Annonce
Debat

Debat: Wildcard til veteraner - Indsatsen kan stadig blive bedre efter 10 år

Veteraner: Danmark har haft en veteranindsats i 10 år. Meget godt er sket. Vi har som samfund fået en bedre forståelse af de følgevirkninger, som en udsendelse kan give for et mindretal af de udsendte. Og vi har fået etableret en bred vifte af tilbud til veteraner. Løftet af veteranindsatsen har været tiltrængt. Og vi er ikke i mål endnu. Der er stadig veteraner, som ikke får den hjælp, de bør have – eller som føler sig overset. Der er stadigvæk familier til veteraner, der ikke får den hjælp, de bør have. Det skal vi lave om på.

Et af de steder, hvor indsatsen kan forbedres er PTSD-ramte veteraners mulighed for at arbejde. På Fyn går en krigsveteran rundt. Han er netop diagnosticeret med PTSD og får derfor en månedlig ydelse grundet den sygdom, som han har pådraget sig efter talrige udsendelser for Danmark. I perioder er sindstilstanden så skidt, at han har svært ved at komme udenfor en dør. I andre perioder har han det så godt, at han både kan være frivillig træner i den lokale fodboldklub og passe et job hos et eventfirma.

Når han tjener sine egne penge, bliver han modregnet i sine ydelser. Det har han det fint med. For når han går på arbejde, er han glad og stolt over at bidrage til vores samfund. Der er lys, liv og muligheder. Og der syntes langt til de sorte huller, som PTSD’en trækker ham ned i. Der er blot lige det problem, at hvis han har for mange gode perioder – og dermed arbejdstimer – så risikerer han at få frakendt sin ydelse. Det er den forkerte vej at gå. Og det forkerte signal at sende. For de mange gode perioder er netop gode, fordi veteranen ved, at der er et sikkerhedsnet under ham og hans familie, såfremt han skulle vågne en morgen og ikke kan komme ud af sengen.

Eksemplet ovenfor illustrerer meget fint, hvordan vi har fået skabt et system, der hverken er til rigtig gavn for samfundet eller veteranen. Argumenterne er risikoen for snyd. At systemet bliver udhulet. Og at det risikerer at danne præcedens for andre områder, hvis man ændrer vilkårene for veteraner. Men det er ikke gode argumenter. Gruppen af syge veteraner er ikke større, end at den kan overskues. Derfor vil det være helt oplagt at give dem mulighed for et wildcard.

Et wildcard der giver gruppen af veteraner med PTSD på offentlig ydelse mulighed for at arbejde, når de har det godt. Uden at de skal frygte at miste sikkerhedsnettet, når de har det dårligt. Samfundet mister ikke noget. Alternativet er jo, at veteranerne er på offentlig forsørgelse.

Vores veteraner har passet på os. Derfor er det vores pligt at passe på dem. Det går ikke, at vi lader ”sådan plejer vi at gøre” stå i vejen for at skadede veteraner kan være med i samfundet. Jeg har et stærkt ønske om at forbedre vilkårene for vores veteraner. Faktisk mener jeg ikke, at vi kan være andet bekendt.

Annonce
Trine Bramsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Friheden er skrøbelig. Den skal vi passe godt på.

Det er et fint og enkelt koncept for en fælles fejring af 75-året for befrielsen, som eventsekretariatet i Randers Kommune netop har lanceret. Sekretariatet stabler ikke fejringen på benene for os alle, men vi må selv virkeliggøre ideen om alsang overalt i vores kronjyske kommune. Vi må selv gøre en indsats, akkurat som vores kronjyske forfædre gjorde det i endeløs større skala, da de kæmpede mod den nazistiske besættelsesmagt i de fem forbandede år i første halvdel af 1940'erne. Det gør ikke noget, at vi selv må på banen og arrangere vores alsang i Havndal, Helsted og Hornbæk, i Værum, Vestrup og Vorup, i bydele og landsbyer overalt i den kommune, der dengang i krigsårene husede den måske vigtigste gruppe i den danske modstandsbevægelse. Det gør ikke noget, at vi selv må påtage os et ansvar for fejringen af den frihed, som vores forfædre genvandt, og som vi selv nyder godt af hver eneste dag. Tværtimod. Et medejerskab af fejringen af befrielsen gør blot festen endnu bedre for os alle. For en fest skal det være, en fest for friheden, selv om mange af vores forfædre betalte med livet for den frihed, der blev vores. Vi skylder vores forfædre, frihedskæmperne, at fejre den frihed, de betalte den allerhøjeste pris for. Frihedsbudskabet skal lyde overalt i vores kommune 4. maj klokken 20.35. Der skal være lys i alle vinduer. Der skal være Dannebrog i alle stænger. Der skal være sang i alle bydele og landsbyer - ikke kun på Skovbakken i storbyen i midten men overalt i den kommune, der husede Hvidstengruppen dengang. Som borgere i den kommune, hvor heltene i Hvidstengruppen havde hjemme, har vi en særlig forpligtelse, hvad angår fejring af den befrielse, som netop Hvidstengruppen havde en andel i. Vi skal ære de kronjyder, som dengang satte livet på spil for den frihed, der i dag er en grundsten i det moderne vestlige demokrati, som vi nyder at være borgere i, men som ikke er nogen selvfølge. Friheden er skrøbelig. Den skal vi passe godt på.

Randers FC For abonnenter

3 ting vi lærte af forårets første kamp: Indskiftere banker på

Annonce