Annonce
Randers

Gamle rottereder blev udnyttet til menneskelige boliger

Lille Rosengård, cirka 1915. Foto: Randers Stadsarkiv
Mange steder i Randers var boligforholdene omkring 1910 aldeles umenneskelige. "Man skulle tro, at det ville være umuligt at leje mange af disse huler ud, men de står desværre aldrig tomme" kunne man læse i Socialdemokraten for Randers og Omegn.

Randers: I slutningen af 1950’erne dømte Randers Kommune 233 huse saneringsmodne. Alene i Østergrave-kvarteret blev 100 ejendomme revet ned for blandt andet at give plads til en ny rutebilstation. Mange af lejlighederne skulle nok have været nedrevet langt tidligere. Allerede i 1910 skrev Socialdemokraten for Randers og Omegn denne artikel om de umenneskelige boligforhold, der fandtes mange steder i Randers:

"I fjor skrev vi i vort julenummer om de mennesker, som søgte ud i lyset, som anlagde haver og byggede huse og villaer på disse haver.

I år vil vi skrive lidt om dem, der bor i vore baggårde og gamle faldefærdige rønner, hvor solen kun ved midsommertid kan nå at kaste en fortvivlet stråle ned i gårdens rendesten, hvor skimmelen går på alle vægge, og alle skadelige, lyssky bakterier trives, hvor al den elendighed, som skjuler sig for vort daglige syn, søger hen.

Mange mennesker tror ikke, at der her i Randers findes sådanne steder, men de skulle blot en dag kigge lidt ind ad gangdøre, gennem porte i de gamle bydele, så ville de forbavses over, hvilke usle forhold mange mennesker lever under. Man skulle tro, at det ville være umuligt at leje mange af disse huler ud, men de står desværre aldrig tomme. En del mennesker søger vel med vilje efter sådanne steder at bo, fordi de nu en gang føler sig bedst hjemme i snævre, snavsede omgivelser, men størsteparten af dem bliver dreven af den hårde nødvendighed til at søge de billige lejligheder.

Man må dog ikke tro, at disse gamle rønner er særlig billige at bo i. Nej, efterspørgslen efter billige lejligheder har forårsaget, at huslejen er stegen uforholdsmæssig meget i de gamle bydele. Således betales der ofte mere i leje af en skummel fugtig lejlighed i Trangstræde, end der betales for en lys, sund og rummelig kvistlejlighed i Alderstrøst og andre af de nye kvarterer.

Annonce
Provstegyde, 1917. Foto: Hugo Matthiessen/Randers Stadsarkiv

Faldefærdige rønner

Trods det, at Randers ikke er nogen storby, så formår opholdet i disse baggårde dog at sætte sit uhyggelige præg på de mennesker, som bor der, særlig på børnene. Der er meget stor forskel på de børn, som hører hjemme der, og så dem, der bor i sundere bydele.

Vi vil her omtale nogle af de værste af disse baghuslejligheder og gamle, faldefærdige rønner i Randers, og hvis nogen skulle tage forargelse deraf, håber vi, at denne følelse vil strække sig til Sundhedskommissionen, Brand- og Bygnings- , eller hvad nu alle disse kommissioner hedder, som vi kun hører tale om, når der skal gives dispensationer fra Sundheds- og Bygningsvedtægter.

En af de mest karakteristiske og måske mest kendte af de gamle rottehuller i Randers er Lille Rosengård på Vestergrave. Ingen, som passerer Vestergrave, undgår at lægge mærke til denne lille stump gade, som er lukket i den nederste ende med en brædderetirade fritstående midt i gaden og med gamle enetages huse med små vinduer. Husenes indre svarer til det ydre, det er etværelses lejligheder med åbne skorstene og med forstue og køkken belagt med runde sten. En stinkende rendesten snor sig langs den ene væg, og det er et af de lokale undere, at disse rønner ikke for længst er nedbrudte.

Ved siden af, Vestergrave 40, i den såkaldte ’Mogensens Gård’, er det ikke stort bedre, særlig i den nederste del, hvor vandet ofte om vinteren står en fod over gulvbrædderne.

Den såkaldte ’Kejsergård’ er heller ikke bedre værd end at rydde af vejen, lejlighederne i baghuset er ikke rare at bo i.

En solstråle en ukendt ting

Provstegyden er en af vore mest uappetitlige og vist den længste gyde i forhold til den bredde. Det ville være umuligt at svinge en kat rundt i den uden at klaske den mod murene. Det var den sidste gade i Randers med rendestenen i midten. Husene er små lave rønner; i de sidste år er facaderne blevne lidt oppudsede, men solen når aldrig ind i stuerne, en solstråle er en ukendt ting i denne smøge, som for længe siden burde være jævnet med jorden.

Vestergrave 11 består af to ejendomme, hvoraf den ældste del er et af de mest karakteristiske gamle huse i byen. Forhuset er på to etager, men tilsammen er de ikke højere end et moderne enetages hus. Huset er af bindingsværk; ethvert vindue, enhver stolpe, enhver dørkarm eller trappegang er skæv og kroget, og man føler sig fristet til at rive tændstikker af, når man går op ad trappen inde i huset, selv midt om dagen; alting er gammelt, frønnet og muggent; en i baghuset værende stald, hvorfra urin og andre affaldsstoffer flyder ud over gården, gør den endnu mere uhyggelig.

Lille Kirkestræde er også en gammel, skummel gyde, hvor ingen burde bo, men Vestergrave 1 er vistnok den værste af dem alle i denne gade. De fleste af os har nok lagt mærke til denne rønne, den er så gammel og faldefærdig, at det er et under, at den ikke falder sammen. Bindingsværket er råddent og fugtigt, og når man kaster et blik ind i gården, forbavses man over, at mennesker vil bo et sådant sted. Det tilstødende hus i Vester Kirkestræde er ikke stort bedre.

I Vestergade 6 i bagbygningen er der nogle lejligheder over en stald, hvor vi engang har været om sommeren. Der stod en stank fra staldene op i lejligheden, som næsten kunne tage vejret fra os. At nogen vil udnytte sådanne baghuse til lejligheder, er uforståeligt.

Vestergrave 1. Foto: Randers Stadsarkiv

Ildelugtende gård

Staldgårdsgade 16 er et typisk eksempel på, hvordan folk har fået lov at bygge for en lille menneskealder siden. Der er beboelse i det lille baghus, og gangen ind til gården gennem forhusets forstuegang er så snæver, at et almindeligt menneske må gå sidelæns ind. Trappegangen er om muligt endnu snævrere og hvordan folk får deres møbler ind i huset, er en gåde, de må da først hugge dem i småpinde og så lime dem sammen senere. At ingen af husets damer bruger moderne hatte, påbydes simpelthen af forholdene.

I Von Hattenstræde er baghusene i 11, 13 og 16 ikke skikkede til beboelse, nr. 2 og 4 er sande dukkehuse i størrelse, og solen når aldrig ind i deres kroge.

I Vester Kirkestræde er der også nogle gamle, usunde rønner, i en af dem er der en beværtning. Men at der kan fås bevilling til at drive værtshushold sådan et sted, er en gåde. Den snævre, ildelugtende gård og det lille indelukkede baghus er en seværdighed.

I den gamle gård i Snaregade 6, hvor der for tiden også er beværtning, er der et baghus, der benyttes til beboelse, som vi ville ønske, Sundhedskommissionen ville have sin opmærksomhed henvendt på. Selve gården er ildelugtende af urin og affaldsstoffer.

Provstegade 6 er efter vor mening den værste af alle de lejligheder, der benyttes til beboelse for småfolk. Det i gaden fremspringende forhus er så mørkt og skummelt som en hule, og bag- og mellembygning er endnu værre. De i Fabriksstræde halvt i jorden nedsænkede huse, nr. 2, 4 og 6 er en snurrig rest af det gamle Randers.

I Østergade 3, hvor man i sommer yderligere har overbygget grunden, er der en mellembygning, hvor der er beboelse; at Sundhedskommissionen ikke har forbudt dette, er uforståeligt.

I Burschesgade 1 er der en forholdsvis ny, grundmuret ejendom. Grunden er ikke ret stor, men desuagtet er der i baggården bygget et halvtag, hvorunder der er indrettet beboelse. En værre lejlighed, hvad sol og og luft angår, kan ikke godt tænkes, og enhver, som skulle bo der ret længe, ville snart miste sundheden. Hvorledes det er gået til, at ejeren har fået lov til at indrette beboelse i dette mørke baghus, er en af de gåder, vort kommunale liv er så rigt på.

Dytmærsken har flere dårlige beboelseshuse i baggårdene, særlig er der et sted, nemlig nr. 3, en gammel bindingsværksbygning, hvori selve forhusets beboelser er dårlige, men baghusets er meget værre. I nr. 19 i samme gade er det lige så galt.

Yderst til højre Snaregade 6. Foto: Hugo Matthiessen /Randers Stadsarkiv

Snæver, snavset og fugtig

Om Trangstræde kan det godt siges, at ikke en eneste lejlighed er værd at bo i , snæver, snavset og fugtigt er der alle vegne. Det grønne musk driver ned ad mange vægge, og når man kigger ind i nogle af denne gydes elendige gårde, forbavses man over, at al denne råddenskab ikke for længe siden er ryddet bort. Nr. 10 er det værste af forhusene, det er et gammelt bindingsværks-toetagers hus med snævre, skæve trapper og gange og med udvendige trapper i gården. Nr. 12 er ikke bedre, og deri er indrettet logihus, selvfølgelig for de allerfattigste løse eksistenser.

Rundt omkring i byen findes flere steder nogle uhyggelige kældre, indrettet til beboelse. Det er ligefrem en forbrydelse at tillade dem benyttet hertil.

Særlig er der to kælderlejligheder i Von Hattenstræde 10, de står for tiden begge ledige, og vi håber, at de aldrig mere må blive lejet ud; thi de er absolut ikke for mennesker at bo i.

Det ville føre for vidt at omtale alle de elendige lejligheder i byen. Det er kun nogle af de mest typiske af dem, som her er nævnt.

Selvfølgelig bør man ikke rive alt gammelt ned, blot fordi det er gammelt. Men på den anden side er det uforsvarligt at tillade, at så mange husejere får lov at udnytte deres gamle rottereder til menneskelige boliger. Der er ingen tvivl om, at hvis det blev forbudt at leje dem ud til beboelse, så ville de snart blive nedrevet og erstattet med nye. Grundene ville simpelthen være for dyre til at ligge ubenyttede hen.

Vi slutter denne artikel med at give arbejderne at godt råd: Lad være med at leje lejligheder i disse huse. De kan være forvisset om, at hvad de sparer i husleje, må de give ud til læge og medicin, foruden hvad det koster på andre områder."

Provstegade 6, cirka 1940. Foto: Randers Stadsarkiv
Fabriksstræde 2-4, cirka 1940. Foto: Randers Stadsarkiv
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Coronapatienter er længere i respirator end forventet

Annonce