Annonce
Debat

Debat: Vi skal styrke den sociale mobilitet og skabe mere lighed i Danmark

Man siger, at æblet sjældent falder langt fra stammen. Og der er noget om snakken.

Børn og unge får ofte en livsbane, der ligger tæt op ad forældrenes. De bliver præget af den familie, de vokser op i. De bliver præget af nærmiljøet og de sociale relationer i familien, i daginstitutionerne, i skolen og blandt venner og veninder.

Muligheden for at flytte sig opad i samfundshierarkiet er en af grundpillerne i det danske velfærdssamfund. Social mobilitet skaber lige muligheder for alle til gavn for den enkelte og til gavn for samfundet. Det har der været politisk konsensus om siden midten af forrige århundrede, hvor grundstenen til velfærdssamfundet blev lagt.

Men de seneste 20 år er det gået galt. Nu falder den sociale mobilitet.

Nye analyser fra både Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at det er blevet sværere for børn af lavt uddannede forældre at bevæge sig op ad samfundsstigen. Børn af forældre uden for arbejdsmarkedet har i dag større risiko for selv at ende uden job, end for bare 10 år siden. Den sociale arv er blevet tungere.

Det er dybt bekymrende. Social mobilitet er forudsætningen for et frit og lige samfund, hvor alle menneskelige ressourcer får lov at udvikle sig til glæde for hele samfundet.

Brolæggerens søn skal have lige så gode muligheder for at blive overlæge som kommunaldirektørens datter, hvis evnerne, lysten og ambitionen er der. Alt andet vil være dybt uretfærdigt og helt urimeligt.

Vi skal altid stræbe efter en samfundsmodel, der giver mennesker lige muligheder og som forebygger et polariseret samfund med stor social og økonomisk ulighed. Derfor skal vi tage udviklingen meget alvorligt. Det er en opgave, der kræver, at politikere, arbejdsmarkedets parter og civilsamfund trækker på samme hammel.

Som samfund kan vi gøre meget for at kompensere for arbejdersønnens og direktør-datterens forskellige, hjemlige forhold. Og det skal vi.

Vi kan sørge for, at vores daginstitutioner, vores folkeskoler og vores uddannelsessystem er toptrimmet med plads til os, der ikke har forældre med akademisk baggrund. Det er i høj grad disse institutioner, der kan sikre den sociale mobilitet trods vores forskellige hjemmebaser.

Desværre har de tidligere borgerlige regeringer og ikke mindst den seneste VLAK-regering skåret i netop denne kernevelfærd. Daginstitutioner, skoler og uddannelsessystem er blevet beskåret til fordel for skattelettelser og øget tilskud til privatskoler. Ideologien har været krystalklar: Enhver er sin egen lykkes smed, det er ikke samfundets opgave at sikre social mobilitet.

Vi skal en anden vej. Vi vil styrke institutionerne med bedre normeringer og flere ansatte til at tage sig af udsatte børn.

Vi vil styrke folkeskolen, så børn fra ikke boglige hjem kan udvikle sig og erhverve kompetencer, der kan bruges i deres videre liv. Og så skal der satses massivt på ungdomsuddannelser, erhvervsuddannelser, videregående uddannelser og ikke mindst voksen- og efteruddannelse, hvor den tidligere regering jo i stedet valgte at spare to procent hvert eneste år gennem omprioriteringsbidraget.

Målet om at skabe et samfund, der giver alle lige muligheder uanset baggrund, tilhører hverken 3F eller Socialdemokratiet. Det tilhører Danmark. Det er et fælles mål, der er fundamentalt for vores samfund.

Alle har et personligt ansvar for at gøre sit bedste. Men vi insisterer på, at fællesskabet skal gælde for alle medborgere – både de stærke og svage. Vi vil ikke bare lade fanden tage de sidste og lade uligheden blomstre til stor skade for sammenhængskraften i det danske samfund.

Vi vil det stik modsatte.

Annonce
Mette Frederiksen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Livet tog en ny drejning for Martha

Leder For abonnenter

Overarbejde er også en mulighed

Efter en nedslående lang årrække, hvor boligbyggeri i større stil var noget, vi misundeligt så, når vi passerede havnearealerne i Aalborg, Aarhus, Horsens, Vejle, Kolding, Fredericia, Odense og andre mere eller mindre sammenlignelige byer, er byggeboomet nu endelig kommet godt i gang her hos os, her i Randers. De seneste dages nyheder om mulighed for 230 nye boliger på Møllestensgrunden i Vorup og 170 nye boliger på Nordskellet i Helsted, om de første seks indflytninger i mere end 1000 boliger i Sporbyen i Dronningborg, om rekordmange ansøgninger om byggetilladelse i Randers Kommune i 2019 er overordentlig opløftende læsning. Knap så opløftende læsning er det, at den kommunale reaktion på 1600 ansøgninger om byggetilladelse i 2019 og et ekstraordinært boom i årets sidste kvartal er en advarsel om, at investeringslystne borgere, heriblandt sandsynligvis nye skatteydere, må forvente længere sagsbehandlingstid i de kommende måneder. "Det håber vi på forståelse for," slutter Randers Kommune i en pressemeddelelse, der ellers jubler over den glædelige situation, der omsider er opstået i den kronjyske hovedstad. Men nej, det har vi aldeles ingen forståelse for. Nu har vi ventet i årevis på, at private borgere såvel som professionelle investorer ville kaste deres kærlighed på vores by, og når det så endelig sker, så skal vi have forståelse for, at vores kommune, vores fællesskab, forsinker vores fælles vækst. Aldrig i livet. Nul forståelse herfra. Derimod har vi en klar forventning om, at den kommunale forvaltning - meget gerne med politikernes hjælp - finder løsninger og får færdigbehandlet nogle byggesager i en fart. Det kan kun gå for langsomt. Det er vigtigere at få spaden i jorden i den virkelige verden, end det er at spare på lønkontoen for byggesagsbehandlere på Laksetorvet. Hvis ikke der fra de seneste år findes noget opsparet energi i de kommunale kroge, må vi ansætte nogle flere hænder, der kan få byggesager over rampen i en ruf. Overarbejde er også en mulighed. Der er attraktive byggerunde i andre kommuner end vores. Vi må ikke satse på, at byggemodne borgere gider vente på en grund i Randers.

Annonce