Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen risikerer at gå i samme fælde som Løkke

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
For hver gang Mette Frederiksen siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, øger hun risikoen for at blive beskyldt for løftebrud efter et valg. Lars Løkke Rasmussen gik i den samme fælde for fire år siden. Han lærte på den hårde måde, at løftebrud ikke altid handler om, hvad man har sagt, men hvad man har givet indtryk af.

Det lød som et ekko fra fortiden, da Mette Frederiksen i søndagens duel mod Lars Løkke Rasmussen på TV 2 sagde, at hun ikke ville være statsminister for enhver pris.

Og det var da også tænkt som en syrlig kommentar til Lars Løkke Rasmussen, der inden sidste valg sagde nøjagtig det samme. En ytring der siden har martret ham.

Statsministeren beskriver egentlig meget fint, hvorfor den fire år gamle udtalelse endte med at blive problematisk i den nye bog ”Befrielsens øjeblik”. Her forklarer han, at det, at han ikke ville være statsminister for enhver pris, blev opfattet som om, at han ikke ville være statsminister for en pris.

Men magten kommer som bekendt altid med en pris, og det gjorde den også for Lars Løkke Rasmussen. Det er helt naturligt, sådan er politik.

Man skal selvfølgelig ikke underkende, at Løkke har haft svært ved at komme igennem med sin politik i denne valgperiode, og at det er en stor del af årsagen til, at mange netop har fået indtrykket af, at han alligevel gerne ville være statsminister for enhver pris.

Men kigger man på de fem sigtelinjer, han listede op inden sidste valg, må man være ærlig at sige, at han i større eller mindre grad har leveret på omkring de fire af dem.

Men forventningerne til statsministeren var bare højere. I førnævnte bog får man indtrykket af, at Lars Løkke Rasmussen selv synes, at der har været et urimeligt højt forventningsniveau til ham. Men i politik gælder der den simple regel, at det ikke er politikernes opfattelse af virkeligheden, der er styrende, men derimod vælgernes. Så hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at Løkke ved sidste valg lovede mere, end han kunne levere, så er det den virkelighed, han må forholde sig til.

Og samme logik gælder for Mette Frederiksen. Den socialdemokratiske statsministerkandidat gør meget ud af at love en stram udlændingepolitik, men man skal lægge mærke til, at hun langt hen ad vejen taler om det i overordnede vendinger. Det gjorde hun således også i søndagens duel på TV 2.

- Hvis jeg skal være statsminister og føre en anden udlændingepolitik end den, jeg er 100 procent overbevist om, er rigtig for Danmark, nemlig en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange, der kommer hertil, så vi også kan få integrationen til at fungere, så vil jeg ikke være statsminister for enhver pris, fortalte Mette Frederiksen, hvilket med det samme fik Lars Løkke Rasmussen til at gå i kødet på hende.

- Så det, du siger her i dag, er, at du ikke kommer til at give én eneste indrømmelse på ydelser og på udlændingepolitik til hverken det Radikale Venstre, SF, Alternativet eller Enhedslisten?

- Den brede udlændingepolitik står fast, svarede Mette Frederiksen tilbage uden dermed at svare klart på statsministerens spørgsmål.

Og måske er der en grund til det. Socialdemokratiet har nemlig i denne valgperiode på en række områder sikret sig muligheden for at kunne lempe på udlændingepolitikken.

Mette Frederiksen har ikke ville fortælle, om hun er for eller imod etableringen af et udrejsecenter på øen Lindholm, ej heller om hun vil ændre på integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, hun har også formuleret sig på en måde, hvor Danmark igen vil kunne begynde at modtage FN kvoteflygtninge, og så har hun åbnet op for at forbedre forholdene for børnene på udrejsecenter Sjælsmark.

Men Mette Frederiksen får svært ved at bruge alle disse potentielle indrømmelser til en hatfis, hvis vælgerne sidder tilbage med en opfattelse af, at hun har lovet ikke at lempe overhovedet. Altså at hun ikke vil give én eneste indrømmelse til hendes støttepartier.

Og det er Mette Frederiksens paradoks. På den ene side bliver hun nødt til bombastisk at afvise at ville lempe udlændingepolitikken, men på den anden side har hun brug for en smule manøvrerum efter et valg. For magten har som sagt en pris. Også for Mette Frederiksen.

Det er to modsatrettede hensyn. Og for hver gang den socialdemokratiske formand siger, at hun ikke vil være statsminister for enhver pris, gør hun det nødvendige kompromis efter et valg sværere, fordi risikoen for at blive beskyldt for løftebrud vokser.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Annonce