Annonce
Debat

Debat: Tillid eller kontrol og overvågning - Festtaler og dagligdag

Som givetvis mange andre lyttede jeg med stor glæde til statsministerens åbningstale. Det, der fangede særligt, var den megen tale om det danske kendetegn: Vores tillid til hinanden, men vi hørte også statsministerens bekymring for, om vores samfund stadig byggede på denne fine holdning.

Statsministeren talte derefter om, hvordan tilliden skulle genskabes/vedligeholdes. Det skulle bl.a. ske ved at diverse ledere og organisationer både i stat og kommune skulle lytte mere til de ansatte og skulle turde give de ansatte mere ansvar, når de skulle udføre det daglige arbejde.

Som jeg forstod det, betød det bl.a., at samfundet mere skulle bygge på tilliden til, at den enkelte medarbejder skulle betros evnen til at leve op til det faglige ansvar, som hørte jobbet til i stedet for at afkrydsningskemaer og anden overvågning skulle bære dagligdagen. I det, forstod jeg, statsministeren mente, at omsorgen og nærværet f.eks. mellem hjemmehjælperen og den, der skulle have hjælp, ville blive øget samtidig med arbejdsglæden.

Jeg er sikker på, at disse synspunkter er gået lige ind hos mange i den offentlige sektor, som føler at skrive -og dokumentationskravet styrer alt for meget i dagligdagen og reducerer medarbejdernes glæde ved at udføre det arbejde, de har valgt, fordi de gerne ville have med mennesker at gøre.

Givetvis er budskabet også gået ind hos de regioner og kommuner, som er hjørnestenen i det danske kommunale folkestyre. Tænk, hvis staten ikke blandede sig så meget i de lokale folkevalgtes måder at løse tingene på!

Men der gik desværre ikke mange dage, så kom der fra regeringen et forslag om, at de kommunale børneinstitutioner ikke kunne nøjes med de tilsyn, som kommunernes politikere selv havde fastlagt. Der skulle statslig kontrol til. Jeg studsede: Hvordan hang det nu sammen med statsministerens visioner om større selvstændigt ansvar?

Og så kom få dage efter den store overvågningspakke, lanceret af statsministeren selv. Nu skulle der 300 nye kameraer op, så endnu flere kunne blive overvåget i det offentlige rum.

Og et af regeringens støttepartier foreslog, at det offentlige igen skulle have fri adgang til danskernes boliger for at kontrollere, om der blev udført sort arbejde.

Kære statsminister: Det hænger ikke sammen! Man kan ikke den ene dag stå og tale om, at vi skal have mere tillid til hvert enkelt menneske, og vi skal overdrage mere ansvar til den enkelte, hvis man i samme åndedrag i den grad udtrykker mistillid til, at de folkevalgte kommunalbestyrelser selv kan anlægge den politik, de folkevalgte beslutter og står til ansvar for helt tæt på. Og det hænger ikke sammen, når man også udtrykker bekymring for, om mennesker selv kan styre at begive sig rundt i det offentlige rum, men skal overvåges: Mon ikke de foretager sig noget galt eller bare noget, som staten ikke bryder sig om? Ydermere øger det jo ikke tilliden, hvis informationer i hobetal bare samles sammen med stort tidsforbrug, men uden at det kan få praktisk relevans. Mistillid skaber aldrig øget tillid og ansvarsfølelse.

Det ser meget uskyldigt ud, men kære statsminister, det gjorde den slags statsstyrede tiltag også for år tilbage i andre lande, og de florerer i dag i en række lande, vi nødig skulle komme til at ligne. Nogle sagde engang: ”Åh, det er bare sådan noget, de finder på….” Men en dag blev det for meget. Så meget, at det ikke mere kunne styres. Men også blev invaliderende for tilliden mellem mennesker og mellem mennesker og system. Vi har altid i Danmark bekendt os til, at tillid skabes, fordi vi er åbne, og fordi vi har uddannet mennesker og appelleret til, at vi opførte os som anstændige mennesker. Hvis vi opgiver den model, fører det et helt galt sted hen.

Jeg vil ikke håbe, de fine ord i åbningstalen bare var til fest og farver, men at de også bliver omsat til virkelighed i det daglige liv og den daglige politik.

Annonce
Britta Schall Holberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hallo. Må vi så være her?

Ægtepar består ikke af en mand og en kvinde, men af to personer, der er gift med hinanden. Det fremgår af den opdaterede udgave af Den Danske Ordbog. Samme ordbog kan dog godt acceptere, at man kan tale om et brudepar, selvom der ikke er nogen brud til stede, når to mænd bliver gift. Sproget udvikler sig. Forandrer sig. Hvad det også skal. Men i denne tid affyres der geværsalver af krav om rettelser fra minoritetsgrupper, der føler sig forurettede. Og naturligvis skal det korrekte sprog ikke støde mennesker. Omvendt er der mange, der er godt trætte af, at sproget er blevet en politisk kampplads, orkestreret af vakse krænkelsesparate mennesker. Så må man ikke lave indianerfest på Københavns Universitet, fordi det virker krænkende. Pippis far er forlængst blevet konverteret til bovlam konge i Sydhavet. Det svenske ord hen, der bruges om begge køn, lurer lige om hjørnet. For det bliver vel løsningen, hvis der er en pige, der ikke vil kaldes hun, eller en dreng, der ikke vil kaldes han. Det er bare synd for det store flertal af piger og drenge, der hellere end gerne vil være en hun og en han. De samme børn skal også forholde sig til kønsneutrale toiletter og baderum. De bliver nærmest tvunget til at reflektere over deres køn, fordi der er nogle få ulykkelige børn, der har et problem med deres kønsorientering. De skal naturligvis hjælpes og have al den støtte, de har brug for. Hvad mon Den Danske Ordbog vil sige til en henvendelse fra vestjyder, der ikke føler sig inkluderet i det danske samfund, medmindre vi får genindført ordet a i stedet for jeg. Deres bedsteforældre sagde a derhjemme, men ifølge dansk retskrivning skulle de lære at skrive jeg i skolen. Måske de føler sig krænkede. Måske de vil have en rettelse føjet ind i ordbogen ved næste opdatering, så jeg også kan udtales a og betyde det samme. Og mens vi går og tænker over, hvad det næste nye sproglige påfund bliver, køber ganske almindelige praktiserende muslimer boller i Føtex. Revnende ligeglade med, om det hedder juleboller eller vinterboller - bare kvaliteten er i orden.

Annonce