Annonce
Danmark

Funding: Pape får ikke en større chance end nu

Søren Pape Poulsen har aldrig haft bedre vilkår for at gøre Konservative førerdyret i borgerlige flok. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Alle planeter står på linje for Det Konservative Folkeparti. Efter næsten et årtis ørkenvandring og til tider desperat jagt på berettigelse har partiet nu endelig chancen for endegyldigt at ryste krisen af sig og vende blikket væk fra spærregrænsen.
Annonce

Det har ikke været udpræget sjovt at være konservativ de seneste ti år. Men langt om længe er mundvigene på vej op i det gamle parti, og det forstår man godt. Det går bedre end længe set, og der er ingen grund til at tro, at fremgangen er slut.

Der er skrevet meget om den konservative lidelseshistorie, men kort fortalt startede den med Lene Espersen. I hvert fald hvis man zoomer ind på nyere tid.

I et forsøg på at bringe sit parti tilbage til storhedstiden greb hun som nyvalgt formand ud efter nye vælgergrupper. Konservative skulle groft sagt ikke længere bare være for erhvervsfolk og ansatte i forsvaret og politiet som under Bendt Bendtsen, man skulle være et folkeparti. Men Espersen knejsede med ryggen og tabte de æg, hun havde i kurven på hovedet, på gulvet. Kernevælgerne kunne ikke genkende deres parti, og Dansk Folkeparti, Venstre og senere Liberal Alliance stod klar med åbne arme.

I sidste ende var det afbuddet til mødet i Artic Five, der væltede Lene Espersen i 2011, men bagtæppet var en forfejlet politisk strategi. Pludselig virkede det er uoverstigeligt mål at nå de ti procents vælgertilslutning, partiet havde haft under Bendt Bendtsen, og som man internt havde hånet ved at give den fynske politiker tilnavnet Mr. 10 Procent (udtalt med fynsk dialekt).

Lars Barfoed forsøgte som ny leder efter Lene Espersen efter bedste evne at bestige bjerget, men det stod ret tydeligt klart, at det ikke stod i hans magt. Selv hørte jeg første gang om planerne om at udskifte ham en sen nattetime på Folkemødet på Bornholm i sommeren 2014. Hjulene var sat i bevægelse, og tre måneder efter var Søren Pape Poulsen ny formand.

Thomas Funding, politisk redaktør, avisen Danmark. Foto: Michael Nørgaard

Papes indtog på den landspolitiske scene var i sig selv en vild historie. Sandheden er, at det ikke skulle have været ham. Høje Taastrups borgmester Michael Ziegler var oprindeligt udset som partiets nye frontmand, men han fik dårlig mave få timer før, nyheden skulle ud, og så endte pilen på Søren Pape Poulsen.

Og Pape fik mildest talt ikke nogen flyvende start. Landspolitik er bare en anden størrelse end kommunalpolitik, der er konsensuspræget og meget lidt ideologisk. Pludselig skulle Søren Pape finde værdierne frem og spidse dem til, så de var i konflikt med de andre borgerlige partier. Det gik ikke særlig godt.

Men så skete der noget. Lars Løkke Rasmussen rene Venstre-regering var i efteråret 2016 kørt ubehjælpelig fast, og han stod over for enten at udskrive valg eller udvide regeringen. Han valgte det sidste, og Det Konservative Folkeparti tog chancen og gik i regering. Dengang var der mange, der var i tvivl om klogskaben i det – jeg selv inklusiv. Ville de blive klemt, ligesom mange mener, de blev i VKO-dagene under Fogh?

Men Pape havde spillet sin hånd klogt. Modsat Liberal Alliance havde han sikret, at hans parti fik ministerposter, der matchede de konservative mærkesager, og Det Konservative Folkeparti fik således tre år til at profilere sig på justits-, erhvervs- og familieområdet. Eneste malurt, man kan putte i bægeret, er, at Søren Pape Poulsen i sin tid som justitsminister var mere fagminister end partileder. Og en god minister konstituerer ikke nødvendigvis en god formand.

Men bundlinjen er, at regeringsudvidelse var vendepunktet for Det Konservative Folkeparti. Og Søren Pape Poulsen må være født under en heldig stjerne, for det seneste halve år har entydigt været til hans fordel.

Venstre kastede sig umiddelbart efter valget ud i månedlang intern borgerkrig, der endte med, at man skiftede stort set hele ledelsen ud med relativt urutinerede kræfter. Der kommer til at gå en rum tid endnu, før blå bloks største parti er oppe i omdrejninger igen.

Og Venstre er ikke det eneste parti, der har været i problemer. Dansk Folkeparti blev mere end halveret ved valget og har stadig ikke rigtig fundet ud af, hvad det var, der ramte dem. Slutteligt er der Liberal Alliance. Det Konservative Folkepartis store hadeobjekt i blå blok. Partiet befinder sig i en regulær dødskamp, og det er et åbent spørgsmål, om de sidder i Folketinget efter næste valg.

Men den enes død, er den andens brød. Og den kollektive krise i blå blok er Det Konservative Folkepartis store chance. Søren Pape Poulsen får simpelthen ikke en bedre mulighed for at vinde de vælgere tilbage, som Lene Espersens tabte på gulvet for snart ti år siden. Det er nu, det er tid til at gå på strandhugst hos vennerne i blå blok.

Det ved man naturligvis godt i Det Konservative Folkeparti, og stille og roligt ser det ud til, at man lykkes med øvelsen. I hvert fald stiger partiet nøk for nøk i målingerne. Et lille, men stærkt symbol på dette, var da det i denne uge lykkedes at tiltrække den nu tidligere venstremand Marcus Knuth. Det var aldrig sket for fem år siden, da partiet stank af død. Det er oplagt, at de konservative håber på, at Knuth kan inspirere nogle af Venstres vælgere til at følge ham.

Risikoen for Søren Pape er selvfølgelig, at det, der kommer let, går let. Bliver vælgernes tilvalg af de konservative primært funderet i et fravalg af de andre blå partier, er spørgsmålet, hvor holdbar succesen er.

Derfor er der også i dele af Det Konservative Folkeparti en vis tålmodighed. Dette er ikke tidspunktet, hvor man skal læne sig tilbage og bare lade de stegte duer flyve ind munden. Partiet skal i offensiven og markere sig politisk. Første store mulighed for dette er de igangværende forhandlinger om en ny klimalov.

Det Konservative Folkeparti kan komme til at spille en nøglerolle her, hvis de løsriver sig fra resten af blå blok og forhandler på egen hånd. Det vil ikke være populært i de andre borgerlige partier, men en oplagt mulighed for Pape til at træde ude af Venstres skygge. I det hele taget bliver det interessant at se, hvor kynisk de konservatives partileder er.

Skubber han hensynet til den blå familie til side, er det nu, han har sin store chance.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce