Annonce
Udland

Det ville være utænkeligt med en dansk Puigdemont

Grønland og Færøerne må gerne løsrive sig fra Danmark, men Catalonien må ikke rive sig fri fra Spanien. Hvorfor nu det?

"Puigdemont er vores præsident". Det mener en del catalanere. Lige nu sidder den catalanske leder i eksil i Belgien. Foto: Yves Herman/Reuters/Scanpix

Separatisme: Danmark havnede tidligere på ugen midt i en storpolitisk konflikt, da den catalanske separatistleder Carles Puigdemont under stor mediebevågenhed deltog i et debatarrangement på Københavns Universitet og dagen efter mødtes med en flok politikere på Christiansborg.

Puigdemonts besøg udløste en bølge af kritik, der blandt andet gik på, at den afsatte, catalanske leder blev tildelt en politisk platform, og at danske folketingspolitikere med deres imødekommenhed legitimerede den catalanske selvstændighedsbevægelse.

Det, mange i Europa frygter, er, at catalanerne kan inspirere andre europæiske regioner til hede drømme om uafhængighed.

Det tegner sig forskellige mønstre, når det handler om muligheden for nye stater at løsrive sig i nutidens Europa. Nogle har frihed til at opnå selvstændighed, for andre er det udelukket. Nogle tidligere oprørske regioner er faldet til ro efter årtier med terror og høje dødstal, mens andre oplever en væbnet konflikt i fuld skala.

Lige nu ser det sortest ud i Østukraine, hvor dødelige bataljer raser på fjerde år, og hvor stormagterne Rusland og USA rasler i kulissen.

Avisen Danmark har talt med lektor i historie, Lars Hovbakke Sørensen, om tingenes tilstand i et Europa, hvor løsrivelsestrangen nogle steder er åbenlys, og andre steder ligger på lur.

1

18. september 2014 havde skotterne chancen for at blive en uafhængig nation. Men da stemmerne var talt op, havde 55,3 procent af vælgerne takket nej. Foto: Paul Hackett/Reuters/Scanpix

Hvorfor kan Grønland og Færøerne få deres frihed, når Catalonien ikke kan?

- Grønland og Færøerne har altid haft en særlig status. De er jo en del af det danske rige, og det er jo noget andet, end hvis det var Fyn eller Sjælland, der ville løsrive sig. Grønland og Færøerne ligger geografisk langt væk fra Danmark, og så er der tale om befolkninger, som har en anden historie og kultur, og for grønlændernes vedkommende en anden etnicitet i forhold til danskerne generelt. Grønland og Færøerne har i mange år haft selvstyre, hjemmestyre og forskellige ordninger. Og nu har man fået helt præcise regler for, hvordan man kan løsrive sig. Betingelsen er, at man selv betale. I Spanien og Catalonien har man aldrig diskuteret den slags, fordi Catalonien er en del af selve riget, også geografisk.

En af årsagerne til, at Spanien har løsrivelsesbevægelser, baskiske, catalanske og andre, er, at Spanien for 500 år siden bestod af alle mulige stater, inden det blev forenet til det, der blev Spanien. Man kan sige, at det aldrig er lykkedes at få catalanere, aragonere, baskere og galicere til at føle sig som spaniere. Der er mange af dem, der stadig føler sig mere som galicere og catalanere end som spaniere. Man har aldrig fået dannet en fælles spanske nationalitetsfølelse. Man har i hvert fald aldrig fået gjort den særlig stærk, som man har i et land som Danmark.

Det ville jo være utænkeligt, at der ville komme en dansk Puigdemont og sige: Nu løsriver vi Himmerland eller Nordsjælland, i modsætning til, hvad der er tilfældet i Spanien.

2

Pro-russiske demonstranter hylder et frit Lugansk i april 2014. Folkerepublikkens løsrivelse fra Ukraine har kun opnået begrænset international anerkendelse.Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Scanpix

Hvorfor er områder som Nordirland og Baskerlandet tilsyneladende faldet til ro efter årtier med voldsudgydelser og mange døde?

Begge steder var der en stor krigstræthed i befolkningen på grund af voldelige konflikter. Og så er der generelt mest gang i løsrivelsesbestræbelserne, når de områder, der ønsker løsrivelse, er markant stærkere end andre dele af landet. Det kan få løsrivelsesbevægelserne til at blomstre op. Når folk for eksempel mener, at de skal betale til den øvrige del af landet. Det har i mange år været selvopfattelsen blandt baskerne, at man sagtens kunne klare sig selv. Men det er blevet knap så udtalt, fordi der er sket nogle forskydninger i forhold til, hvem der er rige og fattige i de forskellige dele af Spanien, især i forbindelse med den økonomiske krise. Nu er det typisk mere catalanerne, der har opfattelsen af, at de er rigere.

Det samme gælder forholdet mellem Nord- og Syditalien. De økonomiske konflikter mellem områderne betyder mere i økonomiske krisetider. Det er derfor, der har været så meget gang i løsrivelsesbevægelserne de senere år, men også at nogle steder er faldet til ro, fordi krisen ikke har været så udtalt som for fire-fem år siden. Det er typisk, at vi i nogle år har hørt meget til Lega Nord og den italienske løsrivelsesbevægelse, men måske ikke hører helt lige så meget til den længere, fordi det generelt går bedre med økonomien.

Når man ser på de historiske erfaringer, har der altid været mere gang i løsrivelsesbevægelserne, når der har været økonomisk krise. Det var i 70'erne, at vi sidste gang oplevede en opblomstring for de her bevægelser. Dengang gik det skotske nationalistparti meget frem, lige som det har gjort under den nye krise. Og det samme med de spanske separatistbevægelser, der havde deres storhedstid dengang.

3

Hvad er det specielle ved situationen i Ukraine?

Her har vi en fremmed magt, Rusland, som blander sig i et andet lands anliggender og puster til ilden, men det er kun noget, de kan gøre, fordi Ukraine i forvejen er et land, hvor befolkningen er delt i forhold til synet på Vesten og på Rusland. Nogle er meget prorussiske, andre er provestlige. Nu er det nok ikke så udtalt mere, fordi den ukrainske befolkning er blevet meget mere vestlige som en reaktion mod, at russerne har blandet sig.

Generelt må man sige, at der har vi lige som med Spanien har et eksempel på en stat, hvor der ikke er en særlig stærk fælles nationalitetsfølelse. Ukraine er jo en meget ny stat. Den har kun tidligere været selvstændig som stat nogle ganske få måneder i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Ellers har Ukraine aldrig været en selvstændig stat. Det blev det først i 1991, da Sovjetunionen brød sammen. Derfor har man aldrig haft en særlig opbygning af fælles national identitet, da det var et område, hvor befolkningen ikke har haft en særlig stærk fællesskabsfølelse.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Randers HK For abonnenter

Stort portræt af Katrine Larson: Guldpigen der gik en anden vej

Randers

Beredskabet bad om politi-assistance til at dæmpe unge bilister: - De ræsede om ørerne på os

Annonce