Annonce
Debat

Hvor er det synd for hæderkronede Venstre

Debat: Jeg har været med i Venstre med så stor glæde og begejstring fra 1967. Det er mange år! Vi er mange, der har alle disse år med livgivende oplevelser med Det Liberale Venstre med i vores bagage. En bagage med møder om liberale udviklingsplaner.

Jeg husker, at jeg blev bedt af Venstres ledelse om at holde tale i Landstingssalen for Venstres borgmestre om, hvad liberalisme er – så ung jeg selv var. Hvor var jeg dog stolt! Herligt var mødet med så mange, og så forskellige mennesker. Selv var jeg med til at skrive i 60-erne: Venstre frem mod 2000. Med begejstring mødtes vi i alle mulige dagligstuer. Unge og gamle. Tænkte, skrev og talte. Generalforsamlinger i det lokale forsamlingshus. Jeg husker Tuse forsamlingshus, som mit sted. Her mødes vi alle: telefondamen, de lokale landmænd, lærerne … lokalet var stegvarmt og fugtigt, hvilket skyldtes overophedning i den gamle kakkelovn i aftenens anledning. Ostemad eller rullepølse på franskbrød til kaffen. Efter alt det saglige. Venskaber blev dannet.

Møder i kredsen, møder i amtet, møder i hovedbestyrelsen. Slagplaner, udviklingsplaner, opstillingsmøder til menighedsrådet, til kommunen, til hovedbestyrelsen, til landet, senere til EU. Hvor var det sjovt, hvor var det inspirerende. Hvor var det givende: boligpolitik, socialpolitik, landbrugspolitik. Og venskaber for livet. Politikere vi beundrede, ledere vi var stolte af og havde tillid til.

Men de seneste år: Et Venstre i splid med sig selv. Et liberalt Venstre, som har svigtet sine rødder.

Det startede med en kommunalreform, der blev jasket igennem, en europapolitik som blev mere og mere fraværende, nogle organisationsændringer, der kom til at betyde farvel til hele det levende medarbejderskab i alle de mange foreninger og kredse, en udlændingepolitik, der ikke kunne blive skinger nok, og som helt kom til at undsige Venstres smukke tidligere slogan: Frihed til forskellighed.

En valgkamp med så mange reformforslag, som pegede i øst og vest og vrimlede med økonomiske overbud og et forslag til en sundhedsreform, som ville ødelægge endnu et stykke af den traditionsrige danske folkevalgte kultur. Og en til lejligheden pludselig opstået interesse for europæisk politik.

Og nu det første møde i Folketingsgruppen efter en alt for lang sommerferie. 44 mandater. Et valg med fremgang. Og alligevel: det parti, der skulle være den naturlige leder af oppositionen, står skamskudt tilbage. Vi kan se frem til måneder, måske år med evige debatter om, hvem der hører til hvilken fløj, hvem der støtter hvem, om Lars Løkke snart går af, hvad den ene eller den anden Jensen mener og drømmer om. På en sådan baggrund bliver det svært at samles om langsigtet politik og en troværdighed i forhold til de partier, der skal stole på Venstre.

Nu, hvor tiden skulle bruges til at få genoplivet det liberale Venstres grundideer igen, bliver der ikke megen gejst tilbage til det. En Hovedbestyrelse, der ikke er enig med Folketingsgruppens flertal, en formand for partiet, der end ikke kan få sin kandidat til næstformandsposten i gruppen igennem.

Mon ikke Lars Løkke Rasmussen, der altid af kommentatorhæren berømmes for sin store snilde, i høj grad kunne have gjort sig selv, men også Venstre den store tjeneste på valgaftenen, da det blev kendt, at Venstre var gået frem, at stå frem, sige tak og meddele, at nu gik han af. Det ville have været flot, netop på baggrund af det overraskende positive valgresultat. Det havde sikret ham et bedre eftermæle og en respekt, og det havde givet Venstre det løft, der skal til, for at partiet kan komme videre.

Men det havde jo fordret, at formanden i månederne inden havde brugt kræfterne på at få samlet Venstre om den, der skulle afløse formanden. Det skete ikke, så tværtimod. Nu står alle forslåede tilbage.

Annonce
Britta Schall Holberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Året der gik i Randers 2019

Leder For abonnenter

Prisværdigt. Danskernes Idrætspris vil være velfortjent.

Mange mødre og fædre må med god grund misunde de forældre, hvis børn begejstret begynder dagen og skoledagen fuldstændig af egen drift og måske endda inden, at andre i husstanden har lettet på dynen. Et aldeles sjældent fænomen blandt børn i grundskolens ældste klasser. Men eleverne på fodboldlinjen i Randers er anderledes, de adskiller sig positivt fra mange af deres jævnaldrende, for de har deres fodbold, deres fodboldkammerater og deres fodboldledere. På fodboldlinjen er der ikke blot samarbejde om det finest mulige boldspil, men også fokus på sammenhold. Der er rummelighed, plads til alle, plads til fejl, plads til forskellighed. Og på fodboldlinjen er der ledere, der sikrer den rette ånd, og der smitter deres elever med den energi og entusiasme, der i årevis har været det sunde brændstof, der har drevet dem i det pionerarbejde, der i dag er resulteret i den største fodboldlinje i Norden. Frisk luft i lungerne, masser af motion i benene, gode grin og godt venskab med andre børn og voksne er noget nær den bedste start på dagen. Langt bedre end det, der følger i hælene på for sent i seng, for sent op, for meget franskbrød. Så er det uendelig meget bedre at komme ud af fjerene, ud på fodboldbanen. Fodboldlinjen i Randers er en fremragende idé, et fantastisk initiativ, der på alle måder fortjener den finaleplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris, som fodboldlinjen opnåede seneste onsdag. Fodboldlinjen i Randers fortjener på alle måder Danskernes Idrætspris, æren og anerkendelsen og de medfølgende 100.000 kroner, når TV-showet Sport 2019 ruller over skærmen lørdag 4. januar direkte fra Boxen i Herning. Drevet frem af ingenting er fodboldskolen i Randers i dag den morgenfriske start på skoledagen for 500 drenge og piger fra 14 randrusianske folkeskoler, der spiller på 12 forskellige anlæg fordelt over hele kommunen. Morgen efter morgen sparker de gladeligt dynen af sig, springer op af sengen og står parat på boldbanen klokken seks - selv på regnvåde, råkolde og buldermørke vintermorgener som dem, vi oplever netop nu. Prisværdigt. Danskernes Idrætspris vil være velfortjent.

Randers FC For abonnenter

5 ting vi lærte af skuffelsen i Silkeborg: Vild målform, mental nedtur og afgørende afslutning

Annonce