Annonce
Navne

En omvendt gave: Hjernehindeblødning gav Karen det sidste skub i retning af drømmelivet

Karen Franciska Hørup med gravhunden Luna, som hun sjældent forlader huset uden. - Luna er min lykkepille, som hun siger. Foto: Jens Thaysen
I 2016 fik Karen Franciska Hørup en omvendt gave, da en medfødt aneurisme bristede i hendes hjerne. Det blev begyndelsen til et nyt liv, hvor hun blev bedre til at sætte sig selv i fokus og springe ud i ting, hun ikke turde før. Erfaringerne er siden blevet til en bog, for hun vil gerne inspirere andre til også at leve det liv, de drømmer om.

HØJBJERG: Det var en varm pinsedag, og solen strømmede ud ad vinduet. Den dengang 54-årige Karen Franciska Hørup var sammen med sin kæreste, da en underlig fornemmelse pludselig bredte sig i hendes krop. Noget føltes forkert. Hun blev svimmel.

Karen Franciska Hørup husker, at hun stillede sig hen til vinduet for at få luft, og pludselig eksploderede hendes hoved. Eller sådan føltes det i hvert fald.

- Jeg var nødt til at holde fast om hovedet, for jeg følte, det var ved at falde fra hinanden, og jeg skreg som en sindssyg. Det gjorde så vanvittigt ondt, fortæller hun.

Annonce


Min mors død lærte mig, at man ikke skal udsætte ting her i livet. Det var en katastrofe at miste hende, og jeg kunne på det tidspunkt slet ikke se, hvad det var for en 'omvendt gave', livet havde givet mig. Men jeg kunne jo samtidig ikke lave det om

Karen Franciska Hørup, forfatter og samtaleterapeut


Det var en aneurisme, der bristede i hjernen, men det ved Karen Franciska Hørup ikke på det tidspunkt. Alt, hun ved, er, at det føles som om, hendes hjerne er ved at blive kløvet i to.

Først senere finder hun ud af, at hun har fået en hjernehindeblødning, som netop betyder, at en udposning - eller aneurisme som det hedder - på en af hjernens blodårer brister.

I Karen Franciska Hørups tilfælde er det en medfødt aneurisme. Hun kunne derfor hverken have gjort fra eller til. Aneurismen var sikkert bristet på et tidspunkt uanset hvad.

- Da jeg senere kom hjem og googlede, hvad det var, tænkte jeg: 'fuck mand', siger hun.

At skamme sig over at være rask

Karen Franciska Hørup kom på hospitalet og blev lagt til observation. Lægerne ville finde ud af, om hun kunne nøjes med en såkaldt coiling, der er et lidt mindre indgreb og den hyppigste behandlingsmetode, eller om hun skulle opereres. Det endte med det sidste.

- Jeg blev nærmest hastet på operationsbordet, for jeg fik en ny blødning og mistede bevidstheden, hvor lægerne ikke kunne vække mig, fortæller hun.

Hun var allerede langt væk og husker ikke andet fra operationen, end at hun med næb og kløer forsøger at holde fast i livet.

- Jeg fortalte døden, at han godt kunne smutte, for jeg var langt fra klar til at tjekke ud, siger Karen Franciska Hørup.

Hun fik monteret en metalclips på den bristede aneurisme, der stoppede blødningen.

Karen Franciska Hørup var i 2016 indlagt på Skejby Universitetshospital efter, at en medfødt aneurisme bristede i hjernen på hende. Hun blev opereret og fik sat en metalclips på den bristede aneurisme. I dag har hun stort set ingen men efter forløbet, men hun har lært sig selv at slappe af for ikke at overbelaste hjernen. Privatfoto

Siden er hun kommet sig stort set uden men, men at være umiddelbart rask efter sådan et forløb har sat sine spor i Karen Franciska Hørup.

- Jeg følte mig rask, og jeg fejlede jo som sådan heller ikke noget, men det troede lægerne ikke på. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg bare sådan var kommet over det, siger hun og fortsætter:

- Det er rædselsfuldt, at man føler sig 'rask' men alligevel bliver mødt af folk, der mener, at der må være noget galt. Det var næsten et værre traume end hjernehindeblødningen i sig selv.

Senere kom hun på Hammel Neurocenter, og også her blev hun mødt af personale, der havde svært ved at forstå, at hun tilsyneladende virkede til at være kommet over hjernehindeblødningen uden men.

- Jeg tudede virkelig over det! Jeg skammede mig over at være rask, og jeg syntes næsten, det var forfærdeligt, at jeg havde det så godt. Samtidig følte jeg mig som en rask, der var lukket inde på en åndssvageanstalt. Folk forstod mig ikke, siger Karen Franciska Hørup.

Annonce

En brat opvågning

For nogle kan det være nemt bare at læne sig tilbage og være 'hende den syge', men ikke for Karen:

- Man kunne nemt falde ned i en offerrolle, men det ville jeg ikke, for det ligger ikke til mig. Jeg nægtede at overgive mig til sygdommen.

I stedet for at se på hendes sygdom som noget, der var synd for hende, begyndte hun at se på den som en gave.

- Det var ikke en gave i første omgang, men nu havde jeg fået den, og så kunne jeg lige så godt pakke den op og se, hvad der var i den. Den blødning er det værste, der er sket for mig, men den er også det bedste. Jeg lærte endnu engang, at man ikke skal udsætte ting, siger hun.

Hjernehindeblødning

Hjernehindeblødning (på lægesprog kaldet subaraknoidalblødning) er en hjerneblødning, der primært sidder placeret mellem hjernens hinder. I langt de fleste tilfælde skyldes blødningen, at en udposning på en af hjernens pulsårer brister. Når det sker, får man ud af det blå en ubeskrivelig hovedpine.

Symptomerne på hjernehindeblødning er derudover kvalme og opkastning, nakkestivhed og eventuelt let feber. Flere personer mister også bevidstheden i det øjeblik, bristningen sker.

Der findes godt 500 nye tilfælde af hjernehindeblødning i Danmark hvert år. Mere end 15 procent dør i det øjeblik, hvor blødningen sker, og resten er ofte svært påvirkede resten af deres liv. Under 1 procent kommer sig stort set uden men.

De fleste, der rammes, er omkring 50 år, og der er en overvægt af kvinder, der rammes af hjernehindeblødning. Størstedelen har tidligere været raske.

En hjernehindeblødning kan man behandle på to måder:

  1. Med såkaldt coiling, der er den hyppigste behandlingsform. Her fører man en tynd slange ind i en pulsåre i lysken. Slangen føres videre op til hjernen og frem til det sted, hvor bristningen befinder sig. Den lukker man ved at lægge tynde metalspiraler i hulrummet. Herefter vil det omkringliggende blod i udposningen størkne og dermed forhindre en ny blødning. Behandlingen kræver efterfølgende hyppige kontroller og god opfølgning - og eventuelt efterfyldning af coilmateriale.
  2. Med en operation, hvis aneurismen har en facon eller placering, der gør det svært at fuldføre coilbehandling. Her åbner man kraniet - typisk ved tindingen. Herefter finder man aneurismet og aflukker det med en metalclips. Risikoen for komplikationer er lidt større end ved coiling, til gengæld sikrer det aneurismet, og der er som udgangspunkt ikke behov for genbehandling.

For Karen Franciska Hørup er det ikke uvant at tænke på det, som livet byder en, som en omvendt gave. Hendes mor døde af kræft, da Karen Franciska Hørup var 23 år gammel.

- Min mors død var en opvågning. Det lærte mig for første gang, at man ikke skal udsætte ting her i livet. Det var en katastrofe at miste hende, og jeg kunne på det tidspunkt slet ikke se, hvad det var for en 'omvendt gave', livet havde givet mig. Men jeg kunne jo samtidig ikke lave det om, siger hun.

Med freerideren spændt bag på den lille boble tager Karen Franciska Hørup tit på tur i både ind- og udland. Den lille minicaravan indeholder en sengeplads og bagi vognen er der køkken, så det er nemt at komme på tur. - For mig er freerideren lig med frihed. Jeg kan selv køre med den, og den indeholder alt, hvad jeg skal bruge, siger hun. Foto: Jens Thaysen

Begrebet 'en omvendt gave' bruger Karen Franciska Hørup også for netop ikke at falde hen til offerrollen, for hun vil ikke bare have ondt af sig selv.

- Man kan ikke lave om på virkeligheden, når noget er træls, men i stedet se på hvordan man får det bedste ud af den givne situation. Man kan altid lære noget, også selv om man ikke forstår det til at starte med, siger hun.

Annonce

At starte i terapi

Karen Franciska Hørup startede i terapi et år efter morens død både for at bearbejde sorgen men også for at arbejde med sig selv. Hun skulle blandt andet lære at vise sårbarhed og at tage hensyn til sig selv og ikke kun andre.

Efterfølgende besluttede hun sig for selv at læse til terapeut. Grundet ordblindhed og uddannelsesniveau måtte hun finde en anden vej end den traditionelle på universitetet. Derfor læste hun først på krops- og gestaltterapeutuddannelse og kombinerede det senere med kognitiv terapi.

Karen Franciska Hørup

Karen Franciska Hørup er 59 år gammel. Hun er født og opvokset i Skive men har boet i Aarhus siden midten af 1980'erne.

Mor til to og i dag bosat i Højbjerg.

Hun har arbejdet med psykologi siden 2001 og er uddannet krops- og gestaltterapeut. Karen Franciska Hørup har specialiseret sig i kognitiv terapi og særlig sensitiv personlighed. Hun har arbejdet med det som samtaleterapeut på sin egen klinik siden 2001. I dag har hun et tværfagligt samarbejde med læger og socialrådgivere.

Fik i 2016 en hjernehindeblødning. Hun overlevede stort uden men, men skal være meget opmærksom på ikke at presse hjernen for meget, så den bliver for træt. Derfor arbejder hun lidt mindre end hun gjorde før. 

Karen Franciska Hørup har netop udgivet bogen 'En vild rejse', der tager udgangspunkt i hendes egen personlige historie, der udover hjernehindeblødning blandt andet tæller moderens tidlige død og to skilsmisser. Bogen er udgivet på forlaget Muusmann.

I dag har hun mere end 15 års erfaring som samtaleterapeut.

- Jeg føler endelig, at min skæve personlighed er kommet mig til gode. Jeg er god til at sætte mig i mine klienters sted, og det er også tit det, jeg hører fra dem - de føler sig set og hørt, siger hun.

Annonce

Rejsen til Italien

Da Karen Franciska Hørup i 2016 fik en hjernehindeblødning, var det dermed sidste skub til at påbegynde den rejse, hun havde drømt om i flere år. En tur til Italien i sin elskede freerider - en minicaravan - helt alene. Eller næsten, for gravhunden Luna, som Karen Franciska Hørup sjældent forlader huset uden, skulle også med på turen.

- Jeg ville gerne rejse selv, men jeg havde altid et hav af undskyldninger, der primært gik på, at jeg ikke turde gøre det, siger hun.

På vej hjem fra sin fire uger lange rejse til Italien gjorde Karen Franciska Hørup holdt ved et kloster i Østrig, hvor en af munkene var særligt interesseret i det lidt specielle vogntog. - Det er lidt som at komme gående med en hundehvalp. Alle synes, at det er en sød konstellation, og vil gerne høre mere, fortæller Karen Franciska. Privatfoto

Efter at have været konfronteret med døden kastede hun sig ud i det. Først øvede hun sig på små ture rundt omkring i Danmark.

- Jeg skulle både teste, om jeg kunne være alene så længe, og om jeg kunne køre med freerideren og eksempelvis bakke den eller vende på snævre steder, siger Karen Franciska Hørup.

I april 2019 gik turen så mod Italien med Luna på passagersædet og freerideren spændt på den lille bil.

Karen Franciska Hørup fik i 2016 en hjernehindeblødning. I dag beskriver hun den som det bedste og det værste, der nogensinde er sket for hende. - Jeg blev mindet om, at jeg ikke havde 500 år at leve i, siger Karen der efterfølgende fik modet til at gøre nogle af de ting, hun ikke turde før. Foto: Jens Thaysen

Undervejs begyndte tanken om at skrive en bog endnu en gang at spire, og på turen fik hun også mulighed for at nedfælde både oplevelser og tanker på skrift.

- Når man rejser, har man lyst til at dele alt det, man ser og oplever, med andre, men det er svært, hvis man rejser alene. Jeg begyndte derfor at dele lidt på de sociale medier, som jo er fantastisk til det. Så kan dem, der har lyst, følge med, og dem, der ikke gider, kan bare scrolle forbi, siger hun.

Hun er ordblind, og derfor lå det ikke nødvendigvis lige til højrebenet for hende at skrive en bog.

- Lysten har været der, men jeg har altid tænkt, at jeg aldrig kommer til at skrive en bog. Det virkede helt utænkeligt. Men hvis man skriver fra hjertet, så kan det altså godt lade sig gøre, siger hun og griner:

- Og selvfølgelig at man har nogle gode folk, der kan læse den igennem for stavefejl.

Annonce

- Hvis jeg kan, kan du også

Bogen er blevet alt det, Karen Franciska Hørup selv drømte om i en bog, da hun blev syg.

- De fleste fortællinger ender skidt, for det gør det jo desværre for de fleste, men jeg savnede noget, der kunne give håb. En der var kommet ud på den anden side og havde det forholdsvis godt, siger hun.

Karen Franciska Hørup spændte sidste sommer freerideren bag på bilen og kørte til Norge. - For mig er min lille campingvogn lig med oplevelser og frihed. Jeg kan køre helt ned til stranden eller ud i naturen, og jeg har alt, hvad jeg skal bruge med mig. Jeg kan selv tumle rundt med den og er ikke afhængig af, at andre skal køre bilen eller vende den for mig, siger hun. Foto: Karen Franciska Hørup

Den omvendte gave, som Karen fik tilbage i 2016, har lært hende i endnu højere grad at lytte til sin krop og dens signaler. Og så er hun holdt op med at bekymre sig om ting, hun ikke kan gøre noget ved.

- Man kan nemt komme til at spærre sig selv inde, hvis man bekymrer sig hele tiden. Det kan ikke betale sig, for langt de fleste af ens bekymringer bliver ikke til noget, siger hun og fortsætter:

- Mit mantra er, at lige meget hvad der sker, så skal jeg nok klare den. Jeg kan sagtens vælte omkuld, men jeg kommer op igen, siger hun.

I Norge må man parkere og overnatte, hvor man vil, og trods regnvejr på det meste af turen kunne Karen Franciska Hørup hver morgen vågne op til en skøn udsigt. - Efter jeg blev syg, lovede jeg mig selv, at livet skal være dejligt. Det skal være et eventyr, siger hun. Foto: Karen Franciska Hørup

Derfor er døden heller ikke noget, hun går og spekulerer på.

- Når ens nummer er ude, så er det ude. Det kan jeg ikke gøre noget ved. Men jeg kan sørge for, at jeg den dag, jeg skal herfra, tænker: 'sikke meget jeg fik ud af det liv, jeg havde', siger Karen Franciska Hørup, der med bogen gerne vil inspirere andre til også at få noget ud af deres liv.

- Hvis jeg kan, kan du også, siger hun.

Karen Franciska Hørup med Luna, som er en langhåret gravhund og ikke den første af sin slags i Karens liv. - Jeg kan så godt lide gravhunde. De er stædige og selvstændige, og samtidig meget kærlige, siger hun. Foto: Jens Thaysen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce