x
Annonce
Leder

Det er nu, vi skal vise styrke

Genrefoto: Marc Dietrich/Panthermedia/Ritzau Scanpix

For mange har det været nogle hektiske dage, siden Mette Frederiksen sendte os alle hver til sit og holdt sit alle mine kyllinger kom hjem-pressemøde. Mange har kæmpet for at gøre sig klar til corona-indsatsen, og alle har vi dagligt fulgt nøje med i den seneste udvikling i coronakrigen. Det har været vigtigt at følge med hele tiden på grund af de vigtige udmeldinger, og ganske enkelt fordi de kom lige i hælene på hinanden.

Nu er vi kommet ind i en ny fase. En fase hvor myndighederne gør sig de sidste forberedelser til den storm af coronasyge, som forhåbentlig ikke kommer alligevel. En afventende fase. Stilhed før storm. Eller stilhed før et dybt lettelsens suk fra hjertet. Det kan virke stille. Lidt som et antiklimaks. Og så er det den farlige fase. Fordi de mange advarsler og formaninger risikerer at glide i baggrunden. Gøre os uforsigtige. Tage chancer. Og det kan blive dyrt.

Selvom den første tid med coronaindsatsen har været hektisk og dramatisk, er det først nu, at vi skal til at vinde kampen. Det er nu, at vi skal vise, at fællesskabet har sin styrke ved, at vi hver især gør vores – og bliver ved med det. Holde afstand, passe på hinanden, hjælpe dem der har det svært i en krisetid, gøre hinanden stærkere.

For vores ansatte på sygehuse og i omsorgsstillinger bliver de kommende uger hektiske. For mange af os andre bliver de ganske sikkert kedelige. Vores opgave er groft sagt at gøre så lidt som muligt – forholde os roligt. Indtil stormen er drevet forbi. Eller er gået i sig selv igen. Det lyder jo som en ganske overkommelig opgave. Men det er faktisk voldsomt svært at kæmpe mod den usynlige fjende. For hvad sker der, hvis vi trodser formaningerne om ikke at samles for mange et sted? Ikke noget. Intet som helst. I hvert fald ikke noget, vi kan se lige her, hvor vi står og går. Vi ser ingen blive syge eller dø. Og så er det let at glemme. At tage chancer.

Det er netop her, at fællesskabet skal stå sin prøve. At vi formår at hjælpe hinanden til at holde ved. At holde ud. Ikke fordi det nødvendigvis er udmattende og anstrengende. Men fordi vi skal sidde på vores hænder, mens andre står i frontlinjen og ser de direkte konsekvenser af vores uforsigtighed. De syge, de døde. Kom så, Danmark. Vi kan sgu godt. Vi vil.

Medarbejder portrætter Randers Amtsavis. Bo Hovgaard .
Annonce
Annonce
Danmark

Her er de nyeste corona-tal:

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Vi lærer at stå sammen, og det er godt for verden, selv om prisen er for høj.

Sandsynligvis var der mange, der følte en vis lettelse, da statsminister Mette Frederiksen mandag aften meddelte, at landets vuggestuer og børnehaver samt skolernes yngste klassetrin kan genåbne onsdag efter påske, hvis ellers vi fortsat kan opføre os fornuftigt. Mange småbørnsfamilier har været hårdt spændt for på det seneste, og mange hjemmearbejdende forældre har brug for den arbejdsro, der følger med regeringens beslutning om at befri dem for at drive hjemmeskole og passe egne arbejdsopgaver samtidig. Det giver god mening at genåbne Danmark på den måde, regeringen har valgt, men indbygget i regeringens valg ligger også fravalg af genåbning på mange andre måder. Selv om vuggestuer og børnehaver samt skolernes yngste klassetrin genåbner lige om lidt, vil vi fortsat leve i et samfund, der er mere lukket, end vi har oplevet det i generationer, og det vil fortsat sætte os alle på prøve. Store dele af detailleddet i dansk erhvervsliv vil fortsat være lukket i mindst en måned. De ældste elever i skolerne vil fortsat være hjemsendt og får aflyst deres afgangseksamen og overført deres årskarakter som eksamenskarakter. Danmarks grænser vil fortsat være lukkede. Sommerferien og hele sommeren vil sandsynligvis blive anderledes, end vi havde forestillet os. Der vil fortsat være forbud mod større forsamlinger - såsom folkemøder, festivaler og festuger a la den i Randers. Coronakrisen er ikke lige ved at være forbi. Om ikke før gik det måske op for mange af os, da statsministeren mandag aften forlængede forbuddet mod større forsamlinger sommeren over. Horisonten hedder ikke længere 2. påskedag - hvis vi da ellers havde håbet på det. Nu hedder den 1. september, måske. Sandsynligvis hedder den en dato, der ligger langt senere. Det bliver en lang sej kamp at komme fri af coronaens kløer, og vi får som lokalbefolkning, nation og verdenssamfund brug at stå sammen og blive ved med at følge vores nye og fornuftige leveregler i mange måneder endnu. Vi lærer at stå sammen, og det er godt for verden, selv om prisen er for høj.

Danmark

Live: Campingpladser kan holde åbent for gæster i påsken trods corona

Randers

31-årig havde hash i underbukserne

Annonce