Annonce
Danmark

Hvad mener I gamle, at I kan gøre ved klimakrisen?

Annonce

I behørig afstand fra hinanden sad over 100 seniorer på klapstole fordelt ud i den store idrætshal klar til foredrag. Fra nabohallen kunne man høre ubekymrede unge stemmer og lyden af engageret boldspil. Jeg rømmede mig og begyndte på det planlagte foredrag, om "da bedstemor var bæredygtig". Vores gråspættede forsamling morede os over gensynet med dasset i gården og fortællingerne om, hvordan der blev holdt hus. Intet gik til spilde og knapheden gjorde, at det var en fest at få en appelsin. Vi huskede også alle sammen glæden ved 60’ernes livsmod, hvor mange familier fik en lille folkevogn og et parcelhus i gule mursten med blyindfattede ruder i stuen og måske tilmed kom på den første charterrejse med grisefest i Spanien.

Og så var der fjernsynet, som fik farver i begyndelsen af 70’erne, alt imens vi hyggede os i en verden, der hang sammen. Hvis altså lige man overså faren for atomkrig.

Anders Laugesen, Tirsdagstænketanken, debat, Danmark

Indtil dette punkt gik foredraget godt. Men så kom beretningen om de konsekvenser, der i dag viser sig af det, der udviklede sig til den globale forbrugskultur. Det punkt er med tiden blevet rigtig svært. Da jeg for 25 år siden begyndte at tale om de globale forandringer, tog deltagerne det let, for ingen troede rigtig på ham dommedagsprofeten. I dag er det anderledes. Vi ved alle, at det er galt, men hvad skal vi gøre?

- Hvad mener I gamle, at I kan gøre ved klimakrisen, havde min kloge, 13-årige datter Anna-Birgitta spurgt. Det spørgsmål bragte jeg nu videre. Og svarene kom lidt bag på mig. For i stedet for at tale om at flyve mindre og spare på forbruget, så udspandt der sig en lang samtale om måden, vi lever med hinanden på.

- Vi er afhængige af hinanden, og det mærker vi nu, da vi ikke engang kan sidde ved siden af hinanden her og drikke kaffe, sagde en mand nede i den anden ende af salen.

- Ja, fulgte en kvinde op. - Det giver ingen mening at tale om bæredygtighed uden også at tale om, hvordan vi har det med hinanden. I gamle dage havde man tid sammen, og selv om livet på mange måder ikke var let, så kunne vi hygge os sammen på en anden måde end i dag. Der skulle ikke så meget til, for vi havde jo de andre og alle var ligesom tættere på hinanden.

Nu begyndte snakken at gå om børnebørn, der var udstyret med iPads og ikke til at komme i kontakt med. Og om tonen på de sociale medier, selv om det ikke virkede helt overbevisende, at forsamlingens ældre surfede rundt på steder, hvor man skændes og skælder hinanden ud.

En ældre mand med vejrbidt ansigt og store hænder, der viste, at han kunne tage fat, begyndte at fortælle om dengang, hvor man oplevede en sammenhæng imellem det, der blev dyrket, og det man spiste:

- I dag er maskinerne blevet så store, at det er svært at fornemme jorden på samme måde som før.


En ældre mand med vejrbidt ansigt og store hænder, der viste, at han kunne tage fat, begyndte at fortælle om dengang, hvor man oplevede en sammenhæng imellem det, der blev dyrket, og det man spiste: "I dag er maskinerne blevet så store, at det er svært at fornemme jorden på samme måde som før".


- Hvis vi vil leve mere bæredygtigt, er det ikke nok at ændre vaner, slog en myndig kvinde fast. Jeg forestillede mig, at hun nok engang havde været skolelærer. - Vi må kunne gøre noget ved udviklingen, som har taget os væk fra hinanden og genskabe oplevelsen af, at man kan have et rigtig godt liv, også selv om det leves mere enkelt, end vi lever i dag.

Det er fantastisk som foredragsholder at få lov til at opleve, når en forsamling begynder at tale sig varm og den ene tanke griber den anden. Og her var der en helt tydelig erfaring af, at man godt kunne leve anderledes og meget enklere, hvis der var behov for det. Men uden oplevelsen af, at man havde hinanden, gav det ikke mening.

Da jeg kørte hjem, sad jeg i motorvejskøen og tænkte på det, jeg lige havde været med til. Hvad var der sket, hvis vi havde åbnet fløjdørene imellem de to haller, så de unge med deres bolde kunne drible rundt blandt de gamle, og de måske kunne begynde at have det sjovt sammen?

Måske havde de kloge seniorer ret: Skærmkulturen skærmer os fra hinanden. Vi fortaber os i ønsket om at købe nye ting eller nye oplevelser i stedet for at fortabe os i glæden over hinanden.

På afstand af hinanden kommer vi på afstand af livets og fællesskabet mange bud på gratis glæder.

- Hvad ville de så gøre?, spurgte Anna-Birgitta, da jeg kom hjem.

- Jeg tror, de synes, det er lidt svært at overskue, for mange af dem forsøger allerede at leve efter princippet om sund fornuft. Og det betyder, at de tænker sig om. Men de savner vist et lidt mere enkelt liv, hvor man ser sine børnebørn en hel masse og har tid til at drikke kaffe med naboerne.

- Det gør vi også, selv om vi jo er bedre til at snappe med vennerne, end de er, lød svaret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers For abonnenter

Derfor gik bestyrelsen på dramatisk møde: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende - folk råbte og skreg

Randers FC For abonnenter

Den endelige dom falder torsdag: - Nervøsiteten er væsentlig mindre end i tirsdags

Randers FC

Anden testrunde i Randers FC efter coronaramt cheftræner: Lettelse på Viborgvej

Annonce