Annonce
Østjylland

Det startede med en tømrerbiks: 2800 ansatte senere blev Ove og Kirsten godsejere

Det var en dag som denne, Ove Glerup tog sin kone med ud for at se Lynderupgaard, som dengang var total faldefærdigt. Men solen skinnede, og Kirsten Glerup forelskede sig i stedet. Havde det derimod regnet, havde parret næppe købt herregården. Foto: Morten Pedersen
Hvis du tænker, at et sted som Lynderupgaard er uden for almindelige menneskers rækkevidde, så tro om igen. De nuværende ejere kommer begge fra helt jævne kår og blev født på landet med toilet blandt køerne i stalden.
Annonce

Hjarbæk Fjord: - Goddaw! kom ind, kom ind, a har lige sat no' kaffe frem, do vil wel gern' ha en kop?

Kirsten Glerup tager imod på afvæbnende himmerlandsk, og enhver fordom om snobbede godsejere forsvinder som dug for en strålende vintersol.

Vi er på Lynderupgaard, der sidste år blev kåret som Danmarks næstsmukkeste herregård blandt en bruttotrup på over 700.

Et fornem anerkendelse af det grønne bindingsværkshus, som for 25 år siden var i en sørgelig forfatning. Da Ove og Kirsten Glerup overtog stedet i 1995, var den ene fløj bogstavelig talt ved at styrte i voldgraven, og indenfor piblede regnvandet ned gennem de utætte tage.

- Jamen, det så farligt ud. Udbygningerne var også lige til at vælte. Vi har haft fat i alt. Alt simpelthen, siger Ove Glerup, mens han og hans kone viser rundt i den store, gennemrenoverede herregård, hvoraf den ældste del er fra 1300-tallet.

Lynderupgård kort fortalt

Hvor: Herregården ligger nord for Viborg på den nordøstlige side af Hjarbæk Fjord.

Hvornår: Den ældste del af gården går tilbage til 1300-tallet, hvor den tilhørte bispestolen i Viborg

Historie: Lynderupgård er den ældste bindingsværksherregård i Danmark. Den trefløjede hovedbygning rummer både et stenhus fra omkring år 1400, og de resterende bindingsværksfløje er opført i 1500-1700-tallet.

Hvem der i sin tid fandt på at male bindingsværket grønt, vides ikke. Oprindelig har det været sort, men de nuværende ejere valgte i forbindelse med en gennemgribende renovering at lade den grønne farve bestå.

På gårdspladsen står et springvand med bronzestøbte indianerhoveder fra omkring år 1600. Der er tale om Danmarks formentlig ældste eksempel på et springvand, og man kan i øvrigt se en kopi af det i Den Gamle By i Aarhus.

Nu: Lynderupgaard er privatejet af Ove og Kirsten Glerup, der har brugt mange år på at totalrenovere både privatboligen og landbrugsbygningerne. Stedet er nu sat til salg som følge af, at ejernes er ved at være oppe i årene.

Annonce

Fra jævne kår

Det lå bestemt ikke i kortene, at hverken Ove eller Kirsten en dag skulle blive godsejere.

De blev født på hver sin bondegård i det nordlige Midtjylland. Hun havde otte søskende, han havde syv, og skulle man på toilettet, var det ud i stalden til køerne.

- Avisen blev sat på et spyd, så kunne man tørre sig med den, når man var færdig. Der skulle jo ikke gå noget til spilde. Vores børnebørn tror, det er løgn, når vi fortæller om, hvordan det var dengang, smågriner 74-årige Ove Glerup.

Han voksede op, Kirsten ligeså, deres veje krydsedes, og så blev de gift i 1967. Samme år startede Ove Glerup en enkeltmands tømrervirksomhed i landsbyen Raunstrup syd for Løgstør.

Med syv års skolegang og sine to hænder tog han fat. Og det skulle vise sig, at han var god til at bygge. Ikke bare huse, men i særdeleshed virksomheder.

Annonce

Fra 0 til 2800 ansatte

Efter 10 år havde tømrerfirmaet vokset sig så stort, at Ove og Kirsten Glerup flyttede værkstedet og de efterhånden 20 ansatte ind til Løgstør.

Opgaverne omfattede nu også totalentrepriser, men det var først, da Ove Glerup ved et tilfælde blev opfordret til at slå ind på produktion af døre, at tingene tog fart.

Faktisk blev dørene starten på et erhvervseventyr af de større, som i sig selv kan fylde en hel bog, men vi skal tilbage til fortællingen om Lynderupgaard, så vi spoler hurtigt frem til starten af 1990'erne.

På dette tidspunkt er Ove og Kirsten Glerup indehavere af dørfirmaet Vest-Wood, hvis 2800 ansatte på ugentlig basis producerer 45.000 døre.

- Vi blev børsnoteret i 1993, og vi voksede og voksede og købte virksomheder op nærmest hvert år. Så Kirsten og jeg kom til at stå ved en korsvej, hvor vi enten skulle vælge at være mindretalsaktionærer eller sælge og trække os tilbage fra den daglige drift. Vi valgte det sidste, siger Ove Glerup.

Med sig fik de en betydelig formue og besluttede i første omgang at tage et sabbatår efter at have knoklet med firmaet i årevis.

- Men det blev hurtigt kedeligt at sidde der og lave ingenting. Vi havde jo altid været vant til at bestille noget, indskyder Kirsten Glerup.

Lynderupgårds hovedygning er et af de ældste eksempler på bindingsværk i Danmark. Og helt sikkert et af de smukkeste. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Drømmen om at være landmand

Såh, hvad så?

Ove Glerup gik med en gammel drøm om at drive landbrug, så parret begyndte at afsøge markedet for større gårde, der var til salg. Helst nogenlunde i nærområdet, så de kunne bibeholde kontakten til venner og børn.

Bingo! På østsiden af Hjarbæk Fjord lå der noget, som hed Lynderupgaard, og det var stærkt til salg. Det havde tidligere været i Kjeldsen-slægtens hænder fra 1828 til 1981, hvor det var blevet afhændet på grund af økonomiske udfordringer.

Siden havde det skiftet ejer endnu et par gange, men det var i så elendig stand, at ingen havde kunnet overskue at gå i gang med de påkrævede renoveringer.

Ove og Kirsten Glerup er de nuværende ejere af Lynderupgård. De har brugt år på at sætte herregården i stand. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Noget gammelt lort

Det skader vel ikke at kigge, tænkte Ove Glerup, som tog alene af sted, da Kirsten var optaget af andre gøremål den dag.

Hun husker stadig tydeligt, hvordan ordene faldt, da han kom hjem fra sin besigtigelsestur:

- Det skal vi ikke røre! Det er noget rigtig, gammelt lort, sagde han. Nå, det var jo ærgerligt, tænkte jeg. Men så kørte vi alligevel forbi igen en aften. Vi gik oppe i skoven og kiggede ned over det. Solen skinnede, og det var rigtigt, at det var helt faldefærdigt, men jeg syntes simpelthen, det var så flot. Havde det nu regnet den dag og set rigtig trist ud, så havde vi nok aldrig købt det, siger Kirsten Glerup.

Men solen skinnede, og parret købte Lynderupgaard 1. november 1995, og så gik de i gang. Gennem tre år gik der 15 håndværkere på fuld tid og knoklede.

- Når man renoverer noget, der er så gammelt, så skal det jo være med respekt for historien. Det duer ikke med nye, snorlige linjer, når resten er skævt og har sat sig gennem århundreder. Så jeg sagde til tømreren, at nu skulle han lade lodstok og snor blive i bilen og nøjes med at bruge øjnene. Det var han heldigvis god til, siger Ove Glerup.

Bjælkerne her i loftet bærer gamle dyre- og jagtmotiver. De var skjult unde adskillige lag nyere maling, da Ove og Kirsten Glerup overtog godset. Kulturstyrelsen fandt bjælkerne så interessante, at de gav tilskud til at få dem ført tilbage i oprindelig stand.
Annonce

Riddersalens 40 cm

I dag består hovedbygningen af 1500 kvadratmeter bolig fordelt på de tre bindingsværks-længer. Dertil kommer omkring 6000 kvadratmeter lader, maskinhuse og så videre, som hører til den cirka 900 hektar store landbrugsbedrift.

Det mest utrolige er, at alle rum er møbleret og i brug.

- Ja, og så er vi kun to mennesker, griner Kirsten Glerup.

Da de overtog herregården, var den kold og klam og stort set tømt for møbler og indbo. Det var alt sammen blevet solgt fra af tidligere ejere for at dække udgifterne.

I dag pryder tidstypiske møbler igen samtlige gemakker.

- Det er selvfølgelig lidt en skam, at de historiske møbler er væk, men omvendt har det været sjovt at gå på jagt efter nye møbler og forsøge at få dem til at passe naturligt ind, fortæller Kirsten Glerup, mens hun går gennem den store riddersal, som i daglig tale kaldes 'den blå sal'.

- Hvor meget tror du gulvet falder herinde fra hjørne til hjørne, spørger Ove Glerup?

Man fornemmer tydeligt, at gulvet hælder. 15 centimeter?

- 40! Man siger, at når de holdt høstfest heroppe i gamle dage, så sørgede den gamle godsejer Kjeldsen altid for, at der dansede lige mange i hver ende. Ellers ville det brase sammen, sagde man.

Foto: Morten Pedersen
Annonce

En gave til eftertiden

Præcis hvor meget den omfattende renovering har kostet, holder parret for sig selv, man det er vist sikkert at sige, at det har kostet en herregård.

Kulturstyrelsen har givet tilskud til facader og tag og også spyttet i kassen til restaurering af nogle loftsbjælker, der var særligt interessante i en historisk kontekst. Men ellers har parret selv betalt hele molevitten af egen lomme.

- Vi har aldrig fortrudt, at vi gik i krig med det. Ikke et sekund. Nu kan det stå flere hundrede år igen og være til glæde for eftertiden. Et eller andet sted er sådan en historisk bygning jo vores allesammens. Det er vores fælles kulturarv. Jeg er glad for, at vi har brugt pengene på det i stedet for tant og fjas, siger Kirsten Glerup.

Dette oprindelige vindue er flere hundrede år gammelt. Foto: Morten Pedersen
Annonce

Det vil gøre ondt

Alt får som bekendt en ende, og nu er det snart tid til at starte et nyt kapitel i Lynderupgaards århundreder lange historie.

Hele herligheden er til salg for 185 millioner kroner, men så følger landbrugsdelen inklusive de 900 hektar jord også med.

- Ingen af vores børn har lyst til at overtage det, og vi har jo en dåbsattest, som vi er nødt til at forholde os til, siger 74-årige Ole Glerup og ser over på sin kone, der er et år yngre end han selv.

- Det kommer godt nok til at gøre ondt den dag, vi skal herfra. Men det er jo en livsstil, og den dag vi ikke kan passe det længere, så bliver det frygteligt at være her. Så vi håber, der kommer en god køber, som kan se det samme i det som os, og som vil føre det videre. Men jeg er faktisk ikke klar til at komme videre, siger Kirsten Glerup.

- Heller ikke mig. Men heldigvis bliver sådan noget jo ikke lige solgt fra den ene dag til den anden, siger Ove Glerup med et smil til sin kone.

Ove og Kirsten Glerup bladrer i fotomapperne fra årene, der gik. Billederne viser blandt andet, hvordan Lynderupgaard så ud, da de overtog det. Dengang var stedet faldefærdigt. Foto: Morten Pedersen
Billederne her er taget mens renoveringen stod på i sidste halvdel af 1990'erne. Herregården var misligholdt i en grad, så man tilbage i 1978 diskuterede, om det hele skulle rives ned. Foto: Morten Pedersen
Riddersalen. Det er ikke til at se det på billedet, men der er en niveauforskel fra det ene hjørne til det andet på 40 centimeter. Foto: Morten Pedersen
På gårdspladsen står dette springvand, som efter sigende er det ældste i hele landet. Det stammer fra 1600-tallet. Foto: Morten Pedersen
Stuen her ligger på førstesalen og bliver ikke brugt til daglig, men når der er gæster, kan man lige snuppe en drink i de bløde, blomstrede sofaer. Foto: Morten Pedersen
Den udskårede træfiguren her er ikke oprindeligt skabt til Lynderupgaard, men den passer perfekt ind i alkoven. Foto: Morten Pedersen
Landbrugsbygningerne udgør omkring 6000 kvadratmetre og er renoveret og ombygget med lige så sikker hånd som selve hovedhuset. Foto: Morten Pedersen
I 1534 blev Lynderupgård sat i brand af vrede bønder i forbindelse med Skipper Clements bondeoprør. Det blev sidenhen genopbygget. Ud over hovedbygningen hører der omfattende landbrugsbygninger til herregården. Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
Her er vi i hall'en. Foto: Morten Pedersen
Her er vi i spisestuen i den del af godset, der fungerer som 'det almindelige' hjem i dagligdagen. Foto: Morten Pedersen
Ove og Kirsten Glerup er de nuværende ejere af Lynderupgård. De har brugt år på at sætte herregården i stand. Foto: Morten Pedersen
Ove og Kirsten Glerup i riddersalen. Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
På et tidspunkt er der blevet udført en nødtørftig reparation af denne loftsbjælke i køkkenet. Den var lige ved at knække, men reparationen har nu holdt i 100 år eller mere. Foto: Morten Pedersen
Det gamle køkken for godsets tyende. Her spiser Ove og Kirsten Glerup ugentligt en god frokost sammen med de ansatte på gården. Foto: Morten Pedersen
Køkkenet. Foto: Morten Pedersen
Skoene fra Kirsten og Oves guldbryllup. Festen stod - lige som mange andre store familiefester så som konfirmationer - på godset. Foto: Morten Pedersen
Værelset her blev i fordums tid brugt som skolestue for godsets børn. Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
Der er dørkarme, og så er der herregårds-dørkarme. Foto: Morten Pedersen
Foto: Morten Pedersen
Der er også blevet plads til en bar med tilhørende poolbord. Foto: Morten Pedersen
Lynderupgaard byder også på et imponerende trofærum. Foto: Morten Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers For abonnenter

Henrik Knudsen efter selvmord i Elvis-familie: I den verden er der kun en ting, der tæller. Succes

Annonce