Annonce
Livsstil

Eksklusiv luksusrejse: Fra verdens top er udsigten bare bedre

På toppen af Muottas Muragl, lidt uden for St. Moritz, kan man nyde udsigten og sin frokost på en lille, overdækket bænk til to. Foto: Martin E. Seymour
Idéen om at tage på aktiv ferie om vinteren blev udklækket i den schweiziske by St. Moritz. I dag er alpebyen nær den italienske grænse fortsat et yndet rejsemål i de kolde måneder. Især for folk med penge på lommen. Der er intet mindre end fem femstjernede luksushoteller i den lille by. ”Eksklusiv” er blevet inviteret indenfor i et af dem: Carlton Hotel St. Moritz.
Annonce

Det er tydeligt med det samme, man står af toget i St. Moritz. Den lille bjergby med små 5000 indbyggere er en helt særlig feriedestination. Ikke kun fordi stedet ligger pittoresk omgivet af Toblerone-agtige bjergtinder til alle sider. Byen har også en helt speciel aura. Noget historisk. Noget eksklusivt, der nærmest lader luften med forventninger.

Ved stationen står chauffører med deres topmoderne minibusser klar til at fragte gæsterne til et af byens fem luksushoteller. Giardino, Kempinski, Kulm, Badrutt’s. Eller Carlton, som er vores destination.

Vi er en lille gruppe på fire, nordiske journalister, som hotelkæden Tschuggen Hotel Group har inviteret til Schweiz for at besigtige de tre hoteller, kæden har i alpelandet. Carlton Hotel St. Moritz er turens sidste stop. Kronen på værket.

Chaufføren tager vores kufferter, lægger dem om bag i bilen og kører os en lille kilometer op ad bjergsiden til vores hotel. Stedet tager sig majestætisk ud mod den blå himmel og de sneklædte bjerge. Vores ”gepäck” skal vi ikke bekymre os om. Den vil blive bragt op til vores værelse. Eller rettere - vores suite.

Og mens jeg ligger der alene i min kingsize seng og zapper gennem et hav af ligegyldige tysksprogede tv-kanaler, kan jeg ikke lade vær med at tænke over, hvor privilegeret jeg er. Og så tænker jeg over, om de mennesker, der er vant til at komme sådanne steder, tænker det samme. Fra artiklen.

Annonce

Kun sydvendte suiter

Carlton Hotel blev overtaget af familien Kipp-Bechtolsheimer i 1987 og blev dermed en del af Tschuggen Hotel Group. Frem til 2005 bestod hotellet af seks suiter, 69 dobbeltværelser og 20 enkeltværelser. I 2007 genåbnede hotellet efter en gennemgribende renovering med 60 suiter, som alle har udsigt mod syd til søen og Engadin-bjergene.

Vores vært Rahel Rohner, som er PR-chef for Tschuggen Hotel Group, fortæller med et smil på læben, at der er et enkelt rum på 35 kvadratmeter, som de synes, er for lille til at kalde en suite, men det er ikke noget, de skilter med. Der er også en penthousesuite på 386 kvadratmeter. Den vender vi tilbage til.

De øvrige suiter er på mellem 45 og 160 kvadratmeter. Jeg har fået nøglerne til en deluxe-variant på tredje sal. 70 kvadratmeter. Helt for mig selv.

Jeg træder ind i en entré. Til venstre er der en garderobe til overtøjet. Entréen forsætter efter et par meter videre forbi minibaren og Nespresso-maskinen. Et knæk til venstre forbi gæstetoilettet. Til højre, lige før stuen, ligger det store soveværelse. En kingsize seng med et fornemt udsmykket hovedgærde af læder. Skabsplads nok til en mindre familie. I forlængelse heraf badeværelset med to vaske, karbad, bruser, toilet og bidet, naturligvis.

For enden ad gangen ligger stuen. Farverne er holdt i guld, brunlige, karrygule og olivengrønne nuancer. Møblementet er stilfuldt, men også ret altmodisch: Et rundt teaktræsbord med tre stole betrukket med brunt læder. En fjerde stol ud for et ikke-imponerende skrivebord. Smukke, gamle lysekroner. Sofagruppen med to stole i olivengrøn velour omkredser et lavt kaffebord med en lille hilsen fra hotellet i form af petit fours og noget, der ligner turkish delight. Det må vente til senere. Jeg skal ned og have klassisk afternoon tea.

Teen bliver serveret foran pejsen i det store loungeområde på stueplan. Der er dækket op med håndmalet, russisk porcelæn. Blåt og hvidt med guldkant. Listen med te er lang og byder på et utal af varianter. Jeg er ret konservativ, når det kommer til te og vælger English Breakfast Tea. Mens vi venter på fadene med små sandwicher, scones med clutted cream og syltetøj og kager i alle afskygninger, får vi skænket et glas champagne, Louis Roederer. Jeg læner mig tilbage i sofaen og indsnuser atmosfæren til lyden af hyggepianisten, der spiller temaet fra James Bond. Jo, det her kunne jeg såmænd nok vænne mig til.

Annonce

To lys på et bord

Efter teen får vi et par timer til at gøre os klar til aftensmaden, som vi skal indtage i penthousesuiten, der blev indrettet i hotellets loft i 2012. Tre soveværelser med eget bad og toilet, fem altaner med udsigt over hel området, en arbejdskrog med bibliotek og en stue på størrelse med en pænt stor lejlighed.

Penthousesuiten virker dog ikke voldsomt stor. Der er lavt til loftet, synlige bjælker, og indretningen er stilfuld og hyggelig. Der er dækket op i det lille indhug, der udgør spisestuen. Vi tager plads i sofagruppen ved pejsen, får et glas champagne og hører på røverhistorier om pengeskabet, som ingen har kombinationen til, og som man derfor ikke ved, hvad indeholder; og om rigmanden, der bookede sig ind i penthousesuiten med sin familie, men som samtidig bookede hele etagen under for at værne om privatlivets fred.

Vi spiser ikke i penthousesuiten, blot for vise den frem. Som gæst på Carlton Hotel er det er faktisk muligt at få serveret en såkaldt “private candlelight dinner” i de smukke lokaler, som vi får det.

Aftenens menu står på fire retter: en frisk tatar af yellowtail amberjack (en art makrel) med æble og fermenteret blomkål, en intens tagliolini med sorte trøfler, smukt tilberedt schweizisk oksefilet og en delikat sfære lavet af røde bær til dessert. Vinene er også udsøgte. Især Éo blanc fra Statskellerei i Zurich på chardonnay-druen - med en fin mineralitet og et hint af banan i næsen - er et spændende bekendtskab.

Vores vært, Rahel, spørger, om vi har nydt middagen, og vi nikker alle fire samtykkende.

- Så skal I glæde jer til i morgen, siger hun med et skælmsk smil.

Det er altid rart med noget at se frem til.

En weekend for to på Hotel St. Moritz

Vil du gerne have samme oplevelse på St. Moritz og have din udkårne med, kræver det et greb dybt i lommen. Nedenfor kan du prisen på det hele for to. Priserne afhænger af kursen på schweiziske franc, som vi har sat til 7,00 kroner.

Deluxe suite to aftener 38.080 kroner

Afternoon Tea med bobler: 966 kroner

Private candlelight dinner (ekskl. vin): 3.500 kroner

Outdoor butler i tre timer: 3.150 kroner

Frokost på Muotas Muragl inkl. transport: 1.000 kroner

Massage: 3.360

Otte-retters menu på Da Vitorrio (ekskl. vin): 3.220 kroner

I alt 53.276

Annonce

På tur med butleren

Morgenmaden bliver indtaget i Restuarant Romanoff, som også stod bag den storslåede middag i penthousesuiten. Der er ikke mange gæster. Man føler sig lidt ”klein” i det store lokale. Her kan man virkelig tale om højt til loftet. Jeg tager plads ved et af de store vinduespartier og bestiller en dobbelt espresso med varm mælk og egg florentine, som er en vanvittig lækker morgenmadsspise bestående af pocherede æg, spinat og hollandaise oven på ristet brød. Der er champagne i buffeten. Jeg kan ikke dy mig. Da tjeneren kommer med min kaffe, har han også et lille shot juice med. Han har nok tænkt, at jeg også skulle have nogle vitaminer.

Formiddagens program står på en tur ud i det blå med hotellets outdoor butler, Othmar Baggenstos. Othmar er i begyndelsen af 60’erne og har tidligere arbejdet for Swissair og Mercury Urval, inden han for halvandet år siden slog sig ned som butler i St. Moritz. Slank, velklædt og med et servicesmil, der smitter, viser han os i første omgang rundt i byen og fortæller lidt om dens historie.

Om hvordan hotelejeren Caspar Badrutt i 1860’erne udfordrede nogle engelske sommergæster til også at besøge St. Moritz om vinteren. Hvis ikke de kunne lide det, ville han dække deres rejseomkostninger. Ifølge overleveringen blev de der i flere måneder. Det var efter sigende startskuddet til vinterturisme. Ikke kun i Schweiz, men i hele alpeområdet.

St. Moritz har stadig stor tilknytning til England. Det legendariske kælkeløb The Cresta Run bliver stadig afholdt, og klubben, der blev stiftet af engelske vovehalse i 1880’erne, eksisterer stadig. Byen er også vært for verdensmesterskaberne i snepolo. Vi slår et smut forbi bobslædebanen, hvor turister for den nette sum af 2000 kroner kan mærke suset rundt i isbanen i de to minutter, turen varer. Vi tager i stedet op på bjerget Muottas Muragl for at spise frokost.

Vuet fra toppen er i ordets bogstaveligste forstand bjergtagende. St. Mortiz sælger området med sloganet “On top of the world” (på toppen af verden, red.), og det kan man godt forstå, når man står og kigger på dalen og de omkringliggende bjerge. Frokosten indtager vi i små shelters, hvor man kan sidde med et tæppe over sig og slå et lille solsejl ud. Bare en lille sandwich. Vi har fået at vide, at vi endelig ikke må spolere appetitten til aftensmaden. Efter frokosten går vi lidt rundt i området. Der er flere vandreruter, men vi har ikke tid. Jeg har en aftale klokken tre tilbage på hotellet.

Carlton Hotel St. Moritz

Carlton Hotel St. Moritz slog første gang dørene op for overnattende gæster i julen 1913 - som det femte femstjernede hotel i den lille alpeby St. Moritz. En succesrig første vintersæson blev dog overskygget af udbruddet af Første Verdenskrig.

Efter krigens afslutning i 1918 blev Carlton Hotel opkøbt af Schweizerische Volksbank. Hotellet lukkede igen i 1939. Denne gang på grund af udbruddet af Anden Verdenskrig.

Hotellet åbnede igen i vinteren 1947/48. Alfred Koch blev administrerende direktør eller general manager, som det hedder. Alfred Koch var søn af entreprenøren Valentin Koch-Robbi, der havde været med til at bygge hotellet 35 år tidligere

Familien Kipp-Bechtolsheimer overtog hotellet 1987 og Carlton Hotel blev dermed en del af Tschuggen Hotel Group.

Hotellet, som frem til 2005 havde bestået af af seks suiter, 69 dobbeltværelser og 20 enkeltværelser, gennemgik en omfattende renovering. Halvandet år efter i 2007 genåbnede hotellet nu med blot 60 suiter, der alle er sydvendte og har udsigt til søen.

I 2012 åbnede penthousesuiten, der med sine 386 kvadratmeter er den største hotelsuite i St. Moritz.

For mere information se: www.tschuggenhotelgroup.ch/

Annonce

Michelin dessertparty

Det er blevet tid til at kaste et blik på spa-faciliteterne. 1200 kvadratmeter fordelt på tre etager. Jeg lægger ud med en times massage. Herefter bevæger jeg mig ned til pool-området. Der er tre bassiner: Et varmtvandsbassin, hvor det også er muligt at svømme udenfor. Et bassin, hvor vandtemperaturen er som i en svømmehal, og et bassin, hvor vandet er isnende koldt. Efter en skyller prøver jeg alle tre i nævnte rækkefølge, men vender tilbage til varmvandsbassinet. Der er ikke noget, der slår at ligge og flyde udenfor med kig til stjernerne og de sneklædte bjerge.

Tiden løber fra mig, og jeg når ikke at opleve saunaerne. Jeg skal tilbage til min suite for at gøre mig klar til aftenens middag på hotellets Michelin-restaurant, Da Vittorio. Ja, samme Da Vittorio, som har en trestjernet restaurant lige uden for Bergamo i Italien. Filialen i St. Moritz har dog kun én Michelin-stjerne (2019-guiden).

Restauranten har et klart mere moderne udtryk end Romanoff. Rummet er inddelt i små hyggekroge, og der er Warhol-agtigt kunst på væggene. Loftet er sænket, lyset og stemningen er intim. Man føler sig godt tilpas - måske fordi man ikke skal bekymre sig om regningen.

Vi lægger fra land med nogle snacks og et glas årgangsbobler (2013) fra Ferrari. Aftenens køkkenchef er Paolo Rota, souschef under Enrico og Roberto Cerea, der ejer og driver de tre Da Vittorio-restauranter.

Det var et godt tip at skærpe appetitten i løbet af dagen. Efter fire snacks, som alle smager fortræffeligt, får vi den ene veludførte ret efter den anden. Carpaccio af amberjack (du husker nok makrelfisken) med kamille, gulerod og grapefrugt. Et cocktailglas med en bellini (en italiensk aperitif, red.) af rejer og fersken. Lynstegt scampo med mandelcreme, risotto med torsk og spellobønner, fyldt pasta med polenta og sort trøffel og mere amberjack, lynstegt med papirtynde skiver artiskok.

Syvende servering er dessert. Ikke én dessert. Men et festfyrværkeri af søde sager. Hovedsageligt smørmættet dej: små cannelloni, berlinere, profiteroles, panetonne. Festens absolutte hovedattraktion er dog æbletærten samlet af hundredvis af tynde skiver æbler. Håndværk, smag og konsistens til perfektion. Den slags perfektion der koster tid og penge.

Mæt og lykkelig - og nok også en smule beruset - går jeg op til mit værelse - undskyld, min suite. Og mens jeg ligger der alene i min kingsize seng og zapper gennem et hav af ligegyldige tysksprogede tv-kanaler, kan jeg ikke lade vær med at tænke over, hvor privilegeret jeg er. Og så tænker jeg over, om de mennesker, der er vant til at komme sådanne steder, tænker det samme. Måske er de seneste to dage, som jeg har oplevet som noget overdrevet og ekstraordinært, for dem lige så almindeligt som et kroophold i Midtjylland. Og jeg bilder mig ind, at jeg værdsætter det mere, netop fordi det er en once-in-a-lifetime-oplevelse. Og så tænker jeg over, hvordan det må være at kunne tage på ferie på den her måde år ud og år ind. Jeg falder i søvn.

Næste morgen vågner jeg og føler mig lidt som Jeppe - du ved, ham på bjerget. Det er slut. Jeg skal tjekke ud. Jeg får lige det sidste med i form af endnu en omgang egg florentine med bobler og et varmt karbad. Da consiergen tager imod min nøgle, ønsker han mig en god dag og siger, han håber at se mig igen.

Det håber jeg også. Men i Bentley’en på vej til stationen ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske.

Gæster på Carlton Hotel kan for 1750 kroner pr. kuvert bestille en intim "candlelight dinner" i hotellets penthousesuite, hvis den altså er ledig. Foto: Martin E. Seymour
Morgenmaden bliver serveret i Restaurant Romanoff. En klassisk indrettet restaurant med hvide duge og sølvbestik. Buffeten er velassorteret, men der er også mulighed for at bestille retter fra et a la carte-kort. Foto: Martin E. Seymour
Carlton ligger flot op ad bjergsiden. Fem minutter på gåben ned ad en sti, og man er nede i byen St. Moritz, hvor man kan gå på indkøb hos Dolce & Gabbana, Cartier, Gucci eller Bottega Veneta - alt afhængig af, hvad man mangler. Er man til chokolade, kan jeg anbefale Läderach. Foto: Martin E. Seymour
Suiterne mangler intet. Der en stor seng, masser skabsplads, stort badeværelse med karbad, gæstetoilet og en stor stue, hvorfra der er en vanvittig flot udsigt ud over dalen. Foto: Martin E. Seymour
Hotel Carlton har en Bentley, som gæsterne kan blive kørt rundt i uden ekstrabetaling. Dog kun inden for bygrænsen. Foto: Martin E. Seymour
Hvad enten man spiser på Romanoff eller Da Vittorio, der har én Michelinstjerne, er maden smukt anrettet og smager fortræffeligt. Foto: Martin E. Seymour
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers FC

Så lykkedes det på hjemmebane: Randers FC kontrollerede mod fynboer

Danmark

Det antropocæne kulturlandskab

Danmark

Fund af corona-virus i hunde og katte: Fødevarestyrelsen afliver katte på minkfarm

Randers FC

Genlæs livebloggen: Randers FC vinder med 2–1 over OB

Østjylland

Peter 'PC' Christiansen får nyt job i FC København: AGF suspenderer ham med øjeblikkelig virkning

Annonce