Annonce
Danmark

Gør kulturen til et centralt emne i valgkampen

Christian Have

Hvis holdning er den vigtigste, når de offentlige kulturkroner skal diskuteres? Man kunne argumentere for, at det er politikernes, for det er dem, der til syvende og sidst bestemmer, hvordan pengene fordeles. Man kunne også argumentere for, at det er kulturaktørernes, for det er dem, der omdanner de tildelte beløb til kulturelle oplevelser, produkter og services. Men politikerne er valgt af folket, og det, kulturaktørerne frembringer, skal - i kraft af den offentlige finansiering - være til gode for folket. Desuden er det folkets skattekroner, der kommer ind i den ene af maskineriet, så der kan komme kultur ud i den anden ende. Derfor må det netop være folkets holdning, der er den vigtigste.

Kigger man på den offentlige kulturdebat, er det imidlertid stærkt begrænset, hvor meget folkets holdning til den offentligt subsidierede kunst og kultur fylder. Når folket udtrykker sin holdning, sker det typisk på én af to måder. Fra tid til anden hører vi idiosynkratiske smagsdomme fra borgere, der typisk repræsenterer en protest mod et givent kunstværk eller kulturprojekt, som de ikke bryder sig om. Det være sig da Mindeparken i Aarhus blev malet rød af Katharina Grosse, eller da Københavns Kommune købte Jakob Jakobsens værk Dødsfald, der blandt andet erklærede, at "Lars Løkke er død". Derudover har vi de klassiske meningsmålinger, der beder borgerne om at vælge mellem kulturen og et andet område, som skattekronerne går til - ofte sundhedsvæsenet - i spørgsmålet om, hvad der er vigtigst. Fordi borgerne har det med at sætte kræftoperationer over kulturoplevelser på den samfundsmæssige prioriteringsliste, konkluderer medierne gang på gang, at danskerne derfor må være relativt ligeglade med kulturen.

Det seneste eksempel var Norstats meningsmåling for Altinget og Jyllands-Posten, hvor danskerne i kontekst af besparelserne på kulturområdet blev bedt om at vurdere, hvad der var vigtigst - kulturen eller "f.eks. sundhed og uddannelse". 48 procent af danskerne svarede, at de anså sådanne områder for at være vigtigere end kultur. Derfor blev konklusionen præcis som forventet: Danskerne bakker op om kulturbesparelserne.

For os, der arbejder med kultur til hverdag, er det kilde til en vis frustration. Især fordi kulturforbrugsstatistikkerne taler deres tydelige sprog om, hvor glade vi danskere er for kultur: Vi har ifølge Europakommissionens statistikbureau Eurostat det største kulturforbrug i EU: Hele 85 pct. af borgerne deltager i løbet af et år i mindst én kulturaktivitet, og 5,5% af vores årlige forbrug går til kulturaktiviteter og -produkter. Frustrationen går imidlertid også på selve måden, der spørges på. Bare fordi, man måtte mene, at X er vigtigere end Y, er det ikke ensbetydende med, at Y så er fuldkommen uvigtigt. Erstat eksempelvis X og Y med mad og sex, eller dit eget helbred og din nabos.

Det fælles problem for de idiosynkratiske smagsdomme og den evindelige komparative tilgang er, at ingen af dem siger noget konstruktivt om, hvordan danskerne egentlig ser på den offentligt støttede kultur. Det er derfor et godt tiltag, når Altingets Kulturpolitiske Netværk i starten af marts offentliggør den kulturanalyse, som er udført af Tænketanken Mandag Morgen. Jeg har via en plads i styregruppen haft mulighed for at følge processen på tæt hold. For første gang får vi et nuanceret perspektiv på danskernes forhold til selve kulturbegrebet, de nationale kulturinstitutioner, deres lokale kulturforbrug, værdien af de forskellige kulturtilbud, og hvad danskerne særligt mener, at de offentlige kulturmidler skal gå til. Forhåbningen er naturligvis, at analysen én gang for alle vil opkvalificere og nuancere den danske kulturdebat.

Ambitionen er imidlertid ikke blot at hjælpe kulturlivet på vej ved at sikre en øget saglighed i debatten omkring, hvordan de offentlige kulturkroner bruges. Ambitionen er således, at analysen kan bidrage til at give kulturområdet en ydmyg plads i valgkampen op til folketings- og Europa-Parlamentsvalget. De to valg, som i dén grad falder midt i en opbrudstid, handler netop mere end noget andet om kultur og værdier. Om kulturforskelle mellem rig og fattig, højre og venstre, øst og vest. Om selve det demokratiske fundament og den retning, vi som samfund ønsker at bevæge os i. Skal vi finde de nye svar på demokratiets udfordringer, som vi i dén grad har brug for i denne tid, er vi derfor nødt til at kunsten og kulturen markant mere alvorligt - og insistere på, at de folkevalgte tager seriøst stilling til de kulturelle og værdimæssige spørgsmål, der i langt højere grad er definerende for politikernes position end deres syn på finans- eller sundhedssektoren.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Annonce