Annonce
Livsstil

En gang ryger, altid ryger - selv som ikke-ryger

Tegning: Gert Ejton
Annonce

30. august er og bliver en vidunderlig dag. Ene og alene af den grund, at det var i dag for nu 52 år siden, jeg kom til verden.

Nu ved jeg godt, at det ikke er specielt unikt at have fødselsdag 30. august. Hver dag fødes der på verdensplan omkring en kvart million børn. Et slag på tasken, vil jeg tro, at et sted mellem 10 og 12 millioner mennesker kan fejre fødselsdag netop i dag.

Det gør dog ikke dagen mindre speciel for mig. Jeg dyrker nærmest at have fødselsdag. Det er den ene dag om året, hvor jeg uden omsvøb og frygt for jantelovsfeedback tillader mig at sige: Fokus på mig!

Nu er det ikke sådan, at der går Trump i den. Jeg udstikker ikke tåbelige dekreter eller bliver fornærmet og mavesur, hvis ikke alle gør, som jeg siger. På ingen måde. Men med tiden har jeg indført nogle traditioner, som gør dagen til min helt egen.

En af de traditioner er, at jeg ser filmen “Smoke” med manuskript af den amerikanske forfatter Paul Auster. Handlingen udspiller sig i et boligområde i Brooklyn, hvor Harvey Keitels karakter, Auggie, har en tobaksforretning. William Hurt spiller forfatteren Paul Benjamin. Han køber sine cigarillos i butikken, og ved et tilfælde støder han ind i den unge Rashid (spillet af Harold Perrineau), der er stukket af hjemmefra. Hvad filmen handler om er svært at forklare. De tre hovedfigurers livsbaner bliver uden overdreven dramatik vævet ind i hinanden, men hvad de hver især får ud af mødet med hinanden er mere diffust. Vægtløst som røg.

Filmen er fra 1995. På det tidspunkt var jeg ret vild med Paul Auster - det er jeg på sin vis stadig, selv om det er længe siden, jeg har læst noget af ham. Jeg var også helt pjattet med at ryge. Det var ligefrem en del af min identitet.

Det var dengang, jeg havde fipskæg og ørenring og arbejdede på café og spillede jazzguitar og læste på universitet og endnu ikke havde besluttet mig for, hvad jeg ville være, når jeg blev voksen. Herregud, jeg var kun 27 år.

Jeg rullede selv. Rizla-papir og Golden Virginia-tobak, som jeg tændte med min Zippo-lighter i messing. Mine forældre havde en bekendt fra England, der kunne rulle en cigaret med én hånd. Det niveau nåede jeg aldrig, men jeg lærte mig at åbne og tænde min Zippo-lighter på flere forskellige smarte måder: med knips, butterflyknivmetoden mod pegefingeren, den rullende bevægelse hen over låret.

Jo, jo, skulle du have ild, var jeg klar.

Pibe var også noget, der krævede øvelse. At få piben stoppet, så den havde det perfekte træk. De disciplinerede, rolige hiv, så man ikke røg piben varm, men stadig holdt liv i den. Tungen, der skulle tilvænnes den tætte røg.

Jeg gik ikke ned på udstyr og havde både tobakspung og pibetaske, så jeg altid havde en tobak, pibe, udskraber og piberenser ved hånden. Jeg savner det stadig: Den rituelle rensning af piben. Forberedelsen af tobakken. Den gråblå sky af røg, der steg til vejrs efter første tændstik (aldrig Zippo-lighter). Den sødlige duft af virginiatobak og den efterfølgende ro ved tanken om, at nu og de næste mange minutter frem skulle man bare sidde i sin stol og ryge.

Alt det ændrede sig op gennem slut-90’erne og 00’erne, hvor det blev socialt uacceptabelt at ryge indenfor. Med tiden og med stadig strammere lovgivning på området blev det mere og mere bøvlet og underligt at ryge. Så jeg stoppede.

I dag betragter jeg mig selv som ikke-ryger. Bevares, er jeg i festligt lag, kan jeg stadig finde på at ryge andre folks cigaretter. Nytårsaften tænder jeg da også en god cigar, mens resten af byen tænder op under fyrværkeriet.

Nogle vil måske mene, at det er hyklerisk. Enten eller og alt det der. Fred være med det. Det kan være svært nok at håndtere sin egen samvittighed uden også at skulle forholde sig til andres. Jeg er med på alle de sundhedsskadelige konsekvenser, som rygning forårsager, men tobak er mere end blot en dræber. Den kan skabe et rum med tid og plads til bare at være.

"Du forstår det aldrig, min ven, hvis ikke du sætter hastigheden ned," som figuren Auggie siger i filmen “Smoke”.

Så i aften, når gæsterne er taget hjem, vil jeg for gud ved hvilken gang sætte “Smoke” på. Og måske, når den er færdig, vil jeg nyde en enkelt cigarillo og tage mig tid til bare at ryge ... ude i værkstedet, naturligvis.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce