Annonce
FM19

Funding: Det bliver der snakket om i baren på Folkemødet

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark
Der bliver snakket på Folkemødet. Utrolig meget. Med over 3000 arrangementer er der ikke den krog af samfundet, der ikke bliver sat til debat og endevendt. Men når solen er gået ned, og de kulørte lamper tændes i fadølsteltene, ændrer samtalen sig. Det er her, politikere, journalister, embedsmænd og lobbyister vender den politiske verdenssituation. Avisen Danmarks politiske redaktør har lavet sin research og fortæller her, hvad der tales om i baren på Folkemødet.

Brødtekst

Annonce

1 Kan man finde tilliden i regeringsforhandlingerne?

Folk i gaderne Allinge på Bornholm under Folkemødet 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Folkemødet lever i høj grad på, at de, der er noget ved musikken, deltager. Derfor er det også lidt et underligt år, fordi landets formodentlig kommende statsminister sidder låst i regeringsforhandlinger i København.

Men det afholder ikke folk i baren fra at spekulere i, hvad der sker i forhandlingerne. Socialdemokratiets håb virker til at være, at man kan lande på en relativt kort tekst - måske bare et par sider - hvor man i overordnede vendinger beskriver, hvilken retning en ny S-regering skal arbejde.

Det er dog ikke en plan, mange tror på i baren på Folkemødet. Og det af den simple årsag, at en sådan aftale kræver gensidig tillid.

Radikale Venstre skal kunne tro på, at Mette Frederiksen længere nede ad vejen vil give partiet indflydelse, og Enhedslisten og SF skal modsat være trygge ved, at S ikke lader Morten Østergaard diktere den økonomiske politik.

Den tillid har været svær at få øje på i valgkampen. Og hvad gør man, når man ikke stoler på hinanden? Man forsøger at binde og baste hinanden på skrift. Ligesom man gjorde i det sorte tårn tilbage i 2011, da rød blok sidst lå i regeringsforhandlinger.

Dog har der været en begivenhed på Folkemødet, der udfordrer den fremherskende analyse i baren. Morten Østergaard sagde i sin partiledertale torsdag, at Radikale Venstre ikke ville gentage fejlen fra 2011. Man blev nødt til at bygge en aftale på tillid. En håndsrækning til de andre partier i rød blok, virkede det til.

Men samtidig understregede han, at de ultimative krav fra valgkampen stadig gælder. Det stritter lidt i begge retninger, blev konklusionen i baren.

2 Hvem bliver finansminister?

Man kan ikke sige regeringsforhandlinger, uden også at sige ministerkabale. Og er der noget, der kan skabe resonans i den christiansborgske osteklokke, er det spekulationer om, hvem der bliver minister for hvad.

I baren på Folkemødet er der én post, der bliver vendt igen og igen. Hvem bliver finansminister?

Skal man tro vurderingerne hen over fadølsglassene, så er posten Nicolai Wammens. Finansministeriet lå efter manges vurdering til at gå til Henrik Sass Larsen, men efter han tidligere på ugen sygemeldte sig på grund af depression, er han ude af spillet.

Wammen havde efter alt at dømme sat sig op til at skulle være udenrigsminister, men ringer Mette Frederiksen og giver ham Finansministeriet, kan han ikke sige nej. Alene af den grund at det vil udfordre hans magtposition i Socialdemokratiet, hvis den gik til en anden.

Wammen har en solid baggrund som tidligere borgmester, minister og finansordfører, og han har været med i alle væsentlige forhandlinger på Christiansborg de senere år. Den statskundskabsuddannede politiker er desuden efter Sass' sygemelding blevet en gennemgående figur i regeringsforhandlingerne, hvilket også får pilen til at pege på ham. Det giver mening, at landets kommende finansminister har indgående kendskab til, hvad der er blevet aftalt med støttepartierne.

En anden kandidat til posten kunne være Nick Hækkerup, og som bobler bliver Dan Jørgensen nævnt. Et af barens wild shots lyder på Herlevs borgmester, Thomas Gyldal, eller sekretariatschef i Socialdemokratiet Martin Rossen.

3 Er der en stedfortræderkrig på vej i Venstre?

Et andet flittigt diskuteret emne i de mange festtelte i Allinge er Venstre. Partiet fik isoleret set et godt valg, og det betyder, at Lars Løkke Rasmussen indtil videre kan få lov til at blive siddende som formand.

Men stort set alle de venstrefolk, man taler med, er enige om, at det ikke er en langtidsholdbar løsning.

Spekulationerne om Kristian Jensen er i den sammenhæng massive. Spoler vi tiden en måned tilbage, var alle enige om, at han ville blive partiets næste formand. Men stemningen har ændret sig på meget kort tid. Nu er mange i tvivl.

Det har dels at gøre med Jensens eget ringe personlige valgresultat, men også det faktum, at han offentligt lagde afstand til Løkkes tanker om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det viste sig at være det, der skulle til for at få Venstre til at vokse, og det havde han åbenbart ikke næse for. Glemt bliver det hurtigt i baren, at prisen for Venstres fremgang er en blå blok i ruiner.

Men altså: Formandskampen ligger stille lige nu. Derfor retter mange i baren deres fokus på, hvad der kommer til at ske, når Venstres nye folketingsgruppe skal konstituere sig. Altså hvem får hvilke poster?

Flere taler om, at det potentielt kan ende i et opgør mellem Kristian Jensens folk og dem, der ikke vil have ham som formand. I den sammenhæng bliver det interessant, om Jensen selv går efter den magtfulde post som gruppeformand, eller om han bringer en af sine løjtnanter i spil.

Det kan få de folk, der ikke vil have Kristian Jensen til at stille en modkandidat op, hvilket i så fald vil give os et billede af, om Kristian Jensen kan mønstre et flertal i den nye gruppe.

I baren på Folkemødet er der én post, der bliver vendt igen og igen. Hvem bliver finansminister?
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce