Annonce
Kultur

Debutroman om livet i provinsen: En trist affære

Sarah Skyt Perssons roman præsenterer sig selv som en satirisk samtidsroman om livet i provinsen - nærmere bestemt Herning. Foto: Lindhardt og Ringhof

Bøger: Satire er en svær størrelse. Nogle elsker den, andre hader den. Når satire bruges til at udstille for eksempel magthaveres tåbeligheder og dermed både forløser og kritiserer, kan det være fantastisk. Men retter man den mod nogle, der ikke rigtigt kan forsvare sig, bliver det for det første ofte usjovt, og for det andet risikerer det at give bagslag, så pilen ender med at pege på én selv.

Sarah Skyt Perssons debutroman, ”Sku’ det være en anden gang”, præsenterer sig selv som en satirisk samtidsroman om livet i provinsen - nærmere bestemt Herning.

Hovedpersonen, 30-årige Maria, arbejder som kasserer i Sydbank, ryger, er single og barnløs og har en affære med sin gifte chef. Desuden har hun været på et kursus i mindfulness. Af omslaget fremgår det, at også forfatteren, der er midt i 30’erne, er født og opvokset i Herning, og at hun arbejdede som piccoline og kasserer i Sydbank, inden hun flyttede til København og blev cand.mag. i dansk og filosofi.

Jeg tænker, det må have været meget kedeligt at arbejde i den bank, og at forfatteren er glad for at være kommet videre. Hvad jeg ikke forstår er, at hun har brug for at skrive så nedladende og humorforladt en fortælling om det, hun forlod.

Der er alenlange, detaljerede beskrivelser af den - ret almindelige - mad, der spises i kantinen og til julefrokosten, der er karikaturer af de ansatte og af de småborgerlige forældre i parcelhuset, og der bliver desuden gjort gentagne forsøg på at latterliggøre meditationsformen mindfulness, som Maria tilsyneladende har fået lidt galt i halsen. Det kunne sikkert alt sammen have været sjovt - det er det bare ikke. Og da der endelig sker noget dramatisk, er det ret utroværdigt.

Det er al ære værd at forsøge at beskrive sin generations kamp med at finde sig til rette i tidens normer for, hvad det gode liv er. Eksistentielle temaer er vel kunstens kerne, og Sarah Skyt Persson har bestemt fat i noget, når hun forsøger at vise, hvordan personalekurser om selvudvikling og zen kan harmonere absurd dårligt med et arbejdsliv i en bankfilial, hvor man må regne med, at ens job kan forsvinde når som helst.

For at det skal virke, er det dog nødvendigt, at vi kan leve os ind i personerne og føle med dem. Altså at der portrætteres med et varmt og kærligt glimt i øjet. Det savner jeg i denne roman. - Sarah Skyt Persson: ”Sku’ det være en anden gang”. 200 sider. Lindhardt og Ringhof

Sarah Skyt Persson: ”Sku’ det være en anden gang”. Foto: Lindhardt og Ringhof
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce