Annonce
Danmark

Fundings søndagsanalyse: Mette Frederiksens fornemmelse for løftebrud

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Lige meget, hvor små indrømmelser Mette Frederiksen giver Radikale Venstre i regeringsforhandlingerne, vil Venstre og DF råbe "løftebrud!". I sidste ende er det derfor hendes mavefornemmelse for folkeopinionen, der afgør, hvor langt hun kan gå. Der er ikke nogen facitliste for løftebrud.

Nogle gange må vores folkevalgte ønske, at der fandtes en grønspættebog for politikere. Sådan én man kunne slå op i, hver gang man var i tvivl. En med svar på alle de svære spørgsmål. Men den findes ikke. Politik er fingerspitzgefühl, mavefornemmelser og dømmekraft.

Og de egenskaber får Mette Frederiksen i den grad brug for i de igangværende regeringsforhandlinger, der skal afklare, hvilken politisk pris Socialdemokratiet skal betale for at få magten.

Forhandlingerne startede blødt ud. Klima og velfærd var de to første emner, man tog hul på i denne uge. Klogt af Mette Frederiksen at lægge ud med det, der samler. Det giver god stemning, og minder forhandlerne om den gulerod, der ligger for enden af det hele - også når det bliver svært.

Og svært skal det nok blive. Særligt udlændingepolitikken bliver en hård nød at knække. Støttepartierne taler mere eller mindre med én tunge, og det presser Socialdemokratiet. Planerne om et udrejsecenter for kriminelle udlændinge på øen Lindholm skal droppes, Danmark skal igen tage imod FN-kvoteflygtninge, børnene skal ud af udrejsecenteret på Sjælsmark, dele af paradigmeskiftet skal rulles tilbage, og så skal integrationsydelsen droppes.

Ser man på kravene hver for sig, er de ikke uoverstigelige for Socialdemokratiet. Med undtagelse af en fuldstændig annullering af integrationsydelsen og en tilbagerulning af paradigmeskiftet. Det kan Socialdemokratiet ikke gå med til uden at begå løftebrud. Men Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr og Pernille Skipper, vil ikke bare have én ting, og det er Mette Frederiksens udfordring.

Kommer der for mange blomster i buketten af indrømmelser, kan det af vælgerne blive opfattet som en generel lempelse af udlændingepolitikken.

Men præcis hvor mange blomster, der går til et løftebrud, og om tulipaner er bedre eller værre end roser, er der dybest set ikke nogen, der ved. Grønspættebogen for politikere findes som sagt ikke, og der er ikke nogen facitliste for, hvad der konstituerer et løftebrud.

Beskyldningerne om løftebrud skal nok komme. Lige meget hvor få indrømmelser, Mette Frederiksen giver sine støttepartier, vil Dansk Folkeparti og Venstre tæve løs på hende. Det må hun leve med, men hun skal for alt i verden undgå, at beskyldningerne bider.

Opgaven bliver derfor at vurdere, hvornår de gør det. Hvor går befolkningens grænse - og særligt de vælgere, det er lykkedes Socialdemokratiet at erobre fra Dansk Folkeparti i den forgangne valgkam? Bliver de skuffede, risikerer Mette Frederiksen at sætte hele grundlaget for rød bloks sejr over styr.

Mette Frederiksen har egentlig sikret sig manøvremuligheder på udlændingeområdet. Ser man nøgternt på, hvad hun har udtalt i valgkampen, har hun ikke lovet at fastholde øen Lindholm som udrejsecenter, hun har erklæret sig åben over for, at Danmark igen skal modtage kvoteflygtninge, og hun har ladet vide, at der skal ske et eller andet udefinerbart med ydelserne til udlændinge. Men spørgsmålet er, om vælgerne har opfanget dette?

Har de lagt mærke til nuancerne i Mette Frederiksens formuleringer? Eller har de kun lyttet til retorikken: Den stramme udlændingepolitik skal bestå. Mette Frederiksen vil ikke være statsminister for enhver pris. Ergo der bliver ikke ændret en døjt. Et klassisk eksempel på, at det ikke handler om, hvad du siger som politiker, men hvordan det bliver opfattet.

De kommende dage og måske ugers forhandlinger vil fortælle os mere om Mette Frederiksens fornemmelse for løftebrud. Det bliver i sidste ende også en tryktest af hendes fingerspitzgefühl for folkeopinionen.

Og mon ikke at den socialdemokratiske formand krydser alt, hvad hun kan krydse i forhåbningen om, at der er sammenfald mellem hendes vurdering af løftebrud, og hvad Radikale Venstre skal have for at gøre hende til statsminister.

Er der ikke det, har hun alvorlige problemer.

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Derfor vil jeg gerne undskylde uforbeholdent over for Anders, Mette og Thyra, at jeg anvendte en så hård og personlig tone på valgaftenen og dagen efter. Det var over stregen, og det beklager jeg.

Henrik Dahl, MF (LA), måtte på Facebook undskylde sine udfald mod Anders Samuelsen, Mette Bock og Thyra Frank. Det skete efter, at flere medlemmer af partiet havde kritiseret ham for ikke at behandle sine nu forhenværende kollegaer ordentligt

- En ny regering, som danskerne skal kunne holde af og have tillid til, kan ikke bringes til verden ved tovtrækning. Ved spinkrig. Eller endeløs ”vinder-taber”-metaforik. Det er læren fra 2011.

Morten Østergaard (R) rakte øjensynligt en hånd frem til de andre partier i rød blok, da han i sin folkemødetale sagde, at man ikke skulle gentage fejltagelser fra regeringsforhandlingerne i ”det sorte tårn” i 2011

- Vi har et stort arbejde foran os med at genoprette tilliden til Liberal Alliance. Vi skal tage fat på et nyt kapitel og genoptage den liberale værdikamp. Det arbejder glæder jeg mig til at være i spidsen for.

Alex Vanopslagh (LA). Liberal Alliance valgte ny politisk leder i denne uge, efter at Anders Samuelsen valgte at trække sig på grund af det dårlige valgresultat. Valget faldt på en nyvalgt 27-årig

"Jeg tror, de fleste godt har kunnet se, at jeg ikke har haft det så godt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at kæmpe mig tilbage efter min depression ved årsskiftet, men det er desværre ikke lykkedes for mig. Så jeg må nu sygemelde mig for at kunne blive helt rask igen".

Henrik Sass Larsen, MF (S), måtte smide håndklædet i ringen. Han har i en længere periode forsøgt at komme sig over en depression, hvilket ikke er lykkes. Han har derfor meddelt Mette Frederiksen, at han ikke er til rådighed som minister. Han lå ellers til at blive finansminister

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce