x
Annonce
Randers

Isvinter: Slæbebåden Bjørn assisterede alle skibe på Randers Fjord

Bjørn på vej ind i Randers Havn. Foto: Randers Stadsarkiv
Forhenværende havnemester Gunnar Drachmann fortæller her om isvinteren på Randers Fjord 1962/63. Her følger første del. Anden del bringes i næste uge.

Randers: På Randers Stadsarkiv findes en række erindringer fra folk, der har haft tilknytning til Randers. En af dem er forhenværende havnemester Gunnar Drachmann, der her fortæller om isvinteren på Randers Fjord 1962/63:

"Der er taget hul på februar måned, den måned, der kan være den koldeste af de tre forventede vintermåneder. Bækken nede ved Rismøllegården forsøger, her kort inden sit udløb i fjorden, at give udtryk for en svulmende flod med mudderbrunt vand i stedet for at skjule sig under vekslende lag af is og sne. Skal vi da ikke mere opleve en rigtig vinter som i barndommen, hvor snekastere smed blokke af sne op i højde med telefontrådene, hvor vi byggede snehuler, og hvor forfrosne barnefingre spændte skøjter på sko eller støvler med et lille håndsving? 'Det er erindringsforskydning,' siger de, der har rede på tal og statistik, 'der var ikke mere sne og is dengang end nu. De tre fimbulvintre under krigen var sendt af højere magter for at hjælpe de gode mod de onde'.

Højere magter er svære at afvise, og jeg tier med de blomstrende erantis i naboens have og påståede lærketoner over marken i Øster Tørslev, men inspireret af et maleri på væggen, malet af min gode ven, L. Fich, glider tankerne tilbage til isvinteren 1962/63. Maleriet viser havnens slæbebåd Bjørn i færd med at vende ms. Adele og ss. Parita i svær is i Randers Havn 29. januar 1963. Det var de sidste skibe, Bjørn hjalp ud, inden isforhold i fjorde, Kattegat og bælter lammede skibsfarten. Men skal der være en sammenhæng i beretningen, så startede det hele i det tidlige efterår 1962, da der blev konstateret revner i Bjørns kedel.

Kedlen, der var beregnet til et arbejdstryk på 13 kg, var installeret i 1923, og kulfyring var blevet ændret til oliefyr i 1948, en ændring, der ifølge udsagn fra de implicerede fagfolk havde krævet mange spekulationer ved udformning af ildrum og brændere, men omsider var anstrengelserne kronet med held, og man var i stand til at køre fuld kraft med kvadranten "lænket ud". Småskader på den nittede kedelbund havde man klaret ved stemning og – undtagelsesvis – ved let svejsning, men nu var der konstateret revner, og det var en anden sag, og efter røntgenfotografering af tilgængelige dele af kedlen blev Bjørn slæbt til Aalborg af en mindre slæbebåd for her at afvente den endelige undersøgelse og dom.

Annonce
Bjørn på arbejde. Foto: Viggo Torstensson/Randers Stadsarkiv

Drengedrømme

Jeg havde indledt min tjeneste ved Randers Havnevæsen to år tidligere, men havde kendt Bjørn fra barndomsårene i 30'erne, og tanken om, at dette også kunne blive et farvel til drengedrømme, det var næsten ikke til at bære. Havneudvalg og teknisk forvaltnings repræsentanter kom til Aalborg, og efter at have fået forelagt omfang af nødvendige reparationer og omkostningerne forbundet derved indledtes en debat om, hvad man nu skulle gøre.

I løbet af eftermiddagen kørte udvalget til Randers, og her fortsatte diskussionen. Omkring midnat blev der, efter en udmarvende debat, foretaget en endelig afstemning blandt udvalgsmedlemmerne, og jeg var lykkelig over næste morgen at kunne rejse til Aalborg og meddele, at man straks skulle gå i gang med at gennemføre de reparationer, som teknikere og Statens Skibstilsyn havde anset for nødvendige.

Den næste halvanden måned arbejdedes der af specialsvejsere på kedel og skibsbund, der trods protester fra min side fik svejset "hoveder" på næsten 2000 nagler, en disposition, der fik skibets bund til at ligne et rivejern. Endelig, 17. november 1962, forlod Bjørn Aalborg Værft med kurs mod Randers. Det var koldt, nattefrost havde vi haft længe, og værftsarbejdernes larmen, når natskiftet morede sig med glidebane på dækket over vore hoveder, mindede om årstiden, der nærmede sig. 'Hvad er det for nogle striber, den friske vind laver over Limfjorden?', spurgte matrosen. 'Det er begyndende isdannelser, sagde jeg, og i tankerne vendte jeg tilbage til drengens drømme om at bryde is med Bjørn. Jeg var ikke klar over, at jeg i de nærmeste måneder, sammen med tre andre ombord, skulle få min lyst styret – og lidt til.

Minusgrader fra jul til 1. april

Under mit fravær havde forhenværende havnefoged Berthelsen varetaget havnekontorets opgaver, og en mindre slæbebåd fra Swizer havde løst Bjørns. Der var for årstiden normal stigning i antallet af skibe med fast brændsel til de tre brændselsfirmaer ved havnen, "Ajs" Olsens grønne, tunge lastvogne slæbte kul i øget omfang fra kommunens oplagsplads på havnen op til el-værket på Mariagervej, og der var begyndende isdannelser i områder med stillestående vand.

En ung havnearbejder, der sidst var set i kantinen i folkerumsbygningen ved arbejdstids ophør, blev meldt savnet den følgende dag, og ifald han var faldet i havnen, dukkede han ikke op efter de forventede cirka 14 dage. I december fortsatte frosten, ja, fra 17. december til 22. februar bliver der i havnekontorets vejrjournal kun noteret minusgrader, og fra jul til 1. april assisterer Bjørn alle skibe på Randers Fjord. Men nu lidt om det daglige liv på en slæbebåd, der ankom til Randers Havn i 1909 som noget af det ypperste, der kunne fremstilles.

Skræddersyet til opgaver indenfjords og – i begrænset omfang – i indre danske farvande. Nu godt 50 år gammel opfyldte skrog og maskine stadig kravene med hensyn til dimension og ydelse, men på nogle områder, for eksempel indenfor komfort og teknik, var udviklingen gået udenom Bjørn. Muligheder for personlig pleje ved fravær fra havnen under isbrydning levede i bedste fald kun op til minimumskrav, og selv om livet ombord i det aldrende skib afvikledes i takt med den langsomtgående og lydløse dampmaskine, så blev for eksempel toiletbesøg, takket være direkte forbindelse til temperaturer udenfor på 20-25 minusgrader, overstået på rekordtid.

Bjørn i Randers Havn. Foto: Randers Stadsarkiv

Rim i skæg og øjenbryn

At dæksarbejdet var koldt, og at der var varmt i maskinen, det kunne man i et vist omfang tage højde for. Værre var det i styrhuset, hvor den mindste bevægelse af det store gammeldags rat med en diameter på en meter omgående satte den lille hidsige dampstyremaskine i funktion. For at undgå tilisede vinduer på grund af hvæsende damp fra den nedslidte styremaskine var det nødvendigt at have både et vindue og en dør i styrhuset åben. Dertil kom, at man for at øge velfærden for de to mand, der kunne være i styrhuset, havde lavet varme under trælisten på dørken i form af en damprørspiral.

Resultat: Overkroppen i 20 graders frost med rim i skæg og øjenbryn, mens benene befandt sig i 40 graders varme. Ikke i 10 minutter eller en halv time, nej, i timevis. Vi spøgte med det og fortalte hinanden, at det kun var forundt ganske få at opleve sådan en udsigt i en gennemsnitstemperatur døgnet rundt på 30 grader.

Kostforplejningen ombord gav aldrig anledning til klager. Hver mand medbragte sin "madkasse", der skulle dække forbruget i den forventede tid til den forestående opgave. I begyndelsen af isperioden drejede det sig om endagsrejser, men senere blev det til fire-fem dage. En "standardkasse" bestod af en gryde med en ret, der tålte opvarmning et par gange. Desuden brød, smør og pålæg. "Rederiet" leverede flaskegas til de to blus i den lille kabys, ferskvand og kaffebønner, og der var porcelæn og bestik til fri afbenyttelse. Der var ikke køleskab ombord, men med de fremherskende temperaturer udendørs var det aldrig noget problem.

Apteringen for besætningen var i store træk, som da Bjørn kom til havnen i 1909. Matros(er), fyrbøder(e) boede agter i to (tre) kamre med køjer op ad skibssiden, kistebænk og bord. Forude havde fører og maskinmester hver et kammer med køje, skabe, sofa, reol og servante med kande og spand til afløb fra kummen. Salonen, der oprindeligt gik fra borde til borde foran for de to kamre, blev under krigen ændret, så der i bagbords side blev indrettet et radiorum med plads til en køje til styrmanden, der indtil da havde boet sammen med den menige besætning. Opvarmning af aptering var centralvarme og altid tilstrækkelig.

Ved overgangen mellem for- og agterdæk og under brodækket var der i styrbords side en kabys med gasblus og en gasovn, skabe til forskelligt tilbehør og pumpe til ferskvand. I bagbords side var der oprindeligt to toiletter, et dame- og herretoilet, en ordning fra dengang Bjørn havde tilladelse til at sejle med mere end 250 passagerer. Dametoilettet var nu lavet om til lampeskab, men messingskiltet sad stadig over døren. Herretoilettet var uden opvarmning, men skyllevand leveredes fra tank på borddækket – såfremt forbindelsen ikke var frosset.

Bjørn i Randers Havn. Foto: Randers Stadsarkiv

Tiltagende istykkelse

Men nu selve isbrydningen. Bjørn var konstrueret, så den var velegnet til isbrydning på Randers Fjord. Forstærket både med hensyn til pladetykkelse, spantesystem, skrue og ror, underløbet stævn og forsynet med en triple dampmaskine, der kunne yde 450 HK.

For at fremme Bjørns evne til at glide op og trykke isen ned anvendte man 10-12 tons ballast i agterdækket. I mange år sække fyldt med sand, men fra 1962 betonpælestykker, der var nemmere og hurtigere at håndtere. Med skibets bredde, cirka otte meter, skabtes en rende, som hovedparten af de skibe, der anløb havnen dengang, kunne bruge.

Det blev ret hurtigt nødvendigt at anvende "konvojsejlads", således at der for eksempel var afgang fra Randers Havn om morgenen med udgående skibe, og ind sidst på dagen med indgående. Med den hårde frost døgnet rundt og den tiltagende istykkelse voksede problemerne hastigt, og efter at have afleveret udgående skibe en sen aften i midten af januar ude til søs og taget lodserne med ind til lodsbroen stod valget mellem at returnere til Randers, bunkre der og returnere til Udbyhøj - eller overnatte ved lodsbroen og så sætte lods på skibe på Reden om morgenen og gå til Randers med dem.

Sidstnævnte ville indebære, at der ville gå over et døgn inden gennemsejling af den inderste del af fjorden, og med minusgrader mellem 15 og 20 ville det antagelig øge vanskelighederne yderligere. Jeg valgte imidlertid muligheden for at få nogle få timers søvn. Vi havde på det tidspunkt været i gang i 16 timer, og næste morgen gik vi til søs med lodser til tre kulbåde, der lå og ventede ude i isen.

Det var kun muligt at få polske Malbork med ind, idet de to andre, St. Johann og Parita, lå så langt ude, at tidstabet ville indebære, at vi ikke kunne nå ind med de relativt dybtgående skibe inden mørket. Ved mørkets frembrud var vi ikke nået længere end til Råby Odde, og efter aftale over radioen gik lodsen i land over isen, mens Bjørn fortsatte alene hele natten. Tidligt om morgenen vendte vi ved Uggelhuse og gik tilbage efter Malbrok, der havde fået lods ombord igen, og ved middagstid nærmede vi os Ladestedet. Vi var underrettet om, at man fra officiel side i Randers havde anmodet istjenesten om, at der blev ydet assistance til de to kulbåde på Reden, så byens beholdninger af kul ved anløbet af de tre skibe kunne blive forøget med 10.000 tons. Lige før passage af Ladestedet så jeg Elbjørn dukke frem bag Støvringskoven nede ved Voer.

Den havde de to kulbåde efter sig, og jeg havde intet andet valg end at bryde isen i Ladestedet op, så Malbork kunne gå så langt til siden, at Elbjørn kunne passere med sine "kunder". Havde vi fortsat blot 100 meter længere frem, så ville al passage i det smalle farvand være umulig, og med lav bunkersbeholdning på Bjørn og uvished om isvanskelighederne på den sidste strækning op til byen så kunne vi have skabt en uoverskuelig situation. Nu måtte vi lide den tort efter næsten 36 timers uafbrudt arbejde at lade os passere, og som Margon Jensen sagde: "Han kom sgu ikke engang ud og vinkede, da han gik forbi".

Havnemester Gunnar Drachmann på Randers Havn. Foto: Kaj Grosen/Randers Stadsarkiv

Rønnebær-vodka som tak

Elbjørn gik forrest op i havnebassinet, vendte i den vestlige ende af Nordhavnen, og efter en halv time langs kaj ud for Kulkompagniet fortsatte den mod søen igen med lods ombord. Med Bjørn fortsatte vi de næste to timer med at bringe de tre kulbåde langs kaj i den ispakkede havn, hvorefter vi gik på plads for at indtage bunkers, vand og proviant, så vi kunne være klar til næste dags opgaver med at bryde isen op i havn og svajeplads. Sydhavnen havde vi nu opgivet, idet der ikke var anmeldt skibe dertil i den nærmeste overskuelige fremtid.

Den næste dag, 19. januar, var Malbork losset, og vi afgik med den til søen uden større vanskeligheder takket være den brede brudte rende, som Elbjørn havde efterladt. Sent om eftermiddagen tog vi lodsen fra borde ved en åben rende i isen øst for anduvningsbøjens position. Bøjen, der var forsvundet under isdrift, blev senere fundet ved Læsø og bragt tilbage til Randers Havn. Lodsen havde en halv flaske rønnebær-vodka med til os som tak for assistancen, og på vej ind mod Randers i tindrende frost varmede vi os med en snaps. Stående ude på risten over maskinen betragtede jeg sørøgen lige agten for skibet, hvor skruevandet mødte den kolde luft. Blot 100 meter længere agterude var der ikke sørøg, for der var der allerede dannet den første tynde nyis. Det her tegnede til isvinter. Klokken 2 om natten cyklede jeg hjem til en shut-eye.

Om morgenen modtog jeg på kontoret en meddelelse fra Statens Iskontor om, at man fandt det kritisabelt, at der blev sendt tomme skibe ud i Kattegat, hvor isforholdene nu lagde beslag på alle statsisbrydere, og hvor tomme skibe ikke kunne forvente assistance, medmindre der opstod nødsituationer. Jeg forstod naturligvis iskontorets problemstilling, men da der ikke var tale om forbud mod at bringe skibe ud til søs, og da der forelå intern ordre om, at Bjørn skulle vedblive med at gennemsejle fjorden, så var der intet alternativ. Og dog. De højere magter, som hverken lytter til iskontoret, havneudvalg og havnemester, havde planer for de kommende dage.

Hermed slutter første del af Gunnar Drachmanns beretning. Anden del bringes i næste uge.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Langt fra kun ældre og svage indlægges - heller ikke i Randers

Randers

15-20 biler holdt klar, da genbrugspladsen åbnede tirsdag morgen: - Det er tiltrængt at få tømt traileren

Annonce