Randers: Den danske lov om begravelse og ligbrænding er forholdsvis restriktiv, hvorfor man ikke bare kan blive begravet, hvor man vil. Ej heller kan man få spredt sin aske hvor som helst, man måtte ønske det.
Men loven giver dog mulighed for at vælge forskellige alternativer til kirkegården, hvor man kan vælge enten et gravsted med sten eller mindesmærke eller "de ukendtes grav", som typisk vil være en plæne, hvor urnen eller kisten nedsættes anonymt.
Her følger en oplistning af de lovlige alternativer til kirkegården eller en begravelsesplads tilhørende et andet trossamfund.
Hverken hos brancheforeningen Danske Bedemænd eller i Kirkeministeriet har man statistikker over, hvor mange danskere, der vælger de forskellige begravelsesformer.
1 Begravelse i naturen
I maj 2008 vedtog Folketinget et tillæg til begravelsesloven, som gjorde det muligt at blive begravet i naturen.
Det kan dog kun ske i områder, der af hjemkommunen og Kirkeministeriet er godkendt som begravelsesplads. Den første kommunale skovbegravelsesplads blev indviet i Kohaveskov ved Odense så sent som i 2014, og først i 2018 fulgte den første private skov godkendt til formålet. Det var Stensballegaard Skov ved Horsens.
Kun biologisk nedbrydelige urner må nedsættes på en skovbegravelsesplads, som til gengæld er for alle uanset baggrund og trosretning.
Generelt er der offentlig adgang til skovene fra klokken 6.00 til solnedgang hele året. Det gælder for gående og cyklende på faste veje og stier. Hunde er også velkommen i skovene, de skal blot holdes i snor. På skovbegravelsespladserne kan man færdes til fods i hele området.
De fleste skovbegravelsespladser tillader ikke, at man udmykker urnegravene, men i nogle af de private skove kan man få lov at lægge en neutral mindesten.
2 Askespredning
Ved askespredning skal afdøde have udtrykt et ønske om at få sin aske spredt over havet. Ligger der ikke et skriftligt ønske, er det begravelsesmyndigheden, og det vil sige sognepræsten i afdødes bopælssogn, der tager stilling til, om der alligevel kan gives tilladelse til askespredning.
En tilladelse uden skriftligt ønske fra afdøde kan ifølge loven gives, "når det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske, at asken skulle spredes over åbent hav".
Heri ligger også, at asken kun må spredes over åbent hav. Det er ikke tilladt at sprede den over eksempelvis søer eller åbent land, ligesom det heller ikke er tilladt at nedsænke urnen med aske i havet.
Det er de efterladte, som skal sprede asken, og det skal ske, som det hedder, uden at vække opsigt.
I helt særlige tilfælde kan der gives tilladelse til askedeling eller, at en urne nedsættes et andet sted end på en godkendt begravelsesplads.
3 Begravelse på privat grund
Det er også muligt at få sin urne nedsat på privat grund, men det kræver en særlig tilladelse.
For at få en sådan tilladelse, skal grunden være mindst 5000 kvadratmeter stor, og det er Stiftsøvrigheden i det stift, som grunden ligger, som kan give tilladelsen.
Derudover skal følgende betingelser være opfyldt:
Urnen skal bestå af et materiale, der er vandopløseligt som eksempelvis pap, støbt papirmasse eller lignende.
Der skal på ejendommen tinglyses en deklaration, som forpligter ejeren af grunden til i de næste 10 år fra urnens nedsættelse ikke at grave så dybt, at urnen bliver berørt.
Urnen skal graves mindt én meter ned, og på stedet, hvor den nedsættes, må der ikke anbringes en sten, et mindesmærke eller andet, som kendetegner et gravsted.
