Annonce
Debat

Debat: Vi skal hver især tage ansvaret for en ny og bedre tone i det offentlige rum

Der er noget galt med den samtale, vi har med hinanden i det offentlige rum – og i særdeleshed i den digitale udgave af det offentlige rum.

De daglige digitale medievaner, som de fleste danskere har, består af en blanding af nyheder fra vores foretrukne nyhedssites og -apps og en tur eller tre forbi sociale platforme som Facebook, Instagram og Twitter.

Hertil kommer måske et par YouTube-videoer og en række klik på nogle mere nicheprægede platforme, der imødekommer vores særlige interesser – om det så er sport, boligindretning eller et band, vi er særligt glade for.

På overfladen ligner dette en fuldt ud forsvarlig kombination af journalistik, socialisering, underholdning og hobbyplejning. Men stort set hver eneste digitale platform, vi befinder os på, er akkompagneret af muligheden for, at vi kan kommunikere med hinanden.

Som alle ved, er hovedreglen ikke ligefrem, at vi adresserer hinandens digitale avatarer pænt og høfligt.

Tværtimod er hovedreglen, at vi reducerer hinanden til stærkt forsimplede arketyper, som ikke er rigtige mennesker, og som vi i stigende grad irettesætter, belærer og ligefrem ydmyger og mobber i fuld offentlighed. Vi lever i en ny æra, hvor grovheder og destruktiv adfærd stortrives.

En af forklaringerne er, at det digitale parallelunivers har gjort alting til identitetsmarkører, som også lever videre i den analoge verden. Lynhurtigt har vi lært at dømme hinanden ud fra de nyhedsmedier, vi hver især foretrækker. Ud fra vores hobbyer og kulturelle præferencer. Ud fra de partier, vi stemmer på, tøjet, vi iklæder os, og jobbet, vi bestrider til hverdag.

Algoritmerne sørger som bekendt for, at vi primært konfronteres med indhold, der bekræfter vores eksisterende livssyn. Selv når vi ser ting, der er oprivende, er det ofte ting, der er målrettet lige præcis os, fordi selv vores arrigskab matcher den personlighed, som algoritmerne har afluret, at vi har.

Virksomhederne bag netop algoritmerne bærer et stort ansvar i forhold til samfundsudviklingen, men de kommer ikke frivilligt til at ændre adfærd.

Tilsvarende kan man påpege, hvordan landets journalister og redaktører foretrækker sensationshistorierne over de opbyggelige fortællinger, men hvor gerne de end ville efterleve højere publicistiske idealer, føler de sig tvunget til at imødekomme den nye æras krav.

Hvad angår politikerne, har de generelt så svært ved at begribe udfordringens omfang, at det heller ikke give mening at vente på, at de får gennemtrumfet de love og reguleringer, der kunne skubbe alting i en bedre retning.

Derfor er vi nødt til selv at tage ansvar. Hvis vi alle hver især gør, hvad vi kan for at forbedre den offentlige diskurs – især på de sociale og digitale platforme – kan vi bygge en bevægelse op fra bunden, som vil påvirke både teknologigiganterne, journalisterne og politikerne.

Det, vi ikke var opmærksomme på, da vi i begejstrede hobetal kastede os over det 21. århundredes kommunikationsplatforme, er, at de rent teknisk trives bedre, når vi er i konflikt med hinanden, end når vi medmenneskeligt prøver at lytte og nå ind til hinanden.

Teknologigiganterne er i praksis nogle af de mest ultraliberalistiske virksomheder, verden nogensinde har oplevet. Bag enhver ambition om at styrke de menneskelige forbindelseslinjer, ligger en intens profitmaksimering, som er kombineret med erkendelsen af, at der trækkes mange flere forbindelseslinjer til andre mennesker, når konflikt, sensationalisme og clickbait er i højsædet.

Men det er ikke ensbetydende med, at vi absolut behøver at praktisere den konfliktfyldte adfærd.

I hver eneste interaktion med et andet menneske har vi altid muligheden for at vælge den positive, lyttende og næstekærlige tilgang frem for den negative, overfusende og selvophøjende tilgang. Uanset om det er i kommentarsporet på YouTube, i supermarkedet blandt fremmede mennesker eller til den årlige fætter-kusine-fest.

Både hver især og i fællesskab, bør vi melde ud, at det ganske enkelt ikke er godt nok, at den offentlige diskurs køres i sænk af profithungrende teknologigiganter, desperate journalister og vildfarne politikere.

Dette er hermed en opfordring til, at alle, der læser disse ord, fremover vil vælge næstekærligheden frem for foragten. Den positive nysgerrighed frem for den negative fordomsfuldhed. Den tålmodige lytning frem for den ydmygende fremturen.

I forhold til miljøet er der særligt i år blevet skabt et momentum blandt både borgere, politikere og virksomheder, som netop er opstået nedefra-og-op.

Tiden er inde til at frembringe et tilsvarende momentum i forhold til måden, vi taler til hinanden på. Det er lige så afgørende i vores kamp for at skabe en bedre verden til vores børn og børnebørn.

Annonce
Christian Have
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Møde med politiet var ikke bare et møde: Kommunaldirektør afhørt med sigtets rettigheder

Leder For abonnenter

Hjælp hårdt plagede motorvejsnaboer. Nu.

Det er alt andet end rimeligt, at skiftende sammensætninger af Folketinget, skiftende regeringer og skiftende ministre lader borgere overalt i stikken i det støjhelvede, der opstår, når nok så nødvendige motorveje pløjer sig gennem det, der engang var dejlig natur og landlig idyl. Det hører ingen steder hjemme, at magthaverne i vores nok så velfungerende velfærdssamfund ikke støjsikrer de borgere, der betaler prisen, når alle vi andre får opfyldt vores fuldt forståelige og fornuftige ønsker om flere motorveje. Lokalt og aktuelt er det således alt andet end rimeligt, at borgere i Vorup, Hornbæk og Helsted, der i årevis har været plaget af støj fra den motorvej, der løber forbi deres hjem, aldrig har fået den statslige hjælp, de fortjener og med rette kan forvente. Motorvejsstøj er ikke blot generende men også sundhedsskadelig, og derfor er det et alvorligt problem, at borgere her hos os bliver ramt af den borgerlige regerings endeligt, der rykkede forårets nationale infrastrukturplan med sig i faldet. De støjplagede borgere i Vorup, Hornbæk og Helsted skulle ifølge infrastrukturplanen - og i lighed med borgere på fire andre hårdt plagede pletter på landkortet - have haft en længe savnet håndsrækning fra staten i form af støjdæmpning for samlet 131 millioner kroner. Nu får de ingenting, foreløbig. Den nye socialdemokratiske regering vil hellere forhandle en ny infrastrukturplan, men den nye minister på området, Benny Engelbrecht, kan end ikke svare på, hvornår forhandlingerne går i gang, blot at det vil ske i løbet af næste år. Det kan vi som moderne samfund ikke være bekendt. Vi kan ikke først love en løsning for sekundet efter at løbe fra løftet. Det er ikke det, vi forventer os og forstår ved et demokratisk samfund. Det er ikke sådan, det skal fungere. Vi forventer, at vores lokale folketingsmedlemmer - Mølbæk, Malte og Michael - nu går aktivt ind i kampen for at sikre deres lokale vælgere den løsning, de er blevet lovet. Dette gælder ikke mindst regeringsmedlemmet Malte Larsen.

Annonce