Annonce
Debat

Ytringsfrihed gælder for alle offentligt ansatte - inklusiv dem med andre holdninger end dine, Pia Kjærsgaard

Replik: I anledning af min kronik om burkaforbud i Avisen Danmark beskyldte den tidligere partiformand for DF og den nylig afgående Folketingsformand mig i samme avis 17. august for at sætte tilliden til politiet på spil ved min påståede dobbeltrolle som politibetjent og debattør.

Pia Kjærsgaard postulerer uden belæg og fejlagtigt, at jeg insisterer på at præsentere mig selv som politiassistent ifm. mine debatindlæg. Dette er usandt. I anledning af f.eks. min seneste kronik om burkaforbud har herværende avis selv valgt at anføre min stillingsbetegnelse, idet avisen muligvis på grund af emnets karakter har fundet det relevant i det konkrete tilfælde.

Kjærsgaard satte i sit indlæg spørgsmålstegn ved min professionalisme og loyalitet som politimand ved snedigt at bemærke, at hun godt kan forstå, "hvis nogle læsere bliver i tvivl om, hvorvidt politibetjente med Elvir Abaz' holdninger reelt vil håndhæve loven, når de ser en kvinde i burka. Eller om Paludan fortsat kan forvente at blive beskyttet mod voldelige angreb? Kan Naser Khader? Kan jeg?"

Selvom jeg som privatperson har blandt andet kritiseret Khader, Støjberg og Paludan for i overflod at dyrke frygt, polarisering og splid i befolkningen, så har jeg også op til flere gange helt naturligt været med til at yde både dem og dig beskyttelse under jeres besøg i Vollsmose. Og det vil jeg fortsat gøre fuldt professionelt uden at blinke.

Mine holdninger som privatperson har ingen indflydelse på mit professionelle virke som politimand. Lighed for loven og retten til beskyttelse gælder enhver borger uanset hudfarve, etnicitet eller politisk holdning.

Jeg har i mine debatindlæg som privat borger udtrykt min reelle bekymring i forhold til indskrænkning af minoriteternes frihedsrettigheder og undergravning af deres retssikkerhed igennem målrettet og diskriminerende særlovgivning, som dit parti har været primus motor i.

Det er relevant for danskerne at vide, at dele af jeres elskede symbolpolitiske lovgivning i praksis ikke kun rammer de fremmede, og dem som I ikke kan lide, men også ganske almindelige danskere, som måske også stemmer på jer. Det er f.eks. bemærkelsesværdigt, at næsten halvdelen af sigtelserne for overtrædelse af burkaforbudet rammer andre end kvinder iført niqab og burka.

Jeg kan sådan set godt forstå, at du Pia Kjærsgaard og dit parti er vilde med symbolpolitiske tiltag, som har sikret jer magten og en lysende politisk karriere i mange år. Men symbolpolitik og populisme er desværre ikke altid lige med patriotisme og fædrelandskærlighed.

F.eks. var jeres symbolpolitiske prestigeprojekt i form af oprettelsen af Lindholm udrejsecenter, hvor I og Støjberg ønskede at samle de tidligere terrordømte på et meget lille afgrænset område med mulighed for yderligere, unødig radikalisering og teambuilding til følge, decideret upatriotisk. Din tidligere udlændingeordfører Martin Henriksens påstand om, at terrorister lige så godt kunne udklækkes i de danske villakvarterer som på Lindholm udrejsecenter var decideret tåbeligt. At føre umættelig symbolpolitik og samtidig gamble med danskernes og Danmarks nationale sikkerhed er i min optik upatriotisk.

I lighed med de konservatives Khader, De Nye Borgerlige og din tidligere integrationsordfører Martin Henriksen forsøger du også at miskreditere og mistænkeliggøre mig ved at sætte spørgsmålstegn ved om borgerne kan have tillid til mig som politimand.

I praksis lægger I bevidst pres på min arbejdsgiver for at lukke munden på mig samt forsøger bevidst at slå kile imellem mig og mine kollegaer. I forsøger målrettet at knægte min grundlovssikrede ytringsfrihed, fordi I ganske enkelt ikke bryder jer om indholdet af det, jeg skriver.

Men ytringsfrihed i vores demokratiske Danmark gælder for alle offentligt ansatte, inklusiv dem med andre holdninger end dine, Pia Kjærsgaard.

Offentligt ansatte, herunder politifolk, har som private personer ret til at bruge deres faglige indsigt og specielle viden til at give jer magthavere et realitetstjek og kvalificere den offentlige debat. Uden at vi hver gang skal trues på vores levebrød eller blive forflyttet til en anden og mere triviel afdeling.

Annonce
Elvir Abaz
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hjertestart: En dag er det måske en af vores egne

Der er næppe noget, der er mere skrøbeligt end livet og mere selvfølgeligt end døden. Der er næppe noget, der er mere livsbekræftende end at redde liv. Og der er næppe noget, der er nævneværdigt lettere end at give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt at betjene en hjertestarter. Alligevel virker det skræmmende, når vi forestiller os en situation, hvor vi selv står med en livløs person og skal forsøge at genoplive et medmenneske. Forhåbentlig vil vi alle kaste os helhjertede ind i redningsopgaven, hvad enten vi har førstehjælp i frisk erindring fra spejderkorpset, værnepligten, køreskolen eller andetsteds, eller vi har førstehjælp liggende et lidt fjernere sted i hukommelsen. Bedst vil det naturligvis være, hvis den vigtigste disciplin i livet, nemlig at redde andre menneskers liv, ikke er en rusten disciplin. Jo ældre vi bliver, des mere rusten bliver livredningsdisciplinen desværre, og des mere behov har vi for at få genopfrisket det, som de fleste af os har lært flere gange i løbet af livet - men som vi ikke holder ved lige, og som vi hurtigt glemmer igen. Frygten for pludselig at stå i en situation, hvor behovet for førstehjælp er akut, bliver større og større, jo mere hengemt vores viden på feltet er. Som retssamfund kunne vi vælge at lovgive om obligatorisk førstehjælpsuddannelse flere gange i løbet af livet, men bedre ville det være, hvis vores samfundssind, næstekærlighed, ansvarsfølelse påbød os at genopfriske vores viden om kunstigt åndedræt, hjertemassage og betjening af hjertestarter. Den rigtige løsning kræver, at vi hver især bruger en weekend eller en række hverdagsaftener hvert femte år på at friske den viden op, der kan hjælpe os med at redde et livløst menneske, vi måtte møde på vores vej. En dag er det måske en af vores egne - en af vores allernærmeste - der har brug for, at der er en førstehjælper på pletten. Om ikke før så forstår vi den dag, hvor vigtigt det er, at vi alle kan redde hinanden. Forleden var det international hjertestarterdag med demonstration af hjertestarter på biblioteket i Randers, der satte fint fokus på det livsvigtige ansvar, vi alle har for hinanden.

Fodbold For abonnenter

Reportage fra overlevelsesdrama: Håbet lever stadig i Helsted

Annonce