Annonce
Danmark

Funding: Mette Frederiksen risikerer at hænge på rød blok

Venstre ligger i noget, der ligner intern borgerkrig, og Dansk Folkeparti er stadig i granatchok over deres nedsmeltning ved valget. Lige nu er det svært at se, at de to partier er i stand til at indgå svære forlig hen over midten. Mette Frederiksens parlamentariske manøvremuligheder er med andre ord i fare for at svinde ind.

Det er svært at mindes, at en regering har fået en lettere start på livet end denne. Siden Mette Frederiksen trådte frem på Amalienborg slotsplads før sommerferien og præsenterede sit ministerhold, har det været meget småt med konkret politik fra regeringen.

En af de få undtagelser har været de pressemeddelelser, der er udgået fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, hvor han har proklameret implementeringen af de forskellige lempelser af udlændingepolitikken, der er blevet aftalt i rød bloks såkaldte forståelsesdokument.

Men radiotavsheden fra regeringen er ikke blevet straffet. Under normale ville det have været Gud givent, at oppositionen ville have angrebet Mette Frederiksen for løftebrud og langsommelighed, men intet er sket. Det har været som om, at oppositionen ikke har eksisteret.

Dansk Folkeparti virker stadig rundforvirrede efter den vælgerlussing, de fik før sommerferien, og det er som om, de endnu ikke har fundet ud af, hvilket ben de skal stå på. Det er blevet til nogle få angreb på regeringen, men de har virket forcerede og de er derfor ikke rigtig kommet op og flyve.

Særligt larmende har tavsheden dog været fra Venstre. Årsagen har været det ledelsesmæssige kaos, partiet befinder sig i. Fløje og fraktioner kæmper om at positionere sig til et eventuelt fremtidigt formandsopgør, og det har taget fokus fra oppositionsrollen.

I politik kan man altid glæde sig over andres ulykke, og man danser da også lige nu på bordene i Socialdemokratiet. Medfølelsen med kollegaerne i Venstre kan ligge på et meget lille sted til trods for, at man i Socialdemokratiet i årtier selv har prøvet at være pressens hovedleverandør til historier om internt ævl og kævl.

Ikke dermed forstået at begejstringen er uforståelig. Socialdemokratiet har fået arbejdsro til at komme i gang, og det det borgerlige alternativ til regeringen fortoner sig i tågerne af de interne diskussioner om arverækkefølgen i Venstre.

Men der er en bagside af medaljen. Hverken Dansk Folkeparti eller Venstre virker lige nu til at være et sted, hvor de er i stand til reelt at forhandle.

Misforstå ej. Begge partier vil naturligvis møde op til de forhandlinger, de bliver inviteret til, og der skal nok også blive lavet aftaler. Men det er svært at se, at de lige nu er i stand til at indgå forlig på områder, der ikke er nogenlunde konsensusprægede.

De svære forhandlinger – den slags, der kan rykke Danmark, og som ryger i historiebøgerne, de virker mere urealistiske lige nu. De kræver robusthed og stærkt lederskab – noget hverken Venstre eller Dansk Folkeparti virker til at have.

Lars Løkke Rasmussen kan således godt have en ambition om at ville samarbejde med Socialdemokratiet, men det er langt fra sikkert, at han har styrken til at bære et grumset kompromis igennem i Venstres folketingsgruppe.

Socialdemokratiet risikerer på den måde – hvis analysen er rigtig – lige nu at skulle basere sig på rød blok. Det er i sig selv ikke nødvendigvis en katastrofe, men det er sjældent sundt for en regering alt for længe ad gangen at være afhængig af de samme partier.

Tænk bare på den tidligere regering. Under Liberal Alliances ultimative krav accepterede Lars Løkke Rasmussen reelt, at Anders Samuelsen sad med de afgørende mandater i blå blok, hvilket afskar Løkke fra at lave brede aftale hen over midten. Det gav næring til konflikten mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, hvilket var startskuddet til det, der førte til blå bloks kollaps.

På samme måde ligger der en potentiel indlejret tidsindstillet bombe i røb blok. Hvis Enhedslisten er fra Mars, er Radikale Venstre fra Venus. Den politiske afstand mellem de to partier er – selvom der også er fællesnævnere – kæmpe stor. Det kan hurtigt ende galt, hvis fremdriften i Mette Frederiksens regering afhænger af, at disse to yderpunkter kan finde hinanden i stort og småt.

Så selvom man græder tørre tårer i den socialdemokratiske top, så følger man udviklingen i Venstre nøje. Og det virker til, at man ikke helt kan sige sig fri fra at håbe, at der kommer præcis nok ro på i oppositionspartiet til, at man kan bruge dem til noget.

Det kan da heller ikke afvises at det sker. Situationen de seneste uger har været uholdbar. Det er alle enige om. Så enten eskalerer det med resultat i en ny formand, ellers falder der ro på – i hvert fald indtil videre. Men indtil videre har Venstre mere travlt med at slås med sig selv, end at bedrive politik.

Fundings udvalgte citater fra ugen i dansk politik

- Jeg håber, vi kan få en ny retning for udlændingeområdet, så vi ikke bare etablerer et nyt yderpunkt med rød blok, men at det reelt bliver noget, der er holdbart, og som kan føre til, at vi kommer et andet sted hen, hvor vi løser virkelige problemer.

Morten Østergaard fra Radikale Venstre rakte hånden ud efter Venstre i et interview med Avisen Danmark.

- Velfærden er mange steder for presset. Derfor sætter vi nu velfærden først. Det vil afspejle sig i den aftale, vi skal forhandle med kommunerne og regionerne og i finansloven.

Mette Frederiksen løftede for en af de første gange sløret for, hvad hendes regering kommer til at prioritere de næste måneder, da hun afholdte pressemøde på Marienborg i forbindelse med et regeringsseminar.

- Det er hovedrystende, at et parti, der kalder sig Danmarks liberale parti, har som førsteprioritet at komme i regering med Socialdemokratiet.

Det Konservative Folkpeartis formand Søren Pape Poulsen langede i avisen Danmark kraftigt ud efter Lars Løkke Rasmussen. Han efterlyste, at Venstre klart bandt sig til blå blok.

- Jeg vil gerne give vælgerne den garanti, at jeg vil arbejde hårdt for, at vi får samling på blå blok, og at vi søger kompromisser og samarbejde. Jeg vil ikke komme rendende med ultimative krav, og jeg vil ikke pege fingre af andre. Det har vi efterhånden brugt nok tid på.

Liberal Alliances nye politiske leder Alex Vanopslagh lagde på partiets sommergruppemøde afstand til hans forgængers Anders Samuelsen parlamentariske strategi.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce