Annonce
Danmark

Giver sundhedsreformen mere nærhed eller centraliserer den? Fem patientforeninger udlægger teksten

Et af Lars Løkke Rasmussens argumenter for, at regeringen og DF's sundhedsreform vil give mere nærhed er, at der vil blive etableret langt flere tværfaglige sundhedshuse lokalt. Et er forbillederne for Løkke er sundhedshuset i Kolding, hvor en fysioterapeut her er i gang. Arkivfoto: Søren Gylling
Er regeringens og Dansk Folkepartis aftale om en sundhedsreform en centraliseringsøvelse eller et reelt forsøg på at give mere nærhed i behandlingen? Og er det overhovedet vigtigt?

Socialdemokratiets Mette Frederiksen er ikke i tvivl: Regeringen og Dansk Folkepartis valgoplæg til en reformering af sundhedsvæsenet er en centralisering af magten. Folkevalgte regionspolitikere forsvinder og bliver erstattet af udpegede bestyrelsesmedlemmer, og fem nye sundhedsforvaltninger skal styres fra en central enhed i Aarhus.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er lige så fast i kødet med det modsatte synspunkt: Reformen giver langt større nærhed i behandlingen, når en stor del af patienterne i fremtiden vil kunne blive varetaget i 21 lokale sundhedsfællesskaber styret af bestyrelser med repræsentanter fra alle landets borgmestre og sundhedsudvalgsformænd.

Tilbage står borgerne, der er overladt til at mærke efter i maven. Hvad føles mest trygt, som avisens Danmarks politiske redaktør Thomas Funding skrev.

Men hvad mener patienterne? Danmark har spurgt fem patientforeninger, om de mener, at Løkke eller Frederiksen har ret. Og om det overhovedet er relevant at gå så meget op i nærhed eller centralisering, når det handler om sygdomsbekæmpelse?

Annonce

1. De nyresvage: Mere nærhed for kronikere

Jan Rishave, Nyreforeningen

Jan Rishave, landsformand i Nyreforeningen. Ifølge foreningen har 10 procent af alle danskere nedsat nyrefunktion - omkring 10.000 er i behandling.

- Jeg tror, denne reform vil give en hel del mere nærhed for os kronikere. Vi har mange ting, vi skal behandles for, og det vil vi kunne blive tættere på, hvor vi bor med de 21 sundhedsfællesskaber og den tungere vægt på kommunernes opgaver. På den anden side er centralisering også en stor fordel for os, når det handler om organtransplantationer. Det skal jo altså ikke foregå i kommunerne, og faktisk vil vi gerne have endnu mere centralisering på det område, så vi ikke skal forholde os til tre forskellige ventelister på Sjælland, Fyn og i Jylland. Kan man lande det, så balancen her bliver rigtig, vil det være godt for os, og det ser jeg, at der er lagt op til. Så i hovedtræk er vi positive over for reformen. Til gengæld tror jeg, at socialdemokraterne vil kunne levere det samme, så vi vil ikke kunne fortælle vores medlemmer, at det i dette spørgsmål vil være bedst, hvis den ene eller anden blok vinder valget.

2. De hjerneskadede: Valgoplæg, ikke gennemtænkt reform

Lise Beha Erichsen, Hjernesagen.

Lise Beha Erichsen, landsformand for Hjernesagen. Ifølge foreningen får 12.500 danskere hvert år en blodprop eller en blødning i hjernen, mens 90.000 i dag lever med følgerne.

- Spørgsmålet om centralisering eller nærhed er ikke det væsentligste for os. Men kvaliteten er vigtig. For en borger med tegn på blodprop i hjernen er det vigtige, at alarmcentralen fungerer, at der er en hurtig udregning og behandling, og at man får den genoptræning, der er brug for. Genoptræningen må selvfølgelig gerne være tæt på, men det vigtigste er, at den er fagligt god, tilstrækkelig og uden ventetid. Hvis det i fremtiden i højere grad er kommunerne, der skal løfte genoptræningsopgaven, er det afgørende vigtigt med faglig visitation, bindende kvalitetsstandarder og en finansieringsmodel, der forpligter kommunerne til samarbejde. Helt generelt er der gode takter i reformen, men jeg er ikke naiv. Der er altid gode intentioner op til et valg, og så ser verden tit anderledes ud, når tingene skal føres ud i livet. Min største anke handler om, at de skulle have brugt mere tid på en gennemtænkt reform i stedet for at lave et valgoplæg.

3. De depressionsramte: Klar centralisering

Bodil Kornbek, Depressionsforeningen.

Bodil Kornbek, formand for Depressionsforeningen. Foreningen har 2000 medlemmer, men over 150.000 danskere lider ifølge foreningen af depression.

- Vi har i mange år kæmpet for at ligestille vores område med de somatiske (fysiske, red.) sygdomme, hvor vi er godt på vej nogle steder. Jeg har svært ved at se, at den kurs kan fortsætte med denne reform. Jeg kan ikke se, at vores patienter får et løft. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at reformen først og fremmest centraliserer. Samtidig med at man fjerner et politisk led (regionsrådene, red.), hvor vi har kunnet adressere politikerne direkte, indfører man flere nye led, hvor vi får sværere ved at komme til orde. Det hele bliver mere kompliceret og uigennemskueligt samtidig med, at den reelle magt flytter længere væk fra borgerne til Christiansborg.

4. Parkinson-patienterne: Enig med Mette Frederiksen

Jorry Højer, Parkinsonforeningen.

Jorry Højer, landsformand for Parkinsonforeningen. Ifølge foreningen får 750-1000 nye danskere hvert år diagnosen - i alt er der 7300 diagnosticerede parkinsonpatienter i dag, men tallet er stigende fordi, man lever længere og længere med sygdommen.

- Jeg ser på den reform på nogenlunde samme måde som Mette Frederiksen. Jeg kan simpelthen ikke se noget i den, som er en god ide for os. Vi skal bruge specialister til vores patienter. Der er allerede mangel på neurologer, som betyder, at patienter med hjernesygdomme får dårligere behandling. Hvis vores medlemmer skal kunne opleve mere nærhed i behandlingen skal der også uddannes flere parkinsonsygeplejersker, og de skal ud i kommunerne. De er jo på hospitalerne i dag. Det skulle neurologerne sådan set også, men det er jo slet ikke realistisk.

5. De gigtplagede

Mette Bryde Lind, Gigtforeningen.

Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen. Ifølge foreningen lider omkring 700.000 danskere af en gigtsygdom, 80.000 er medlemmer af Gigtforeningen.

- Der er ingen tvivl om, at reformen kan skabe mere nærhed, men kun hvis kommunerne vælger at lave de rigtige tilbud. Reformen lader dog en masse mennesker i stikken, fordi ekspertisen ikke flytter med ud i det nære sundhedsvæsen. Jeg kan ikke se et billede af, at man har gennemtænkt, hvad der skal til, for at give patienterne den nære behandling. Der er ikke blevet lyttet til patienterne. Min bekymring er, at mange vil blive dårligere hjulpet, og så er hele forebyggelsen og rehabiliteringen slet ikke nævnt, og sådan noget skal jo netop placeres tæt på, hvor borgerne bor.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.

Annonce