Annonce
Debat

Debat: På sporet af en mindre krigerisk demokratisk dialog

Illustration: Gert Ejton

"I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang."

Sådan skrev jeg i netop disse spalter tilbage i oktober 2019, og jeg akkompagnerede ordene med en opfordring til, at ”alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen.”

Siden da er der gået halvandet år, og sikken ekstremt skelsættende periode, det har været. Det altoverskyggende omdrejningspunkt har naturligvis været covid-19, der på en lang række måder har udfordret den menneskelige evne til at være positiv, lyttende og empatisk.

Annonce

Den samme periode har også været præget af globaliseringen af Black Lives Matter-bevægelsen efter mordet på George Floyd. En bevægelse, der accelererede mange danskeres behov for at tage vores eget lands historie op til revision. Det medførte en række protestaktioner og ikke mindst væltede statuer. Hertil kommer, at #MeToo-debatten gentagne gange fik tilført ny energi, blandt andet med fokus på tv- og musikbranchen – ført an af modige og slagkraftige personligheder som Sofie Linde og Annika Aakjær. Undervejs er adskillige markante politikere og tv-personligheder under stor mediebevågenhed blevet væltet ned fra deres respektive positioner.

Der er naturligvis mange andre begivenheder og fænomener, der har præget det forgangne halve år. Men denne treenighed bestående af covid-19, Black Lives Matter og #MeToo understreger med al tydelighed, at behovet for den konstruktive og respektfulde dialog kun er vokset, som tiden er gået. Alle har haft deres egen personlige vurdering af, hvordan coronakrisen er blevet håndteret af myndighederne, og hvor stor risikoen i forskellige sammenhænge i virkeligheden er. Særligt på de sociale medier er det blevet tydeliggjort, hvor svært vi har ved at respekter andre opfattelser end vores egen, og dette fænomen har fungeret som gift for den demokratiske samtale.

Den samme udfordring har gjort sig gældende i vurderingen af, hvorvidt vi som samfund skal tage et opgør med vores fortid eller fortsætte hyldesten af fordums heltefigurer i de tilfælde, hvor de ikke repræsenterer tidssvarende værdier og normer. Eller hvorvidt man skal på skafottet og fyres, hvis man udviste upassende eller decideret krænkende adfærd et vist antal år tilbage i tiden. Den primære udfordring er imidlertid sjældent de konkrete holdninger, som folk hver især har. Det er derimod den skråsikkerhed, som ofte akkompagnerer de holdninger, der gives udtryk for.


Skråsikkerheden – den manglende ydmyghed og åbenhed over for, at éns intellektuelle modpart faktisk godt kunne have noget at byde på – er netop vor tids største svaghedstegn.


Som Bertrand Russell så elegant formulerede det tilbage i 1933: ”Det, der fundamentalt set er galt med den moderne verden, er, at de dumme er skråsikre, mens de intelligente er fulde af tvivl.”

Skråsikkerheden – den manglende ydmyghed og åbenhed over for, at éns intellektuelle modpart faktisk godt kunne have noget at byde på – er netop vor tids største svaghedstegn. Det er selvfølgelig af det gode, at man er i god kontakt med sit værdigrundlag og følelsen af, at man kæmper den gode kamp. Men det er aldrig positivt, når man militaristisk afviser alle, der repræsenterer noget andet end det, man selv er fuldkommen overbevist om. I dét øjeblik tilsidesætter vi nemlig vores sunde fornuft og hengiver os i stedet til en kollektivistisk kamp, der har til formål at bekæmpe andre grupperinger, snarere end at overbevise dem om éns idéers rigtighed.

Christian Have

Det kan lyde som en gammel liberalistisk slagsang, men vi er nødt til at ryste denne grupperingstrang af os og i stedet omfavne, at vi alle er individer, og at vi alle bærer en del af ansvaret. Selvfølgelig for vores egen skyld, men først og fremmest for vores omverdens skyld. Kun ved at tage personligt ansvar og møde andre mennesker som individer – og ikke blot som repræsentanter for en gruppering, vi enten synes godt om eller har det svært med – kan vi på ny lære at lytte og udvide vores forståelse af verden omkring os.

Måske de personer, der ser anderledes på corona-restriktioner, Black Lives Matter og #MeToo, faktisk kunne lære os noget. Måske de faktisk har en legitim grund til at mene noget helt andet. Målet bør ikke per definition være, at enhver dialog skal være et forsøg på at overbevise éns modpart om at indtage samme position, som man selv her. Det lykkedes jo i praksis alligevel stort set aldrig.

Tværtimod bør målet ganske enkelt være, at vi oprigtigt lytter til vores medmennesker for at udvikle vores forståelse for dem og den position, de nu engang har. Så vores empati bliver større. Så den demokratiske dialog bliver markant mindre krigerisk og markant mere frugtbar. Så samfundet på ny kan udvikle sig i en retning, hvor den holdningsmæssige diversitet bliver en styrke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Randers

Skal byrådet have nyt navn? To partier er klar til at ændre titlen på Randers Byråd

Randers FC

Nedtælling til pokalfinale: Husk at følge med, når vi går live med Ralf Pedersen

Annonce