Annonce
Danmark

Er dansk politik blevet en joke?

Freja Holbøll

Symbolpladder: Dansk politik er efterhånden blevet mere og mere useriøst - og minder efterhånden mest om et elevråd på en folkeskole. Regeringen er begyndt at lukke øjnene for de virkelige problemer, og bruger i stedet for tiden på at diskutere hvorvidt man skal give hånd til hinanden, og om håndtrykket i så fald udføres korrekt. Den yderst nødvendige miljødebat er blevet tvunget i baggrunden af integrationsdebatten, og det har resulteret i at undersøgelser nu viser at indlandsisen er dødsdømt.

Når vi vælger at diskutere friheden til at bære burka i et land, der har gjort sig bemærket på ytrings- og personlig frihed, hvilket eksempel sætter vi så? Vi udstiller os selv som værende et land med en masse værdier, men at disse værdier kan blive taget fra os i et splitsekund, hvis ikke vi passer på.

Det gør mig utryg at leve i et land, hvor vores regering udarbejder love i den overbevisning om at, "dårlig omtale er bedre end ingen omtale", og hvad der engang var utænkelige plottwists, er nu blevet den vante hverdag. Og det skræmmer mig, at jeg ikke længere tænker: "Hvad bliver det næste dog?" når uskyldige 12-tals piger bliver sendt til et hjemland, de har absolut ingen kundskab til, fordi de tilsyneladende ikke kan integreres.

Jeg har ikke lyst til at leve i et samfund, der vurderer penge til at være mere værd end mennesker, og som sender folk ud på en øde ø fordi de har fået afvist deres asylansøgning. Danmark begynder jo mere og mere at ligne en dårlig film, end et demokratisk, velfungerende land.

Man vil måske sige, at jeg overreagerer, eller spørge sig selv hvordan en gymnasieelev kan udtale sig om politik, men det er måske endda det, der er min pointe. Når en 17-årig ufaglært pige kan se, hvor åndssvagt vores politik føres, må en længere uddannet politiker da kunne se det samme, og i så fald udnytte sin faglighed til at føre en ordentlig politik uden dumme nichelove, som alligevel ikke fører os tættere på løsninger af vigtige problemer, såsom klimakrisen.

Så kære regering,

Vær sød at forsøge at træde ud af politikerrollen og forsøge at se verden som et rigtigt menneske.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce