Annonce
Indland

Jægere skal kunne bruge natsigte i jagt på mårhunde

Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Minister vil gøre det tilladt for jægere at bruge natsigte, så de bedre kan bekæmpe de problematiske mårhunde.

Miljøminister Lea Wermelin (S) lægger nu op til, at de danske jægere må bruge natsigter i jagten på den invasive mårhund.

Det skriver DR P4 Midt & Vest.

Natsigtet er i dag tilladt i flere nabolande, men ulovligt i Danmark, blandt andet på grund af frygten for terror.

Nu vil miljøministeren give jægerne dispensation til at bruge natsigter for at effektivisere bekæmpelsen af mårhunden.

- Jeg har afventet Vildtforvaltningsrådets anbefaling, og nu har jeg fået grønt lys fra rådet. Det vil jeg gå videre med, siger ministeren til DR P4 Midt & Vest.

Lea Wermelin vil ikke sætte dato på, hvornår danske jægere lovligt kan påmontere et natsigte på jagtriflen.

- Jeg deler jægernes utålmodighed, men jeg arbejder så hurtigt som overhovedet muligt, siger hun.

Mårhunden er et stort problem i den danske natur. Den har ingen naturlige fjender og æder alt fra insekter, fugle og små pattedyr. Også fredede dyr.

Det invasive rovdyr er især aktivt om natten. Så når de frivillige mårhundejægere snart får mulighed for at bruge natsigte, vil det betyde en del for bekæmpelsen af mårhunden, vurderer jæger Klaus Knudsen.

- Vi kan få reguleret mange flere, og så kan vi lave meget bedre skud. Vi kommer ikke til at lave så mange anskydninger, fordi vi sidder stille og roligt og har god tid til det. Mårhunden ved ikke, vi er der, og så kan vi få lavet et ordentligt skud, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Sidste år blev der skudt over 3000 mårhunde i Danmark, men bestanden forventes at vokse til over 30.000 dyr i løbet af få år, hvis bekæmpelsen ikke bliver mere effektiv.

I perioden fra 1995 til 2003 blev der registreret 25 mårhunde. Men siden er bestanden vokset voldsomt. Der anslås at være mellem 2000 og 3000 individer.

/ritzau/

Annonce
DR''s artikel om dispensation til natsigte i jagten på mårhunde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Randers For abonnenter

Møllestensgruppe følte sig hørt på borgermøde - Men trafiksituationen er stadig en udfordring

Annonce