Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen lægger godt fra land

Thomas FundingFoto: Michael Nørgaard
Socialdemokratiet kan være godt tilfredse. Nøglerne til Statsministeriet har ikke været gratis, men prisen er til at leve med. Det såkaldte ”forståelsespapir” er så tilpas ukonkret, at det ikke bliver en spændetrøje for Mette Frederiksen. Kun på udlændingeområdet leger Socialdemokratiet med ilden. Nu begynder det hårde arbejde, hvor alle drømmene skal realiseres. Finansieringen af valgløfterne tegner til at blive de næste fire års helt store politiske slagsmål, og det er i sidste ende det, der afgør, om Mette Frederiksen bliver en succes som statsminister.

Juryen er stadig ude

Inden forhandlingerne startede, stod det klart, at der var to områder, hvor Socialdemokratiet ikke ville kunne give sig: Den stramme udlændingepolitik skulle bestå, og der skal indføres en ret til lavere pensionsalder for de mest nedslidte.

Mette Frederiksen havde så meget personlig troværdighed bundet op i de to emner, at et løftebrud ville være altødelæggende.

Det var derfor også der, journalister og politiske fjender orienterede sig først, da partierne i rød blok natten til onsdag præsenterede deres længe ventede politiske aftale – eller ”forståelsespapir”, som det er blevet døbt på christiansborgsk.

Ser man på spørgsmålet om differentieret pensionsalder, er der ikke tale om et løftebrud. I hvert fald ikke endnu. Projektet er ikke dødt, da onsdagens aftale ikke tvinger Mette Frederiksen til at droppe forslaget. Men svært ser det ud. Forståelsespapiret er en udpensling af, at Socialdemokratiet ikke har flertal for sit forslag, da Radikale Venstre vender det ryggen.

Socialdemokratiet må nu forsøge at sjakre sin mærkesag igennem i det nye folketing, men mange har en interesse i at få det til at kuldsejle. Enten fordi de er uenige i indholdet, eller fordi de vil skade Socialdemokratiet. Alt kan selvfølgelig købes, men det kan ende med at blive endog meget dyrt for Mette Frederiksen at indfri sit valgløfte.

Også på udlændingeområdet er juryen stadig ude. Vi ved nogenlunde, hvad Socialdemokratiet har givet af indrømmelser, men om det konstituerer et løftebrud, er svært at sige. Der er ikke nogen facitliste, så i sidste ende er det vælgernes afgørelse.

Socialdemokratiet havde på forhånd sikret sig, at de havde noget elastik at forhandle med. Mange af de indrømmelser, partiet har givet i forhandlingerne, er derfor ikke – når man kigger nøgternt på det – løftebrud. Mette Frederiksen havde for eksempel ikke garanteret, at hun ville holde fast i beslutningen om at gøre øen Lindholm til et udrejsecenter.

Kun på et punkt leger hun med ilden, og det er i relation til paradigmeskiftet. Radikale Venstre havde i valgkampen stillet krav om, at flere udlændinge skulle have lov til at blive i landet, hvis de ellers havde et job og var velintegrerede.

Det afviste Mette Frederiksen dengang blankt, men endte alligevel give sig i forhandlingerne.

Spørgsmålet er om dette kombineret med den samlede buket af lempelser i vælgernes øjne summerer op til et løftebrud. De har ikke nødvendigvis haft blik for Frederiksens elastikker, men blot hæftet sig ved, at hun i valgkampen garanterede, at den stramme udlændingepolitik ville bestå og forstået det sådan, at der ikke ville blive ændret et komma.

Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at der for alvor er energi i diskussionen. I hvert fald ikke i medierne. Dansk Folkeparti og Inger Støjberg pander helt forventeligt til Mette Frederiksen, men det er, som om kritikken ikke rigtigt letter.

De næste målinger vil give os et fingerpeg om, hvad vælgerne tænker om sagen.

Annonce

Frederiksens succes står og falder med økonomien

Regeringsforhandlingerne tog næste tre uger, og de fire partier har brugt tiden effektivt, hvad angår brugen af penge.

Uden at det endelige regnestykke står klart, er der i gennemsnit blevet brændt et mindre milliardbeløb af hver eneste dag.

En reduktion af drivhusgasser på 70 procent, penge til de flere ældre og børn, bedre velfærd, investeringer i uddannelse og forskning, minimumsnormeringer og meget mere. Alt sammen koster penge.

Nogle af dem er allerede fundet. Det økonomiske råderum bliver brugt rub og stub, men det forslår som en skrædder i helvede. Forståelsespapiret forpligter derfor også regeringen til at skaffe ekstra 10 milliarder kroner, men præcis hvordan svæver i det uvisse.

Det var netop dette spørgsmål, der voldte store problemer i slutfasen af forhandlingerne. Radikale Venstre ville have reformer, der gjorde arbejdsudbuddet større, men de andre partier sagde nej. Enhedslisten var kraftigst i sin modstand.

Det lykkedes ikke parterne at blive enige, og derfor er forståelsesdokumentet udtryk for, at man har udskudt den diskussion til de kommende års finanslovsforhandlinger. Dog har både Morten Østergaard og Pernille Skipper fået indført hvert deres benspænd.

Radikale har fået med i aftalen, at det samlede arbejdsudbud ikke må falde. Det betyder, at Mette Frederiksen ikke bare kan hæve skatter og afgifter, da det ofte har en negativ effekt. Sætter man skatten op, og mindsker det arbejdsudbuddet, skal man altså modvirke det med andre initiativer.

Modsat har Enhedslisten fået skrevet ind, at de økonomiske skel ikke må øges. Altså at uligheden ikke må stige. Det er før set, at arbejdsudbudsreformer har haft netop denne effekt.

De to formuleringer stritter i hver sin retning, og det er et åbent spørgsmål, om de reelt umuliggør hinanden.

Gør de det, er det dårligt nyt for Mette Frederiksen. Rød bloks forståelsesdokument er ikke i sig selv noget værd. Det er bare 18 stykker A4-ark med bogstaver på. Mette Frederiksens succes som statsminister afhænger af, at hun kan skaffe finansieringen til at gøre indholdet af dokumentet til virkelighed.

Men den tid, den sorg. Lige nu er socialdemokraterne glade, og det forstår man godt. De er kommet ind i regeringskontorerne, og det giver muligheder.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Randers FC For abonnenter

Randers FC-chef om imponerende målsnit: Vi ligger måske lidt over, hvad der er realistisk

Annonce