Annonce
Danmark

Falberts gabestok: Lars Løkkes plan for elbiler er ulovlig

Bent Falbert, debattør, fhv. chefredaktør.

I valgkampens hektiske konkurrence om at vise det grønneste ansigt gik Lars Løkke Rasmussens forslag ud på at indføre en million elbiler inden 2030 og forbyde benzin- og dieselbiler i 2035.

Rystende tale til en nation, der fortrinsvis kører rundt i halvgamle vogne. Vi forurener - javel - men vi kører.

Forbløffende nok slap han skadesløs fra projektet. Men ingen af delene kommer til at ske. Det vil simpelt hen være ulovligt at forbyde diesel- og benzinbiler til fordel for elbiler. EU-landene har nemlig - efter flere års forhandlinger - aftalt en fælles typegodkendelse af biler og en fælles standard for CO2-udledningen i 2030. Derfor kan det ikke lade sig gøre at indføre særlige danske forbud eller CO2-grænser.

Det véd en statsminister selvfølgelig. Derfor er det ganske forbavsende, at netop Løkke optræder som anarkist, for han plejer at tale varmt for, at Danmark skal overholde internationale aftaler. Men den grønne konkurrence mellem partierne er åbenbart så hård, at den driver ham ud, hvor isen ikke kan bære.

Derude kan han møde valgkampens røde krigere, som hader biler - dog fraset ministerbiler. Deres dilemma er, at hvis de ikke afgiftsfritager el-biler, bliver der solgt for få af dem. De er nemlig dyre i anskaffelse fra fabrikkerne. Til gengæld er de billige i vedligeholdelse.

Omvendt: Hvis de ret dyre elbiler holdes fri af registreringsafgift, får statskassen et anseligt minus. Bilbranchen og Forenede Danske Motorejere vil have registreringsafgiften fjernet fra alle elbiler til under 400.000. Bilister indbringer for tiden 52 milliarder kroner i afgifter. De penge er svære undvære i statshusholdningen. Skatteministeren vil se endnu mere elendig ud, end han plejer, hvis de går tabt.

Skal bare nogle af dem hentes som kompensation for dalende registreringsafgifter, bliver politikerne nødt til at tage dem fra det økonomiske råderum - og dét kan blive en laaaang forhandling.

Men der er masser af andre problemer med omstilllingen til elbiler. Der er så småt modeller på vej, som kan køre 400 kilometer på en opladning. Men der mangler fortsat en million ladestandere og 15.000 kilometer kabler til at føre strømmen hurtigt frem i Danmark.

Folk med egen indkørsel kan købe en ladestander for 10.000 kroner. Andre må forlade sig på offentlige p-pladser eller servicestationer (det er dem, hvor man selv yder al service, fordi der bag disken står en pige på 18, som intet aner om biler, og hvis tekniske færdigheder rækker til at konstruere en hotdog).

Efterspørgslen efter strøm bliver voldsom. Men dét er ifølge Dansk Energi nok det krav, der lettest lader sig indfri. Det lykkes formentlig at få rejst de meget omtalte vindmølleparker til søs og få dem forbundet med landjorden via drabelige kabler, der kan transmittere al energien til forbrugerne.

Elnettet ejes af elselskaberne. Det er aldrig aftalt, hvordan der skal investeres, og hvem der skal tage regningen, hvis noget går galt. Overskridelser er jo ikke helt uden fortilfælde, når det gælder store offentlige arbejder. Men det er Folketinget, der bestemmer, med regeringen som udfarende kraft, så Mette Frederiksen og hendes energiminister går et travlt efterår i møde, hvis det ellers lykkes hende at komme frem til den store stikkontakt.

I mange år har der ikke været brug for at tænke store elektriske tanker, For ganske vist har vi hele tiden anskaffet nye elektriske apparater og anlæg, men samtidig er de blevet mere og mere økonomiske i drift. Elforbruget har derfor ligget fast længe.

Det vil lette forsyningssikkerheden, hvis det lykkes at opdrage bilister til at lade deres biler op om natten. Vanskeligheden bliver at sikre, at der er adgang til et tilstrækkeligt antal ladestandere. For allerede nu er det et problem i visse bydele at finde et sted at parkere lovligt. Det er noget, beboere på Københavns Østerbro for eksempel kan bruge halve timer på hver dag.

Dét har EU ingen mening om. Men elbilernes skæbne i Danmark hviler altså på en EU-aftale. Sådan én er som unge piger og roser: Den varer, så længe den varer.

Annonce
Bilister indbringer for tiden 52 milliarder kroner i afgifter. De penge er svære undvære i statshusholdningen. Skatteministeren vil se endnu mere elendig ud, end han plejer, hvis de går tabt.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce