Annonce
Danmark

Funding ser tilbage: En valgkamp, der vil blive husket

Thomas Funding. Foto: Michael Nørgaard
Valgkampen synger på sidste vers. Men hvilken valgkamp! Den vil der blive talt om i mange år fremover. Garvede rotter på Christiansborg mener ligefrem, at det er en af de vildeste valgkampe i mands minde.

Dansk politik forandres i dag

I dag er en skæringsdag. I dag ændrer danskerne Folketinget og dermed også dansk politik. De sidste fire ugers valgkamp er forvarslet om en ny politisk tid i Danmark.

Dansk Folkepartis monumentale vælgerkrise, Nye Borgerlige og Stram Kurs disruption af højrefløjen, Uffe Elbæk statsministerdrømme og Socialdemokratiets kolde skulder til Radikale Venstre er alle eksempler på, at vi står midt i et politisk opbrud. De tektoniske plader er i bevægelse, og vi kan endnu ikke begribe, hvor de vil føre os hen.

Den politiske virkelighed, vi har kendt de sidste tyve år, er så småt ved at nå sin ende. Blokpolitikken afgår efter alt at dømme ved døden i dag.

Dynamikken i dansk politik bliver anderledes de næste fire år – og måske endnu længere ind i fremtiden.

Borgerligt sammenbrud

Det mest bemærkelsesværdige i denne valgkamp har nok været det kollektive sammenbrud i blå blok.

Vælgerne er flygtet fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og de andre borgerlige partier har ikke kunnet kompensere for tabet. Sammenholdet i den blå familie har været en by i Rusland, hvor alle har været sig selv nærmest.

Det har været det vilde vesten, og kaosset er ikke blevet mindre af, at Nye Borgerlige og Stram Kurs er kommet til.

Ender Pernille Vermund og Rasmus Paludan i Folketinget, ser fremtidsudsigterne overordentligt svære ud for blå blok.

Dansk Folkeparti er et såret dyr, og de vil være nødt søge mod højre for at slikke sårene og tage konkurrencen op med især Nye Borgerlige. Det vil få samarbejdet med Venstre til at krakelere yderligere.

Stram Kurs og Paludan vil få status af persona non grata i Folketinget, og resten af blå blok vil vende dem ryggen. Reelt vil de borgerlige partier være nødt til at se bort fra deres mandater.

Ikke så få venstrefolk taler derfor også om, at det ville være bedre, hvis det to nye højrefløjspartier slet ikke kom over spærregrænsen. Det ville give et kæmpemæssigt stemmespild og dermed gøre nederlaget til blå blok endnu større, men i det mindste ville man have et mindre kaotisk fundament at bygge videre på efter valget.

Genopbygningsopgaven i blå blok kan ikke overdrives. Fire år er lang tid i dansk politik, men så alligevel ikke. Det er på ingen måder givet, at blå blok til næste valg vil kunne fremstå som et reelt alternativ til de røde. Den erkendelse har for længst sat sig i toppen af de borgerlige partier, og man frygter, at i dag bliver starten på en lang ørkenvandring.

SV-regering

Det måske mest dramatiske øjeblik i denne valgkamp var, da Lars Løkke Rasmussen åbnede op for et muligt regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Noget han så sent som i går skærpede ved at sige, at det nu er Venstres førsteprioritet, og at Radikale Venstre skal med.

Alle blev taget på sengen. Inklusiv Venstre selv. Partiet havde tilrettelagt en valgkamp på at skulle gå hårdt til Mette Frederiksen. Pludselig ville chefen i regering med hende. Konsekvensen blev, at Venstres kampagne stod stille i dyrebare døgn, mens man fandt en grimasse, der kunne passe.

Løkke melding handlede i første omgang om at forsøge at hive vælgere hen over midten. Men helt opfundet til lejligheden var det ikke.

Ideen om et SV-samarbejde har længe boblet i Venstre. Mange i partiet har svært ved at se, at konkurrencen på udlændingeområdet kan fortsætte. Der er et dybtfølt ønske om at gøre sig fri af fløjene, og det ønske er ikke blevet mindre af, at Nye Borgerlige og Stram Kurs er kommet til.

Men tvangsægteskaber er sjældent bæredygtige, og problemet er, at det for Venstre ikke er udtryk for et tilvalg af Socialdemokratiet, men et fravalg af højrefløjen. Og derudover afviser Socialdemokratiet ideen blankt.

Teoretisk set kan Radikale Venstre efter i dag – hvis mandaterne falder rigtigt – forsøge at tvinge Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen i armene på hinanden ved at blokere for en ren Socialdemokratisk regering, men det er svært at se fremtidsudsigterne i dette.

Et regeringssamarbejde kræver et minimum af tillid, og den eksisterer ikke. Helt afvises kan det dog ikke, og det understreger blot, at de forhandlinger, der starter op i morgen, er mindst lige så spændende som valget i sig selv.

Hvad har valgkampen handlet om?

Når det kommer til det politiske indhold, har valgkampen været et stort rod. Der har ikke rigtig været nogen rød tråd. Ingen historier har for alvor bidt sig fast.

De fleste havde regnet med, at sundhed og pensionsalder ville blive to dominerende emner i valgkampen. Men de har ikke fyldt det store. Da valgkampen startede, var det som om, at emnerne allerede var uddebatteret.

I stedet har mediebilledet været fragmenteret, og en historie har sjældent bidt sig fast i mere end et par døgn.

Kun klimadebatten og udlændingeområdet har skilt sig ud. Begge emner har fyldt godt op i mediebilledet.

Klimadebatten dog uden at blive rigtig interessant rent politisk. Forskellen på partierne ligger i høj grad i, hvilke midler, de er villige til at tage i brug, og det er vi ikke blevet voldsomt meget klogere på.

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce