisten Christiern Pedersen og franciskanermunken Peder Olsen, faldt Dannebrog ganske vist ned fra himlen 15. juni, men det var i 1208 under slaget ved byen Fellin i det sydlige Estland. Og Peder Olsen citerer sågar en ældre kilde fra 1400-tallet, der nu er gået tabt. De historiske kilder er - sædvanen tro - tvetydige og gør dermed kun myten om Dannebrog endnu mere gådefuld.

Hvorom alting er, regnes Dannebrog stadig for verdens ældste nationalflag i uafbrudt brug: Dannebrog har mindst små 700 år "på flagmasten". Som en af Europas førende søfartsnationer var det nemlig fortrinsvist orlogsflåden, der førte og kippede med kongeflaget Dannebrog, som gennem århundreder også var navnet på flådens flagskib. Det hollandske flag regnes for næstældst og har været i brug 445 år siden 1574. Storbritanniens "Union Jack" har kun været benyttet siden 1801 og er dermed sågar yngre end USA's "Stars and Stribes". Sveriges "Flagga" har kun været i officiel brug siden 1906.

Selve navnet Dannebrog er sammensat af ordene " Danne" og "brog", hvor ordets andet led betegner et stykke stof eller klæde - eller flagdug. Nogle sprogforskere har opfattet første led som i ordene Dannevirke og Dannevang. Det har ført til den traditionelle fortolkning af ordene som hhv. "danernes fane" og Danmark. Men ifølge nyere forskning er det også muligt, at "dan" skal forstås som det frisiske ord rød eller rødfarvet. Denne teori støttes af, at tillægsordet "dannebroget" eksisterer i betydningen "rødt med hvide prikker" som vi også kender fra ordet "rødbroget" (kvæg). Og dermed når vi så frem til betydningen "den rødfarvede fane".

Før Dannebrogs tid op gennem vikingetiden og ind i den tidlige middelalder blev der også brugt faner og bannere som særlige hærmærker eller "felttegn" for i krigstid til søs og til lands at kunne kende "frænde fra fjende".

Det ældst kendte danske hærmærke er den såkaldte Ravnefane, som (også) er en rød dug med Odins "hellige" ravne Hugin og Munin. Ifølge den nordiske mytologi fløj de i krigstid hver dag ud for at indsamle efterretninger til Odin om fjendens bevægelser. Ravnefanen blev kun givet i hænderne på den tapreste kriger Mærkismanden, som skulle være parat til at forsvare fanen til sidste blodsdråbe. Blev fanen erobret af fjenden førte det ikke sjældent til opløsning og nederlag.


Nederlaget i 1864 blev efter omstændighederne vendt til sejr - da Christian X den 10. juli 1920 "red Sønderjylland hjem til Danmark". Det skete, da han krydsede Kongeåen på sin hvidkalkede knabstrupper skimmel: "Malgrè Tout" - eller på dansk "Trods alt".


Og det var præcis den situation, de danske hærstyrker var havnet i under slaget ved Lyndanisse 15. juni 1219: Ifølge Saxos dramatiske fortælling herom var hærens samlingsmærke - kongebanneret - nemlig forsvundet. Mismod og faneflugt bredte sig og kun et mirakel kunne nu vende nederlag til sejr. Og denne indtraf, da et rød-hvidt korsbanner pludseligt viste sig blidt dalende ned fra himlen til den danske lejr medens en "guddommelig" stemme fra oven brød gennem med ordene "Løft korsflaget højt - og du skal sejre". Og sådan blev det jo.

Men hvad blev der så af dette oprindelige himmelfaldne Dannebrog? Der er flere traditioner - men den mest anerkendte er nok historikeren Hans Svanings (1500-84) beretning om kong Hans' (1481-1513) felttog til Ditmarsken anno 1500: Her skal det originale Dannebrog været blevet erobret og opbevaret i byen Wörmden, indtil Frederik 2 (1559-88) generobrede rigsbanneret i 1559 og ophængte det i korloftet i Slesvig Domkirke. Men allerede da skal det ifølge Svaning have været "næsten ødelagt af fugtighed og ælde".

Senere optegnelser i bl.a. "Den danske Atlas" (1773) anfører, at de sidste rester af "den berømte danske fane" skal være gået til grunde her omkring 1660, "da nogle børn ved deres leg nedrev fanen og ingen bekymrede sig om at opsamle dens levninger". Det ældgamle af fordums konger så helligt i ære holdte banner led således et sørgelige endeligt blot nogle få hundrede meter fra Dannevirkes mægtige voldanlæg, der siden Arilds tid havde forsvaret Kongeriget mod angreb fra fjenden i syd - ligeså i 1864.

Jørgen D. Siemonsen

Og så er vi tilbage ved Dannebrog fra 1864 og den forestående fejring på Dybbøl Banke næste år. Her blev der forud for Genforeningsfejringen 1920 rejst en flagstang på 25 meter - den højeste i Danmark på dette tidspunkt. Og ved granitsokkelen blev der anbragt en bautasten med følgende indskrift: "Men end er der sang i skoven, højt bølger det røde flag. End er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag".

Disse velkendte strofer fra "Jeg elsker de grønne lunde" - forfattet af Johannes Helms 1873 - henviser tydeligt til myten om det første Dannebrogs himmelfald i Estland for over 800 år siden: Her var der jo også Guds "stemme foroven", der sikrede korsflaget sejren.

Og nederlaget i 1864 blev efter omstændighederne vendt til sejr - da Christian X den 10. juli 1920 "red Sønderjylland hjem til Danmark". Det skete, da han krydsede Kongeåen på sin hvidkalkede knabstrupper skimmel: "Malgrè Tout" - eller på dansk "Trods alt".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Uheld skabte kø flere steder på E45

Sport For abonnenter

Alt andet end pletfri præstation mod Ajax: Her er Agesens forklaring

Annonce