Annonce
Debat

Debat: Sikkerhed og kontrol - vi har brug for lidt mere jord på porrerne

Først det nødvendige forhold. Jeg mener ikke, at regeringen kan eller bør gøre noget andet. Når det er sagt, er det tid til at gribe ned i kassen med lidt mere principielle pædagogiske overvejelser.

Der døde en gang i 90'erne en pige i Viborg. Hun blev kvalt i sin anoraksnor, fordi den hang fast i et legestativ, som hun faldt ned fra. Sammen med et par andre ulykker var denne ulykke med til, at der blev lavet et omfattende regelsæt om sikkerhed i forbindelse med legepladser. Det har haft to konsekvenser. Dels at der sker meget få ulykker på danske legepladser og dels at legepladser – fra et pædagogisk perspektiv - er legeørkner. Man (børn) kan ikke gemme sig, og alle aktiviteterne er fantasiløse, endimensionelle og risikofri.

Der er kort sagt ingen forældre, der vil tage en forsvindende lille risiko for, at deres barn dør, for at alle børn til gengæld kunne få udviklende og attraktive legepladser. Denne bevægelse hen imod mod individuel sikkerhed på bekostning af kollektiv kvalitet lader til at være ustoppelig, og nu er vi er som borgere og samfund i gang med denne øvelse bare i en meget større skala.

Livet – evolutionen – har skabt smukke sommerfugle og fede fynboer. Men livet kommer med en sidevogn, hvor døden helt naturligt holder til. Hvis livet er håndsprit, isolation og frygt for andre mennesker og deres kropsvæsker, så er det et liv opfundet i centraladministrationen.

Når det bliver ønskværdigt at spise steriliseret og industrialiseret mad i ensomhed og farligt at tage på spejderlejre og dyppe sit snobrød i aske fra bålet - hvad er så opnået?

Vi kan ikke, og vi skal ikke vinde over naturen. Vi kan ikke – ustraffet - sprøjte naturen med pesticider, til den bliver pæn og ensartet. Vi kan ikke lave så store vaccineprogrammer og bruge så meget antibiotika, at vi kan vinde over naturen. Vi må ikke frygte døden så meget, at vi selv bliver reduceret til vakuumpakkede rullepølser.

Det er farligt at lege, og det er farligt at leve og set fra et pædagogisk synspunkt er corona derfor en kulturel katastrofe. I det store billede er der brug for mere jord på porrerne og en mere realistisk og naturlig omgang med naturen, livet og døden. Det er svært nok i forvejen, og i disse uger er prisen for forestillet kontrol og sikkerhed et samfund der krummer sig sammen i frygt for livets mirakel – naturen.

Mikael K. Bjerre
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce