Annonce
Kultur

Fokus på det lyse kolonihaveliv

Jytte Alternburg glæder sig over sin kolonihave i kolonien Vester Engvej ved Hvidemøllevej i Randers: Foto: Anna Myrup Pedersen
Kolonihaveforbundet, Østjyllands Kreds, sætter i samarbejde fokus på kolonihavelivet på en stand på Østervold Randers lørdag 7. september kl. 9.30-12.

Randers: Alt for få ved egentlig, hvor dejligt kolonihavelivet er, siger man i den østjyske kreds af Kolonihaveforbundet.

- Jeg møder mennesker, der ikke aner, at der er godt 1.000 kolonihaver i Randers, siger forbundets lokale formand, Per Sørensen, der i 30 år har haft en have i kolonien Vasen.

Han og mange andre haveejere synes, det er synd, at mange randrusianere går glip af de mange herligheder, vi finder ved å og fjord.

- Det er virkelig skønne naturområder. Bare det at gå en tur hernede er godt for sjælen, konstaterer Per Sørensen.

Derfor møder havernes forening op med en stand på Østervold lørdag 7. september, hvor de forsæller om kolonihave-livet i Randers.

1. Otte foreninger

I Randers-kredsen findes der i alt otte kreds. De fordeler sig således:

Vasen: 194 haver.

Bjergbyparken, 237.

Romalt Parken: 191.

Venezuela: 149.

Vorup Kær: 141.

Vester Enghave: 30.

Ulvehøj: 32.

Dronningborg: 68.

2. Ejeren af jorden

Med undtagelse af Bjergbyparken, der er statsejet, så ejes kolonierne af Randers Kommune, der udlejer jorden.

Og lejen er billig. Ca. 2.000 kroner om året, inklusiv fællesomkostninger.

Så på den måde er kommunen med til at sikre alle, rig som fattig, en god mulighed for at bo i naturen og dyrke et jordlov på i gennemsnit 400 kvadratmeter.

Husene koster alt fra 5.000 kr. til 250.000 kr., alt efter standarden.

I dag er der rindende vand i hanen, ligesom der er indlagt el. Men der er ikke kloakeret. Tørklosettet tømmer man i koloniens container, der bliver tømt af en slamsuger, når der er brug for det.

3. Det startede i Aalborg

I Danmark har man dyrket småhaver siden middelalderen. Og i 1821 blev der anlagt fattighaver flere steder i landet.

Men det var i Aalborg, kolonihaveideen for alvor fik grøde.

Det var Jørgen Bertelsen, der i 1884 lejede et stykke jord af Aalborg Kommune og udstykkede det i 85 jordlodder på ca. 400 kvadratmeter. Haverne blev udlejet til 14 kroner om året. Det svarede til en daglejers ugeløn.

I 1891 fulgte København trop med haveforeningen Venneminde, og den 11 maj 2008 blev Kolonihavelejernes forbund stiftet.

Kolonihaveforbundet har i dag 400 foreninger med ca. 40.000 medlemmer fordelt over hele landet.

Kolonihavekulturen var i de første mange år tæt forbundet med arbejderbevægelsen.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce