Annonce
Kultur

Hotel Randers stjal opmærksomheden

Fruen. Sonja Mathiesen, 82, erkender, at hun er en del af Hotel Randers. Groet sammen med det. Foto: Preben Stentoft

Og lagde kulisse til fotograf Preben Stentofts softe og følsomme billedudstilling »Drømmehotel Hoteldrømme«, der nu udstilles i Helligåndshuset.

Lad os bare vende blikket mod »Matador« og bruge den gamle frøken Møghes udtryk »at være draget«, når det handler om fotograf Preben Stentofts forhold til Hotel Randers.

Han har nemlig været draget af det gamle hotel de seneste fire år. Og det er der kommet en udstilling ud af, som ferniseres fredag 15. februar i Helligåndshuset.

Det hele startede den weekend, hvor Prebens kone Pernille havde inviteret ægtefællen på et ophold på Hotel Randers. At det netop skulle være det hotel skyldes, at Pernille Stentoft kunne huske fotograf Tine Hardens fotografier af Victor Borge, som altid valgte Hotel Randers, når han var på turne i Jylland.

»Men jeg må erkende, at det hotel stjal min opmærksomhed. Så jeg gik en stor del af tiden rundt med mit kamera og tog billeder. Og jeg er siden vendt tilbage flere gange. For det er simpelthen et fantastisk sted«, siger Preben Stentoft, der også har vist ungarerne sin udstilling. Det skete sidste år i Det danske Kulturinstitut i Kecskemét, ligesom Filmbyen i Århus har lagt vægge til hans hotel-drømme.

Han anfører, at hotellet på en og samme tid er både lokalt og internationalt. Mondænt og løssluppent. Lige til og helt særligt. Med andre ord: overvældende og forførende.

Sprækken i gardinet
Titlen »Drømmehotel Hoteldrømme« mere end antyder, at det ikke er reklamefotografering til en almindelig salgspakke for hotellet, vi her er ude i.

Selvom Preben Stentoft til hverdag er reklamefotograf, så magter han altså også kunstfotografiet, hvor der stilles skarpt på fragtmenter af noget større. Kunsten er at give disse delelementer et nyt, selvstændige liv. Det kan være dele af en bordopdækning, en svingdør, et gelænder, et stykke tapet eller en opredning. Men det kan også være et forhæng, en sprække i gardinet, hvor dagslyset strømmer ind.

Mange af hans billeder er en leg med lyset. Faktisk løb han rundt og slukkede al elektrisk lys, da han for alvor gik i gang.

» Jeg arbejder meget med det diffuse kontra det skarpe. Og jeg har bevidst valgt ting fra. Det her er ikke en opstilling og tro gengivelse af Hotel Randers, men min oplevelse af stedet,« siger Preben Stentoft, der også har fået lavet et fyldigt katalog til udstillingen med tekst af Pernille Stentoft.

Soft. Interiør fra Hotel Randers , fanget i blidt lys. Foto: Preben Stentoft

Drømmehotel

Drømmehotel Hoteldrømme
Ferniseres i Helligåndhuset fredag 15. februar kl. 16
Udstillingsperiode er 15. februar til 2. marts
Herdage: Kl. 12-16
Weekend: Kl. 11-16.

I forbindelse med udstillingen »Drømmehotel Hoteldrømme« i Helligåndshuset er der rundvisninger på Hotel Randers
Fredag 15. februar kl. 15.30
Lørdag 23. februar kl. 11
Lørdag 1. marts kl. 11.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce