Annonce
Kultur

Erling Jepsen lærte at lyve til rette tid

Erling Jepsen. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

Bøger: ”Hjemmefra” er nummer to i rækken af selvbiografiske bøger, som Erling Jepsen i 2016 indledte med ”Gramhavet”.

Titlen viser, at drengen Erling nu er blevet så gammel, at det er tid at forlade forældrene og den lille provinsby Gram. Året er 1972, og den 16-årige Erling flytter til ”storstaden” Haderslev for at bo på kollegium og gå på gymnasiet.

Udfordringerne står i kø foran ham.

Jepsen har i mere end én forstand skrevet en opbrudsroman, der ikke kun handler om flugten fra landsbyens og forældrenes snævre, omklamrende verdensfortolkning, men i lige så høj grad om den svære forvandling fra barn til (næsten) voksen. Skildringen af den usikre, gammelkloge, belæste, men også determinerede dreng er medlevende og må vække genklang hos mange, der var teenagere i netop 1972.

Det var som bekendt året, hvor man skulle stemme om optagelse i EF, og på Erlings kollegium læser man Information, Klassekampen og er medlemmer af SF Ungdom.

Erling, der i Gram aldrig har haft en rigtig ven, indser, at skal han møde sådan en, må man være revolutionær; han må anskaffe sig en blå kedeldragt, så han kan solidarisere sig med arbejderklassen.

Imidlertid skal han lyve lidt for sig selv i den forbindelse, skærpe sin påtagede naivitet:

”Jeg spekulerede på, om de blå kedeldragter kunne sammenlignes med uniformer. Men der var vel også arbejdere, som ikke var stemt for revolutionen. De kedeldragter, jeg så her, var påfaldende rene, som var de aldrig blevet brugt til beskidt arbejde”.

Der er en ualmindelig fin balance mellem ironien og drengens søde drømme om fællesskab i afsnittene om tidens politiske utopier.

Erling opdager hurtigt, at løgnen er vejen frem, ikke mindst når det handler om kontakten med pigerne, hvis megen nøgne hud og trussekanter giver ham vand i øjnene:

”Jeg måtte vænne mig til at se piger med bare ben og måske også et par trusser i ny og næ, ellers blev jeg aldrig student”.

For at vække deres interesse fortæller han, at han er adopteret, og at hans rigtige forældre bor i København, som han i øvrigt kender som sin egen bukselomme, og at politiet er efter dem.

Det giver succes, men nok er seksualiteten en vældig magtfaktor i Erlings søgen efter en voksenidentitet, men det er nysgerrigheden efter kunst og kultur også:

”For første gang siden jeg startede i gymnasiet, havde jeg mødt noget, som var mere spændende end nøgne pigeben og batikfarvede trusser. En jævnaldrende, som oprigtigt interesserede sig for litteratur, og som gad lytte til mig”.

Hvad der kunne være blevet endnu en banal skildring af teenagerens ”opfindelse” af seksualiteten, bliver her fremstillet som en - ganske vist ulige - kamp imellem intellekt og drift.

”Hjemmefra” er som nævnt en opbrudsroman. Dens meget tydelige præg af autofiktion kombineres med en fantasifuld humor, og jeg formoder, at den således er fuld af løgn; en absolut styrke.

Gram er hele tiden til stede med sine antydninger af årsagsforklaringer, men hvor byen i andre af Erling Jepsens bøger måske har for megen vægt (undskyld!), bliver den her en væsentlig kontrast til omverdenen - ikke mindst til de nådesløst realistiske scener fra et kollektiv på Vesterbro, hvor Erlings søster bor.

Desuden rummer bogen et fint billede af en tid, der som Erling skulle finde sine egne ben at stå på, en tid, som også havde brug for nødløgnen, dels for at distancere sig fra fortiden, dels for at forsvare sig selv imod sine potentielt farlige fejltagelser.

For Erling var sagen klar:

”Det var løgnen som satte mig fri. Fri til at være den, jeg inderst inde følte, jeg var”.

Med ”Hjemmefra” har forfatteren Erling Jepsen virkelig fundet sig selv. Erling Jepsen: ”Hjemmefra”. 256 sider. Gyldendal

Erling Jepsen: ”Hjemmefra”. Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce