Annonce
Læserbrev

Efter år i Grønland: Vi behandler ikke grønlændere, som vi bør

"Der er et enormt hul i den almene viden og forståelse af det grønlandske folk, fordi der undervises mindre i kulturerne i rigsfællesskabet end i den europæiske kultur. For det grønlandske folk er så meget mere end de mennesker, der samles på Klostertorvet for at undgå ensomheden, det er også åbne, varme, ærlige og hårdtarbejdende mennesker. Mennesker, som med jævne mellemrum bliver udsat for nedladende behandling på grund af deres etniske herkomst", skriver Jesper Kjeldsen. Foto: Oliver Ørskov
Annonce

DEBAT: Søndag 13. september bragte Århus Stiftstidende et læserbrev skrevet af seks gymnasieelever på Marselisborg Gymnasium. De unge undrer sig over, at de andre medlemmer af rigsfællesskabet ikke fylder mere i undervisningen på folkeskole og gymnasier, og de stiller et vigtigt spørgsmål: "Behandler vi danskere grønlændere med den samme respekt, som de behandler os med?".

Jeg vil gerne kvittere for de unges meget velplacerede og tidsmæssige perfekt timede pointer og erklære mig enig med dem i, at vores forhold til det grønlandske folk og grønlandsk kultur desværre har udviklet sig til en skør accept af hyggeracisme og groteske fordomme. Og nej, vi taler ikke om kæmpeeskimoen, og nej, jeg taler ikke om alle, men for mange.

Vi er mange, der som en del af vores arbejdsliv har tilbragt år blandt grønlændere i Kalaallit Nunaat, som de selv har døbt deres land; menneskenes land. Selv har jeg besøgt verdens største ø et utal af gange gennem 10 år og boet der i lange perioder.


Når seks travle gymnasieelever tager sig tid til at give fællesskabet en velfortjent opsang, er det tegn på, at vi kan bevæge os væk fra uvidenhed og fordomme og blive et sandt rigsfællesskab. Men som de seks så passende skrev: "Ansvaret er vores".


Jeg har nogle af de bedste oplevelser i mit liv i Grønland. Nærværet, naturen og varmen fra de mennesker, jeg har mødt, er en del af mig som person i dag. Deres kultur, første parket til klimaforandringerne og det evige dilemma om relationen mellem vores to lande er grundsten i mit arbejdsliv i dag.

Jeg skylder Grønland meget. Derfor græmmer jeg mig, hver gang jeg hører mennesker, som burde vide bedre, hæfte beskrivelsen af en brandert op på et helt folk. Ligesom jeg græmmer mig, når vores grønlandske brødre og søstre får fornærmende tilråb i det offentlige rum.

Hvordan gik det til, at nogle her i Danmark behandler grønlænderne, som nogle amerikanerne behandler landets oprindelige folk? Det er ganske enkelt ikke i orden.

Jeg tror, de unge fra Marselisborg Gymnasium har ret, når de konstaterer, at der er et enormt hul i den almene viden og forståelse af det grønlandske folk, fordi der undervises mindre i kulturerne i rigsfællesskabet end i den europæiske kultur. For det grønlandske folk er så meget mere end de mennesker, der samles på Klostertorvet for at undgå ensomheden, det er også åbne, varme, ærlige og hårdtarbejdende mennesker. Mennesker, som med jævne mellemrum bliver udsat for nedladende behandling på grund af deres etniske herkomst.

Men der er heldigvis håb, for når seks travle gymnasieelever tager sig tid til at give fællesskabet en velfortjent opsang, er det tegn på, at vi kan bevæge os væk fra uvidenhed og fordomme og blive et sandt rigsfællesskab. Men som de seks så passende skrev: "Ansvaret er vores".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce